Ib og Ib på Caminoen: Kan en vandretur på 800 kilometer redde forholdet mellem en far og hans søn?
Min far og farfar har altid været på kant, og ingen har vidst hvorfor – heller ikke dem selv. En dag besluttede de at gennemføre El Camino i Nordspanien for at lære hinanden bedre at kende.
Han var arbejdsom, succesfuld, en smule hård og enormt stædig. Han blev født i Korsør i 1933. Som ung mand arbejdede han et år for General Motors på et kontor, hvor han skulle regne de 2.000 ansattes lønninger ud.
Senere var han med til at flyve det første SAS-fly over nordpolen til Los Angeles for at aflevere post, inden han fik job hos Dofo, et firma, der eksporterede ost til Venezuela, Peru, USA og småøerne i Mellemamerika. Det var op til 10.000 tons ost ad gangen. En dag blev han tilbudt et job i Nykredit i Haderslev, og det sagde han ja til. Han gik fra ost til kredit, men navnet Oste-Johansen kunne han ikke løbe fra.
Annonse
Oste-Johansen er min farfar. Han er ikke død, selvom det flere gange har været tæt på. Som dengang i begyndelsen af 1990’erne, hvor han spiste en masse giftige bær på en golftur og blev alvorligt syg. Eller i oktober 2017, da han fik en blodprop i hjernen, og alle lægerne mente, at han i en alder af 83 år var færdig. Han ville i hvert fald vågne op med lammelse i højre side, talebesvær eller lignende. Men sådan kom det ikke til at gå. Efter tre dages skranten ville han op og gå. En fyr skulle hjælpe ham, men efter et par trin ude på gangen sagde han: ”Nu går jeg selv. Du er for langsom.” Der skal noget til at få en Johansen ned med nakken.
Ib Johansen er en mand, der ikke taler om følelser. Han kan ikke huske, hvornår han sidst græd. Han er sådan en mand, hvor du aldrig ved, om I er på håndtryk eller kram. Sådan en, der får dig til at stå på det forkerte ben, hver gang I ses. Sådan en, der får dig til at grine falsk, fordi du bliver i tvivl, om det er vittighed eller ej, og måske er det derfor, der altid har været underlig luft mellem min far og farfar.
Min far hedder også Ib. Det er Ib og Ib, det her handler om. Ib-senior og Ib-junior, der aldrig er kommet godt ud af det med hinanden. De har altid været på kant, det er de begge enige om, og jeg tror, det har noget at gøre med, at de er to forskellige typer. Min far er født i 1964.
Han er følsom og krammende, mens min farfar er konsekvent som en faldende sten og holder folk på afstand. Det har vist noget at gøre med, at Ib-senior var lidt fjern i min fars barndom og arbejdede meget og vist også noget med en hård skilsmisse, hvor gammel-Ib skred med en ung dame fra golfklubben, og børnene valgte min farmors side, og sådan er det jo i mange familier.
Men Ib og Ib ville gerne finde et fælles ståsted, noget de kunne være sammen om og dele. De er begge søgende mennesker. Ib-junior med meditation og healing, og Ib-senior med buddhisme og vegetarisme, som vi stadig undrer os over, og det understreger bare, at han er et mysterium.
De havde begge hørt og læst om pilgrimsruten El Camino i Nordspanien, for de taler begge spansk og har boet i Spanien i flere år, og en dag i 2004 spurgte Ib-junior, om Ib-senior ville gå den med ham, og det ville han gerne.
Annonse
Der skete dog det, at den unge Ib var i gang med et gestaltterapikursus, som ville slutte senere end forventet og dermed oven i en af de datoer, Ib og Ib havde talt om.
Min far ville gerne gøre kurset færdigt, men min farfar opfattede det, som om min far ville trække sig, og nu trak min farfar sig så, fordi han blev skuffet og troede, at det hele ville gå i vasken.
Der var vildt drama, indtil min fars kæreste ringede til Ib-senior og sagde, at han ikke kendte konsekvenserne ved at droppe turen, og så var det, som om han godt kunne se alvoren i det. De fandt en anden dato og tog af sted en tidlig morgen i tåge og dis, som jeg stadig husker tydeligt, fordi min far havde klippet sig helt korthåret og sagde farvel i sin T-shirt med Buddha-print.
Han satte sig ind i bilen med Ib-senior og hans kæreste, som skulle køre dem til Spanien, imens jeg stod 11 år gammel med min fars gravide kæreste og så dem køre ned ad vejen, og derfra fortsatte de videre ned igennem Tyskland.
