Jacob Mark blev så stresset, at han næsten mistede synet. Har han lært noget som helst af et halvt år på sidelinjen?

Jacob Mark blev så stresset, at han næsten mistede synet. Har han lært noget som helst af et halvt år på sidelinjen?

Jacob Mark har haft fart på. Nogle gange for meget fart. Som 23-årig blev han valgt ind i Folketinget for SF, og som 28-årig blev han partiets helt store stemmesluger. To år senere gik han så hårdt ned med stress, at han næsten mistede synet. Efter endnu et kanonvalg er han nu tilbage på Christiansborg.

Offentliggjort

Hvornår kunne du første gang mærke, at du var stresset?

”I 2016 blev jeg gruppeformand for SF. Jeg var 24 år. Partiet gik ikke frem i meningsmålingerne, og ligegyldigt hvor mange interview jeg gav, og hvor mange udspil jeg pumpede ud, skete der intet.

Mange anså SF for at være et parti, der var døden nær. Vi lå historisk tæt på spærregrænsen og havde nærmest ingen folketingsmedlemmer tilbage.

Hver aften lå jeg i min seng og hørte ’Stjerner På Himlen’ med The Minds of 99 på repeat, mens jeg græd ned i puden.

Jeg fik kæbespændinger og blev tør i munden, men alligevel holdt jeg mig kørende.”

I foråret 2018 fik du dit første reelle angstanfald. Hvad skete der?

”Hver gang jeg var ved at falde i søvn, følte jeg, at jeg ikke kunne få luft. Jeg fik voldsom hjertebanken og frygtede, at jeg skulle dø.

Da min daværende kæreste, som lå ved siden af mig, var faldet i søvn, begyndte jeg at ligge og prikke mig selv på kroppen.

Jeg havde set på YouTube, at det skulle være beroligende.

Det endte med, at jeg ringede til psykiatrisk skadestue. De sagde, at det var angst og ikke noget, jeg ville dø af.

Jeg fortalte ikke til nogen, at jeg lavede det opkald.”

Hjalp det dig at tale med dem?

”Det fik mig til at falde til ro. Jeg sov dog ikke meget den nat, og dagen efter løj jeg mig syg med lungebetændelse.

To dage senere blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i et afsnit af ’Debatten’. Vi skulle tale om skolereformen og kortere skoledage, og netop det emne var en af grundene til, at jeg oprindeligt gik ind i politik.

Uanset hvor syg jeg var, kunne jeg ikke gå glip af dén debat. Men da jeg stod i DR-studiet med spotlyset pegende på mig og indflyvningsjinglen kørende i baggrunden, kunne jeg med det samme mærke, at jeg ikke havde det godt.

Jeg slog det hen med, at jeg manglede søvn og havde været for meget i byen. I min første tid i Folketinget prøvede jeg nemlig at leve et ungdomsliv ved siden af arbejdet. Inde i studiet stod jeg over for et par garvede socialdemokrater.

Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg var sikker på, jeg ville falde om lige dér på direkte tv.”

Fik den oplevelse dig til at skrue ned?

”Nej. Efter angstanfaldet fortsatte jeg med at køre på.

Politisk havde jeg stor succes: Folk gik på gaden for minimumsnormeringer, jeg blev et kendt ansigt, og jeg gik viralt med mine statusopdateringer på Facebook.

Selvfølgelig ville jeg ikke blive stresset, når det gik så godt, tænkte jeg. Det hang ikke sammen i mit hoved.

Ved valget i 2019 gik SF frem, og jeg fik tidoblet mit personlige stemmetal. Jeg burde have været lykkelig, og min følelse af utilstrækkelighed burde forsvinde efter så flot et valgresultat.

Kort efter var jeg også med til at få indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Men succesen skabte blot en frygt i mig for, at jeg ikke kunne leve op til de nye og endnu højere forventninger. For kunne jeg levere minimumsnormeringer, kunne jeg jo også levere andet.

Det væltede ind med beskeder fra folk, der spurgte, om jeg ikke kunne få diverse politiske emner igennem.

Kunne jeg ikke også hjælpe de udsatte? De handicappede? De hjemløse?”

Hvordan havde du det i den periode?

”Jeg var totalt smadret. For første gang indså jeg, at jeg ville blive rigtig syg, hvis jeg ikke gjorde noget. Jeg skrev en note på min iPhone, hvor der stod ’exit’.

Som en påmindelse om, at jeg var nødt til at finde en måde at komme ud af politik på.”

