Morten Reimar spurgte en af landets dygtigste skuespillere, hvordan han skabte en psykopat til filmen ’Der kommer en dag’, og hvorfor han engang følte, at han skulle henrettes. 120 gange i træk.
Hvilken type lærer spiller du i ’Der kommer en dag’?
”Filmen handler om et børnehjem og er inspireret af et virkeligt børnehjem, hvor nogle drenge blev voldtaget og tæsket i 60’erne. Flere af dem har siden begået selvmord eller haft sociale problemer. Jeg spiller en overlærer, der hedder ’Psyko’ Toft Lassen. Han tvinger børnene til at tæske hinanden og ydmyge hinanden.”
Annonse
Hvordan kom du ind i den rolle?
”Fordi han hedder ’Psyko’, tog jeg udgangspunkt i psykopater. Jeg læste en masse biografier og lærebøger og så en masse film på YouTube om psykopater for at finde ud af, hvad det vil sige at være psykopat og ond. En slående fællesnævner er, at de ikke har nogen empati. De kan sidde og fortælle, at de har slået en 12-årig pige ihjel og så spist spaghetti om aftenen uden at ændre stemmeføring eller ansigtsudtryk. Jeg forsøgte at skabe en karakter, der var lige så kold.”
Børnene i filmen kendte dig fra ’Dirch’ og julekalenderen ’Pagten’. Hvordan reagerede de på at møde dig som psykopat?
”Jeg besluttede sammen med Jesper (W. Nielsen, instruktøren, red.) ikke at tale med drengene på settet. Hver gang, de sagde noget til mig eller kom ind i samme lokale som mig, kiggede jeg dødt på dem uden at smile eller sige noget til dem. På den måde var de hele tiden usikre på mig. Det gjorde vi primært, fordi jeg normalt har det meget sjovt med børn, og når man har at gøre med 40 børn, der ikke er professionelle, så må man bruge nogle tricks for at få dem til at spille med på min autoritet.”
Hvordan var det?
”Det var en meget voldsom film at lave. Børnene, de var simpelthen så søde, så det var dels ubehageligt at skulle slå dem i otte uger, dels at skulle være så kold over for dem. Nogle af dem forsøgte et par gange at sige noget sjovt til mig hen over frokostbordet, men så stirrede jeg bare på dem, som om de var jordens største røvhuller. De blev utrygge omkring mig. Jeg var ikke ondskabsfuld, men bare kold. Det her med at holde rollen, samtidig med, at du ved, du gør et andet menneske ondt, det er en ubehagelig magt at have.”
Annonse
Kunne du selv holde til det?
”Der var en dag, hvor foråret virkelig kom frem, og tingene var begyndt at spire, og fuglene sang. Den dag var jeg så kold imod dem, at jeg på et tidspunkt gik hen i et hjørne og fik tårer i øjnene, fordi jeg syntes, det var så ubehageligt. Jeg havde sådan en lyst til bare at være sådan ’hey drenge, hvad så?’ og spille fodbold med dem.”
Kunne du slippe rollen, når du havde fri?
”Lars Mikkelsen, der spiller den ligeledes onde forstander, og jeg brugte al vores fritid på at tage ud at fiske. Vi måtte gøre noget helt andet, når vi havde fri, for at komme ud af det her forfærdelige miljø. Men jeg tror også, man kan se på filmen, at det har virket. Børnene vidste jo ikke, hvad det var for nogle mekanismer, jeg brugte. Da vi var færdige med optagelserne, var det enormt forløsende at give dem et kram og sige, at det bare var for sjov. Jeg er enormt sød i virkeligheden.”
Hvor lang tid bruger du på at skabe en karakter?