Da de var ankommet til Saint-Jean-Pied-de-Port i Sydfrankrig, hvor Jakobsruten, den originale rute på 800 kilometer, starter, tjekkede de ind på et lille kontor, hvor de fik deres pilgrimspas.
Man får et stempel hvert sted, man overnatter, og når man har gået hele ruten, står man med alle nedslag fra hele turen, som man allerede har glemt halvdelen af, fordi den ene lille middelalderby ligner den næste.
Annonse
De gik ud af kontoret og fandt et privat værelse, fordi alle hoteller i byen var optaget, eller fordi det var helligdag eller weekend, det husker de ikke. Alt var lukket, så de delte en camembert, de havde købt på køreturen, og den var bare helt lun og lugtede rigtig meget af camembert, og de spiste den og lagde sig til at sove i et aflangt rum med tre senge, og det var første gang, min far smagte camembert, og han har elsket camembert lige siden.
Om morgenen pakkede de deres habengut og tog vandresko på. Ib-junior tænkte, hvad fanden Ib-senior havde gang i, fordi han slet ikke havde trænet før turen, og fordi han havde en latterlig, gammel rygsæk med metalbøjler i ryggen. Men han sagde ikke noget før senere.
Ib-senior var 71 år, da de gik turen, så han skulle jo passe på, at han ikke faldt helt fra hinanden. Men de gik ud ad døren, spændte en tørresnor op mellem dem med deres sure strømper og underbukser, som også kunne tolkes lidt som et symbol på den distance, der var mellem dem.
Det grinte de meget af, og Ib-seniors kæreste tog et billede af det, og så grinte de lidt mere, før de sagde farvel til hende og gik ud ad den brostensbelagte by, gennem byporten og blev til bittesmå prikker.
I familien er vi dårlige til at snakke om vores problemer. I stedet vrisser vi ad hinanden. Inden vandreturen havde Ib-senior læst flere artikler om folk, der havde løst sine familieforhold på El Camino, og et af hans egne mål med udflugten var at se, om Ib og Ib kunne finde ud af det sammen. Han forestillede sig, at alt det, der lå og ulmede imellem dem, kunne komme til overfladen som en korkprop.
De første par dage bestod af bjergvandring. Ib-senior pustede og prustede, som om han var ved at hoste lungerne op, og Ib-junior havde problemer med knæene, hvilket betød, at de to mænd hverken havde overskud til at vrisse, hakke eller snakke, så det var egentlig en god begyndelse. Da de efter 24 kilometer i Pyrenæerne ankom til Roncesvalles, en lille by med et kloster, et herberg og nogle få restauranter, var det lige efter gudstjenesten, og igen var alt lukket, så de spiste lidt flutes og gik på hovedet i seng.
Om morgenen fortsatte Ib og Ib deres vandring gennem små byer, bjergkæder og lange lige stræk, der kunne gøre én sindssyg. Ib er et gammelt dansk navn for Jakob, som er den af Jesu disciple, der lægger navn til pilgrimsruten, og da Ib og Ib gik turen, var det såkaldt Jakobsår, som kun sker 14 gange hvert århundrede og skulle være meget helligt. Så det var altså Jakob og Jakob, der gik Jakobsruten i det hellige Jakobsår. Det kunne ikke gå galt.
Ib-senior er som nævnt en mystisk mand. Jeg ved, at han spiller golf og tennis, taler spansk og har rejst jorden tynd. Han har sin mobiltelefon i en velcrolomme sat fast i sin bælterem, og han kom med underlige gaver, da jeg var lille.
Engang fik jeg en halskæde med Thors hammer, en anden gang en lille fisketalisman i træ fra Kenya. Hver gang nogen afslører en særhed i familien, siger vi, at det kommer fra Johansen-siden.
Men han er også en vild mand, der i 1953 sagde sit ensformige arbejde op hos Generel Motors for at rejse ned gennem efterkrigstidens Europa på sin gamle Ariel-motorcykel fra 1937. Som 18-årig var han begyndt på spansk korrespondancekursus, fordi han vidste, at han ville få brug for sproget, og det fik han ret i.
Med sig på turen havde han sin lillebror Ulf og sin sidste månedsløn på 850 kr. Det var på den tur, han mødte min farmor i Torre del Mar i Sydspanien, og hun blev forblændet af den lyse mand med fuldskæg, der var alt andet end det borgerkrigsramte Sydspanien. Men hun var katolik, og han var protestant, så de skulle have tilladelse til at blive gift af den katolske kirke.
Tilladelsen fik de, og hele byen mødte op til brylluppet. Men så nægtede præsten at gifte dem ved alteret, og de måtte i stedet blive gift i sakristiet, men det tæller jo også.