Men alligevel blev du?

”Ja. Coronapandemiens første nedlukning gav mig en pause, hvor jeg kunne tanke op på ny.

I efteråret 2019 var jeg blevet kærester med Christina (Krzyrosiak Hansen, red.), og i foråret, da coronaen ramte, flyttede jeg hjem til hende i Holbæk.

Det var skønt at være sammen med hinanden hele tiden, og jeg kunne holde alle mine møder hjemmefra og få hvilet ordentligt ud. Det gav mig dét boost, jeg manglede.”

Der er dog ikke et tidspunkt i døgnet, hvor Jacob Marks tanker ikke kredser om politik. Han er udbrændt og orker ikke at se sine nærmeste.

Derfor føles beslutningen om at rykke ned til Christina i Holbæk også rigtig. Han har bedst af at være i provinsen og elsker fællesskabet i de mindre byer, indser han. Der har folk ikke nær så travlt, og han nyder den afslappede stemning.

At flytte til Holbæk planter dog også en tvivl i Jacob Mark.

Er det virkelig politik, han vil bruge hele sit liv på? Er det værd altid at arbejde så meget, når han hverken ser sin familie eller sine venner i det omfang, han i virkeligheden har brug for?

”Når jeg stod i badet, tænkte jeg på politik. Når jeg kørte i bil, tænkte jeg på politik. Jeg var til en Tina Dickow-koncert sammen med Christina og et vennepar.

På et tidspunkt sang Dickow: ’And it looks like freedom, and it smells like fun, but it feels like being on the run.’

Straks tænkte jeg, at der var en virkelig god pointe i den sanglinje om, at mennesker bliver stresset af, hvor hurtigt vores samfund går.

Den tekst måtte jeg kunne bruge til en god statusopdatering på Facebook.”

Det lyder usundt.

”Ja. Til sidst var min gnist bare slukket. Jeg tænkte konstant på, hvornår jeg skulle stoppe i politik, og hvordan jeg kunne gøre det på den bedst mulige måde.

Hvordan fik jeg lavet the sweet goodbye? Hvordan fik jeg styr på minimumsnormeringerne, så de ikke blev rullet tilbage? Hvordan efterlod jeg partiet i en tilstand, så det ikke gik nedenom og hjem, når jeg smuttede?

Det var en vanvittig måde at arbejde på. Når vi vedtog forslag eller skulle i forhandlinger, forhandlede jeg SF’s politik, men jeg brændte ikke personligt for det.

Til sidste følte jeg mig som et genfærd, når jeg gik rundt på Borgen.”

Hvad gjorde du så?

”Jeg udtænkte den perfekte exitplan ned til mindste detalje: Jeg ville meddele Pia Olsen Dyhr, at jeg ville tage et halvt års selvbetalt orlov.

Jeg ville tage ud at rejse. Ikke se nogen, men bare rejse alene afsted.

Christina måtte gerne komme på besøg, men ellers ville jeg være i fred. Når der var gået et halvt år, ville jeg stoppe i Folketinget og ikke komme tilbage.

Så ville de i SF have nået at vænne sig til en hverdag uden mig.”

Hvor ville du tage hen?

”Jeg researchede mig frem til en masse steder, jeg gerne ville besøge. Aften efter aften sad jeg helt manisk og undersøgte rejsebøger fra alle lande og kontinenter.

Jeg nåede nok at læse 20-30 stykker og kiggede blandt andet på rejser ned gennem Sydamerika, med Den Transsibiriske Jernbane og til Sydkorea. Endda også Nordkorea, da jeg fandt ud af, at man kunne rejse dertil.

Min plan så ud til at lykkedes, for kort efter blev minimumsnormeringerne en realitet, og vi fik også indført gratis psykologhjælp til unge.

Så kunne jeg for alvor gå i gang med at realisere min afsked.”

I din nye bog, ’Fartblind’, beskriver du detaljeret den dag i oktober 2021, hvor du fortæller Pia Olsen Dyhr om din exitplan. Hvordan tog hun det?

”Vi havde aftalt at spise aftensmad sammen hjemme hos hende, som vi gjorde fra tid til anden.

Jeg var ekstremt nervøs og følte, at hun havde på fornemmelsen, at der var noget på vej.

Pia stod og snittede grøntsager, da jeg endelig fik samlet mig mod til at sige: ’Jeg stopper i politik. Jeg er færdig, tror jeg.’

Jeg fortalte hende også, at jeg overvejede at lave noget helt andet med mit liv. Pia lagde køkkenkniven på skærebrættet og stirrede tomt ned på de hakkede grøntsager.