Annonse
”Overlærer Toft Lassen tog et sted mellem tre uger og en måned at lave. Kjeld Petersen (fra ’Dirch’, 2011, red.) havde jeg et halvt år til, hvor jeg arbejdede på forskellige sketches og monologer. Jeg går lidt derhjemme og leger med replikkerne. Og forsøger at finde noget fysik, for man får meget givet af den måde, man bevæger sig på. Overlærer Toft Lassen er fx ikke en, der har store armbevægelser eller mimik. Han er mere kontrolleret. Jeg fandt på, at hver gang, han kommer ind i et rum, så rasler han med nogle nøgler. Så har min karakter også en lyd. Han slår med nøglerne, og de kan også symbolisere at låse én inde.”
Lavede du også en baggrundshistorie til ham?
”Jeg har nogle tanker om, at han måske selv var børnehjemsbarn, der blev mishandlet. Det var simpelthen for at kunne retfærdiggøre ham. Han er ikke bare ond – punktum – han er skadet, og det er derfor, han gør, som han gør.”
Skal du have sympati for ham?
”Ja absolut. Ellers er det uinteressant. Et par gange blev jeg nødt til at slå det fra, fordi jeg ikke kunne retfærdiggøre hans ondskab, men bare måtte acceptere, at han gennemtæsker et barn uden grund. Hvis du bare spiller ond uden at vide hvorfor, så bliver det hult, og det kan man som biografgænger se. Så spiller du bare masken og ikke indholdet.”
Har du brugt nogle erfaringer fra dit liv i filmen?
”Jeg har aldrig tævet børn, så det kan jeg ikke trække på. Jeg kan bruge min forestillingsevne og nogle uretfærdigheder, jeg har oplevet. Så bliver det en bank af følelser og fornemmelser, jeg kan hive frem. I anden-tredje klasse havde vi en klasselærer, der på en hyttetur byttede lakridser for kindheste, eller han måtte rive én i ørerne eller holde ens hoved nede i sneen. Han blev så senere fyret.”
Det lyder, som om du skal bruge dig selv meget?
”Ja, og så alligevel ikke. Mit store primære projekt er at fjerne mig selv. Jo mere Lars kan stå i baggrunden, desto mere kan rollen træde frem. De fleste går ind i det her fag af meget egoistiske grunde: ’Se mig!’ Der er en stor lyst til at spille skuespil, men også en stor lyst til at blive set, hørt og elsket. Så kan man gå til psykolog og få at vide, at man har mindreværdskomplekser. Ikke desto mindre er det en stærk energi. Og hvis man vil være en stor skuespiller, skal man kunne tøjle mindreværdskomplekserne og få dem til at stille sig i baggrunden.”
Hvilken skuespiller er god til det?
”Daniel Day-Lewis bliver til en anden, hver gang han har en ny rolle. Han laver én film hvert tredje år og bruger et år på at sætte sig ind i at være en anden. Så når han møder på optagelserne, så er han ham, indtil optagelserne er slut. Han er aldrig Daniel Day-Lewis.
Han har så også råd til at bruge et halvt eller et helt år sammen med en personlig træner på at sætte sig ind i en rolle. På et filmset har han sin egen trailer, bliver passet op og hentet lige inden, de begynder at skyde, så han ikke møder andre og går ud af karakteren. Vi andre skal hente børn og i Netto og er nødt til at mikse de interessante kunstneriske projekter med bread and butter- projekter. Det er noget helt andet herhjemme, hvor der er mere med at stå og sludre hen over frokosten. Så må man prøve at skabe sit personlige rum alligevel.”
Hvornår har en rolle ikke fungeret for dig?
”Jeg lavede engang ’Sømænd og svigermødre’, en gammel, dansk komedie på Privatteatret. Min rolle var en glad sømand, der forelskede sig i en pige, og så var svigermoren imod mig. En masse af scenerne med sømanden var fjernet i forhold til den oprindelige film, så der var ikke nok stof tilbage til, at jeg kunne skabe en karakter. Det var bare et todimensionelt glansbillede af en sømand. Jeg lignede en, der skulle til henrettelse hver aften 120 gange. Jeg lavede ikke teater i tre år efter.”