Min far, Ib-junior, har også været en mystisk mand, men det er han ikke mere.
Han var et stort tennistalent som ung og tævede vist nok Frederik Fetterlein eller Kenneth Carlsen, jeg husker ikke hvem, men han var i hvert fald så god, at han rejste til Spanien og levede af at spille og træne tennis, men en dag havde han indbrud og mistede alle sine optjente pesetas.
Han tog tilbage til Danmark. Han tomlede – ligesom Ib-senior havde gjort det fra Danmark til Spanien og omvendt, når han ikke havde flere penge – og han kørte med lastbilchauffører og personbiler og mødte en masse underlige mennesker.
Da min far var dreng, tog familien altid til Torre del Mar i Andalusien i sommerferien, hvor han blev forkælet af alle tanterne. Han var den yngste i en brødreflok på tre, som blev kaldt Rip, Rap og Rup, fordi de gik i ens sømandstøj med kasket og seletøj, når de var i Spanien.
Han blev altid lokket til at lave underlige ting, som dengang han tog dametøj på og appelsiner under trøjen og dansede flamingo foran den spanske familie for at få lidt lommepenge til slik og solsikkefrø, som han tyggede på hele sommeren. Eller dengang en onkel ville give ham nogle pesetas for at putte en græshoppe ned i underbukserne, og det gjorde han, og alle grinte helt vildt, og han skreg. Men han fik pengene, og så tyggede han glad på slikket bagefter.
Ib-junior så op til Ib-senior, som var den her hårde mand i stift tøj, som ofte sad i arbejdsværelset. Han søgte måske hans kærlighed, tænker han i dag, men Ib-senior er ikke en mand, der deler ud af følelserne, det har jeg vist nævnt. Så det blev en evig søgen på mange punkter, og når han fortæller om det, så får han lidt våde øjne og synes, at det bliver lige lovligt personligt.
Men Ib og Ib fortsatte deres vandring på Caminoen. Ib-senior husker, hvordan Ib-junior altid rettede på ham og sagde:
”Dine sokker sidder forkert … Du går forkert på dine fødder … Du går for langt til venstre … Hvorfor går du ikke forbi dem der?”
En dag sagde Ib-senior, at det ikke kunne blive ved sådan, så de splittede op og gik med nogle kilometers afstand, og så mødtes de til frokost og en øl, og om aftenen indlogeredes de på herberg og var sammen der. De gik ikke sammen, men de fulgtes ad.
Ib-junior husker, hvordan den gamle altid svarede hårdt tilbage på en nedværdigende måde, som om han var dum alene for at spørge, og det kender jeg godt.
Efter en uge havde de et skænderi, så de var ved at aflyse hele turen. Han husker, at de var kommet til en smuk, lille by med en kæmpe kirke. De skulle ud og spise, de var irriterede på hinanden, og der var en usikker stemning.
De sad midt i en dunkel krostue med mørkt træ og spiste suppe. I hjørnet sad en tysk pige med sin far, de var også ude at gå sammen, og de havde snakket en smule med dem. Men så spurgte Ib-junior om et eller andet, og Ib-senior svarede tilbage på den der facon, hvor man føler sig latterlig alene for at have spurgt, og han mente sikkert ikke noget med det, men det ramte bare ekstra hårdt den dag, så Ib-junior udbrød:
”Jeg gider kraftedeme ikke høre på det der! Det er fandeme den måde, du altid svarer på!”
Han blev så rasende, at han var rødglødende, og Ib-senior svarede:
”Ja, så kom da ud med det!”
Ib-junior opfattede det, som om hans far ville ham til at lægge et eller andet barndomstraume på bordet, og det gjorde ham endnu mere gal, at Ib-senior mente, at det var hans eget ansvar at prikke hul på det, og i baghovedet havde Ib-junior hele tiden den tyske pige med sin far i hjørnet, så de råbte ikke, det var de for civiliserede til, men der var dårlig stemning i flere dage.
Ib-junior købte lidt slik og nogle solsikkefrø, og så gik han ellers alene på turen med Ib-senior bag sig, mens han gumlede og tyggede.
Optrinnet på krostuen betød vist ikke så meget for Ib-senior. Han har aldrig haft problemer med at være alene. Han er ikke særligt socialt anlagt, som han siger.
Han har gået gennem meget af livet alene. Han er ikke så følende, siger han også, og han har aldrig været opsøgende, og han tror, det er fordi, han har haft meget ansvar, siden han var 14 år, hvor hans far døde af lungeproblemer.