For ikke at suge alt håb ud af rummet, fortalte jeg, at jeg muligvis ville genopstille ved næste valg.

Pia svarede, at hun forstod min beslutning, og at hun håbede, at jeg ville vende tilbage, når jeg var færdig med min orlov.

Hun sagde også, at jeg skulle tage al den tid, jeg havde brug for. Det rørte mig.”

Da Jacob Mark først har sagt sine planer om at holde orlov højt, er det, som om hans krop giver op.

To dage senere står han i folketingssalen til åbningsdebatten.

Salen er fyldt med mennesker, og han er helt ved siden af sig selv. Hans øjne begynder at lave tics, og da han skal fremføre et spørgsmål til Kristian Thulesen Dahl på talerstolen, går det helt galt.

Han får hjertebanken. Hans syn bliver uskarpt.

Han forsøger at spørge Thulesen Dahl ind til praktisk skoleundervisning, men får undervejs brugt formuleringen ’røven i sædet.’

Pia Kjærsgaard, der er Folketingets formand, reagerer prompte og skælder ham ud. Da debatten slutter, er hans syn næsten væk.

Kort efter forlader han folketingssalen og stiger på regionaltoget hjem mod Holbæk.

Talte du med nogen om, hvad der var sket?

”Nej. Jeg syntes, det var et nederlag, at jeg havde det så dårligt. Hvad var meningen med det?

Jeg havde leveret det, jeg lovede, og pressen kaldte mig sågar for ’Kronprinsen’.

Generelt havde jeg et godt liv, så jeg skammede mig over, at jeg havde det så skidt.

Jeg formåede at virke upåvirket udadtil, og jeg gemte mine følelser væk, også for mine nærmeste. Og for Christina. Selvom hun er den, der kender mig bedst, anede hun ikke, hvor skidt jeg havde det.”

Hvornår nåede du lavpunktet?

”Et par dage efter åbningsdebatten i Folketinget sad jeg derhjemme med Christina og spiste aftensmad.

Jeg elsker Christinas øjne. Hun har de smukkeste øjne. Men pludselig kunne jeg ikke se hende, som vi sad der over pasta bolognesen.

’Jeg kan ikke se dig, Christina. Jeg kan ikke se dine øjne,’ sagde jeg panisk til hende.

Jeg begyndte febrilsk at blinke og fik tårer i øjnene. ’Hvad sker der?’ spurgte hun.

’Jeg tror, jeg er ved at miste synet,’ svarede jeg.”

Christina Krzyrosiak Hansen insisterer på, at Jacob Mark søger hjælp. Dagen efter finder han en optiker, som laver en synstest på ham.

’Du skal skynde dig til en øjenlæge. Dit syn er simpelthen forsvundet,’ siger hun.

Hos øjenlægen bliver han undersøgt, og her er meldingen klar: Han har en årehindelækage.

Jacob Mark har så meget kortisol, hvilket er et stresshormon, pumpende i kroppen, at hans blodkar langsomt er bristet.

Det har resulteret i en masse væske foran hans øjne, som slører alting.

’Du skal sygemelde dig med det samme,’ siger øjenlægen.

På det tidspunkt har han kun 28 procent af sit syn tilbage.

”Det var som at se tv på et grynet antennefjernsyn. Alt var gråmeleret og fnugget som en gammel film.

Det var utydeligt, og farverne var svære at skille fra hinanden. Det svømmede for mine øjne, og særligt i mørke var det svært for mig at se kontraster.

Det var voldsomt. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at man kunne miste sit syn af at blive stresset.”

Og så sygemeldte du dig endelig?

”Ikke lige med det samme, nej. Jeg førte valgkamp og planlagde besøg i 50 partiforeninger i hele landet.

Men på aftenen for kommunalvalget den 16. november 2021 var den helt gal igen.

To dage efter valget trak jeg så stikket.”

Årehindelækage

Årehindelækage er en øjensygdom, hvor ophobning af væske under nethindens gule plet medfører synsforstyrrelser.

Væskeansamlingen skyldes en udsivning af klar væske fra blodårer i den bagvedliggende årehinde.

Herved opstår en væskefyldt ’blære’, der afløser nethindens nervelag i et begrænset område og begrænser sansecellernes impulser ved synsindtryk.

Det rammer i overvejende grad 30-50-årige og cirka dobbelt så mange mænd som kvinder.

Forekomsten af årehindelækage er på hospitalsniveau cirka 500 patienter årligt.

Var din sygemelding et prestigetab?

”Det var faktisk mere et kontroltab. Jeg var ked af, at det ikke kunne blive det perfekte farvel til politik, som jeg havde planlagt.

Det største nederlag var, at jeg ikke kunne holde tale for Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af minimumsnormeringerne i daginstitutionerne.

Men jeg havde ikke mere at give af. Jeg var næsten blind, mine hænder brændte på grund af seneskedehindebetændelse, jeg havde konstant hjertebanken, og jeg var fuldstændig udmattet, som havde jeg været på tre Roskilde Festivaler i træk.

Bare tanken om at skulle op på en talerstol gav mig angst.

Der var intet at komme efter. Også min drøm om at rejse væk blev parkeret fuldstændigt.”

Hvad lavede du så?

”Den første måned lå jeg på sofaen og så ’Antikduellen’ på DR.

Jeg lavede også en masse julepynt, så huset var fyldt op med julepynt indvendigt og udvendigt.

Efter et par måneder, hvor jeg havde fået hvilet ud, opstod en manisk fase.

Jeg satte gang i en masse projekter og forsøgte blandt andet at lære at spille klaver. På den måde tænkte jeg også, at jeg kunne gøre mig selv mere attraktiv for Christina.

Jeg købte et brugt keyboard på nettet og sad nede i kælderen og prøvede at spille ’Glade Jul’ og ’My Heart Will Go On’.

Da jeg havde lært at spille dem, stoppede min interesse for det.

Mit næste projekt blev at lave en virksomhed, så jeg stiftede et firma, der hed Kommunikationshjælp, hvor jeg ville hjælpe andre med at kommunikere. Det var så heller ikke det helt rigtige.

Men en tidlig morgen vågnede jeg op og var sikker på, at jeg havde fundet løsningen på det hele.”

Hvad var det?

”Jeg ville skabe en bærbar papbakke, som man kunne få med sin fastfood for at undgå at spilde på tøjet, når maden skulle spises på farten.

Da Christina kom ned en tidlig morgen, var vores spisebord fuld af papbakker – det var ét stort rod.

Jeg begyndte også at vågne midt om natten og søge efter jobs på Altingets jobbørs på min mobil.

Efter nogle måneder indså jeg dog, at jeg nok ikke skulle lave andet end bare at slappe af, lave mad, være sammen med Christina og gå tur med vores hund. For mine øjne blev ikke bedre.

Faktisk blev mit syn dårligere under min sygemelding, hvilket skræmte mig.”

I april 2022 begyndte din tilstand at vende til det bedre. Hvad skete der? ”De første måneder af 2022 står ikke særligt klart for mig.

De bestod mest af afslapning, maniske perioder og mere afslapning. Men på et tidspunkt fik jeg blandt andet lyst til at se mine venner igen.

Da jeg så dem, mærkede jeg, at jeg var fysisk til stede, og at jeg lyttede på en helt anden måde end før.

I samme periode blev jeg henvist til nogle øjenspecialister på Roskilde Sygehus og fik laserbehandlet mit ene øje. Det gjorde, at mit syn langsomt blev bedre.

For første gang i mere end et år begyndte min interesse for politik at blomstre på ny.

Midt under en vild aften i byen fik jeg i en rus af glæde og alkohol en åbenbaring.”

Hvad var åbenbaringen?

”Jeg var på Sjus Bar i København med nogle af mine gamle venner. Det var min første rigtige bytur, siden jeg var blevet syg, og vi var godt beduggede.

En af mine yndlingssange, ’Stor Mand’ af Tobias Rahim og Andreas Odbjerg, blev sat på.

Jeg følte mig endelig i live og råbte euforisk til en af mine venner: ’Jeg er ikke færdig! Jeg er ikke færdig!’ mens jeg nærmest dansede på bordet.

Jeg var virkelig fuld og skulle hjem, inden jeg kvajede mig. Jeg kunne dog ikke skaffe en taxa til Holbæk, så i stedet endte jeg med at gå hen til Christiansborg og bippe mig ind klokken fire om natten.

På det tidspunkt havde jeg ikke været der i et halvt år, men det var skønt at være tilbage. Der var helt tomt.

Jeg gik rundt og så mig omkring, inden jeg gik ind på Pia Olsen Dyhrs kontor og satte mig i hendes sofa.

Jeg sad og tænkte på alt det, vi havde gjort og udrettet sammen. Pludselig blev mit hoved tungt, og jeg gik ud som et lys.

Fire timer senere vågnede jeg op med et sæt og måtte gå en walk of shame ud gennem Borgen.”

I sommeren 2022 vender Jacob Mark tilbage til SF og Christiansborg. Efter syv måneder væk fra politik er det nærmest umuligt for ham at finde ind i rytmen igen.

Han sveder voldsomt, og på den første dag på vej til Christiansborg får han et angstanfald.

Folk er glade for at se ham igen, og kollegerne spørger, hvordan det går. Selv undrer han sig over, hvad fanden han har gang i. Også til gruppemødet føler han sig malplaceret.

Han er gået fra at lave ingenting til pludselig at være i midten af det, der havde gjort ham syg.

Det bliver ikke bedre af, at politikerne på Christiansborg gør sig klar til et folketingsvalg, som de ved kommer, men ikke hvornår.

Det kunne lyde, som om du savnede et hensyn fra dem omkring dig?

”Jeg sad på mit kontor og havde nærmest mistet synet. Alligevel blev folk ved med at banke på min dør og kaste arrangementer i min retning, som de ønskede, at jeg tog mig af.

Fair nok, at de syntes, at opgaven lå godt til mig, men det kunne jo ikke nytte noget, hvis jeg blev syg af det.

Jeg var ved at eksplodere af vrede og kunne ikke forstå, hvorfor de ikke lod mig komme stille og roligt ind i rytmen.

Selvom de gjorde det i bedste mening, havde jeg brug for det modsatte.

Det var der desværre ikke så mange, der gav mig mulighed for.”

Fik du sagt fra?

”Ja, det endte jeg med at gøre til sidst, men det var bestemt ikke nemt. Jeg synes også, at der var nogle andre, der skulle have sagt fra for mig.

Det er ikke nemt at sige nej, når man kommer tilbage og i forvejen har dårlig samvittighed over at have været væk.”

Hvordan har du det i dag?

”Jeg har det godt, og jeg er meget stolt af mig selv og mit valgresultat. Jeg har været ærlig omkring min stresssygdom.

Også selvom jeg var bange for, at det ville have en negativ effekt at være så åben omkring mental sårbarhed som politiker.

Derfor betyder det meget, at det gik så godt.”

Hvordan er dit syn nu?

”Da jeg vendte tilbage til Folketinget, var mit syn på 80 procent.

Det var begyndt at blive dårligere igen, men det er ikke usædvanligt, at en årehindelækage kræver flere laserbehandlinger.

I december fik jeg laserbehandlet mit andet øje, og nu er mit syn er bedre, end det længe har været.”

Hvad er den største forskel på din kalender før og efter din sygemelding?

”Min kalender i dag består næsten kun af ting, som jeg glæder mig til. Og hvis jeg ikke glæder mig til noget, aflyser jeg det, eller analyserer mig frem til, hvorfor jeg ikke glæder mig.

Ingen kan gå igennem livet uden at skulle gøre ting af pligt, men pligterne er blevet færre, og jeg har mere tid til dem, jeg elsker.

Jeg har fx meddelt ’Debatten’, at jeg tidligst kommer til at medvirke i programmet senere på året.

Når folk konstant afbryder og ikke spørger for at blive klogere, bliver det en revolverkamp mellem to meninger, og det trigger stressfølelsen i mig.

Det har også været hårdt at vende tilbage til talerstolen i Folketinget, men det har jeg været nødt til at arbejde med.”

Har din sygdom ændret dine politiske standpunkter?

”Hvis nogen var kommet til mig, to uger efter jeg havde meldt mig syg, og forventet, at jeg var parat igen, havde jeg været nødt til at vise dem den lange finger.

Det havde jeg ikke kunnet, og jeg havde i hvert fald ikke siddet her i dag.

Der er en tendens på det danske arbejdsmarked til, at man skal være tilbage så hurtigt som muligt.

Jeg har på egen krop lært, at man er syg, når man er syg.

Der skal nok sidde en enkelt eller to, som er klar til at udnytte systemet, men jeg tror virkelig på, at der er mange penge at spare ved at lade mennesker få lov til at være syge, så de kan blive ordentligt raske.”

Har du en iboende frygt for, at du igen skal ende det samme sted, som du har været i?

”Ja, det har jeg. Det tænker jeg meget over, men det er også godt at være bevidst om.

Hvis jeg ikke tænker over det, tror jeg, at der er større chance for, at jeg vil vende tilbage til mine gamle mønstre.

Til mine usunde mønstre.”