Min oldefar var lokomotivfører, dengang en fyrbøder stod og skovlede kul ind i ovnen, og de indåndede en masse giftig røg, og det var det, der slog ham ihjel i en alder af 67 år, og derefter var det op til Ib-senior at være manden i huset.
I en erindringsbog har han beskrevet sin barndom med kun to ord: ’Arbejde’ og ’Usynlig’. Men han har altså aldrig haft ondt af sig selv.
Som så ofte før i vores familie, så snakkede de ikke mere om det store skænderi på kroen, men langsomt begyndte de at følges ad igen. Der kom aldrig nogen stor omfavnelse eller noget, men en dag traskede de igen af sted sammen, og det siger vel også lidt om vores familie.
Sådan fortsatte dagene på El Camino. Det var smalltalk og lidt vrissen, men også dage hvor det forløb gnidningsfrit med gode snakke.
En dag sad de på nogle plastikmøbler udenfor en lille, snusket café og fik en øl. Ib-junior så en gadehund, og der var et eller andet, han kunne genkende ved den. Den ledte efter madrester.
Den ville gerne være med, hvor det skete, men den var kuet og bange, og han så sig selv i den hund. Som en gadehund, der ikke turde vise sig eller vise, hvem den var. Og måske var det latterligt tænkt, men der var noget ved den hund, der fik ham til at tænke over sig selv.
Men sådan så Ib-senior ikke sin søn. Han var imponeret over Ib-junior, der bare kunne møde nye mennesker og snakke afslappet, som han ikke selv kunne. Han roste ham faktisk flere gange for det. Så de fandt jo ud af, at de var forskellige, og de kunne godt værdsætte deres forskelligheder nogle gange.
De er så sindssygt stædige begge to. De havde aftalt, at man ikke kunne give op, hvis ikke den anden også ville gøre det, og sådan blev det. Ingen af dem turde tale om at give op, fordi de var så stædige begge to. Så de gik og gik og gik, indtil de efter 29 dage stod på Monte do Gozo, en stor knold 10 kilometer fra Santiago de Compostela, hvor turen slutter.
Når Ib-senior har sat sig noget for, så gennemfører han det, og det gjorde han på trods af væskende vabler på størrelse med femkroner, feber undervejs og en stifttand, der blev ved med at falde ud, og som drev Ib-junior til vanvid. Ib-seniors kæreste har altid sagt, at han er støbt i jernbeton og foret med aluminium, og det kan der være noget om.
De overnattede på et herberg på knolden, og dagen efter var de opløftede og fulde af lyst til at gå. De var klar til at nå deres mål, og det var stort for dem begge, og så stod de pludselig foran katedralen.
De skyndte sig hen til kontoret, hvor man viser sit pilgrimspas og får et diplom på latin, og de gik til messe i den enorme katedral, som millioner af mennesker har valfartet til. Kirken var fuld, en nonne sang skønsang, seks kutteklædte munke svingede et røgelsesfad gennem hele midtergangen, og Ib og Ib så brasilianere, spaniere og tyskere, som de havde mødt på deres tur, og flere af dem havde tårer i øjenkrogene.
Ib-senior var stolt, og han var endnu mere stolt af, at han havde gået Caminoen med sin søn, og Ib-junior syntes, at det var ærgerligt, at det skulle slutte.
Bagefter forkælede de sig selv og tog for sig af cigarer og Albariño-hvidvin fra Nordspanien og store muslinger. De tog på en traditionel spansk café med tjenere i uniformer og fik Tarta de Santiago, som er en traditionel mandelkage fra Galicien, og så drak de Sol y Sombra, der er lige dele brandy og anis.
Samme aften skulle de videre med nattog til Malaga, hvor de skulle møde noget familie. De fik en lille sovekupé med håndvask og køjesenge, hvor de smed deres tornyster, inden de satte sig ind i spisevognen og drak endnu en Sol y Sombra.
Efter én drink gik Ib-Junior ind og lagde sig i underkøjen, fordi han havde været lidt syg de seneste par dage. Men Ib-senior blev i spisevognen, og om natten vågnede den unge Ib, fordi der var noget, der plaskede og sprøjtede på ham, og så så han op, og der stod Ib-senior på knæ i en halv yoga-stilling under det lave kupéloft og dirigerede en tisstråle mod den lille håndvask, som han var meter fra at ramme.
Ib-junior blev edderspændt rasende og skældte ham helt vildt ud, og så lagde de sig igen og faldt i søvn. Dagen efter talte de ikke om det, og Ib-senior kan slet ikke huske episoden i dag, og Ib-junior tænkte:
