”Der er en rastløshed i mig, der gør det svært at acceptere idéen om, at jeg er det helt rigtige sted. Men det er jeg jo”

Jonatan Spang havde rejst sig fra sit brede, brune skrivebord, og publikum, der indtil for kort tid siden havde været gevaldigt oppe at støde, klappende og grinende, nogen nærmest hylende, sad nu og kiggede forvirret på hinanden og rundt i DR Byens studie 6.

Jeg fik øjenkontakt med en af kameraoperatørerne. Han havde i godt og vel et kvarter haft blikket stift rettet igennem linsen, men nu havde han drejet sit hoved væk fra sit enormt store kamera og stod og fortrak et smil.

Sådan et smil, der siger: Åh-åhhh.

Indspilningslederen, Linda Steffensen, der hele dagen frem til dette punkt havde været en omvandrende lattermuskel, søgte svar i sit headset, mens hun holdt dagens manuskript ind til kroppen.

Også showets publikumsopvarmer, Henrik Abel, en ret stor mand, der havde gejlet publikum godt op, marineret dem de rigtige steder, som et forspil på endorfiner, og som – efter Jonatan Spang havde taget scenen – selv havde stået ude i periferien af studiet og grinet og klukket (flere gange i en sådan grad, at han havde måtte holde sig for munden, ja, en enkelt gang havde han sågar måtte vende ansigtet væk) antog nu en perpleks mine, mens han så gassen gå af den ballon, han havde blæst op.

”Nå, hold nu kæft … det’ fedt,” mumlede han for sig selv.

Ovre bag den ene side af publikumstribunen, tæt ved medarbejderindgangen til studiet, stod Jonatan Spang, nu væk fra lyset og publikums øjne, og drak af en vand i kartonflaske.

”Kan et paprør virkelig ødelægge sådan en skærm?” spurgte han helt roligt.

For Jonatan Spang og resten af det hold, der hver fredag indspiller ’Tæt på sandheden’, havde hele denne fredag forløbet så gnidningsfrit, så harmonisk, at man næsten skulle tro, det var løgn.

Ingen havde stresset rundt, ingen havde snerret, ingen tekniske udfordringer, end ikke bare et lille, snoldet kabel, der ikke havde villet virke. Der var knap nok nogen, der havde så meget som sat i rask gang.

Og Spang, showets protagonist, havde bare spadseret upåvirkeligt cool ind og ud af prøver. De har jo gjort det i så mange sæsoner nu, lød det fra folkene på holdet, når jeg spurgte ind til den påfaldende ro.

Vikarierende produktionsleder Ida Hesseldahl, der var tiltrådt produktionen ved begyndelsen af denne sæson, tilbage i august, fortalte mig, at hun nærmest havde været ”i chok” over roen på sin første indspilningsdag.

Set i det lys havde denne fredag været som de fleste fredage i og omkring studie 6. Selv ikke en løssluppen og drikfældig stemning, der var begyndt at brede sig i bygningerne ude på Islands Brygge, fordi dette også var dagen for Danmarks Radios årlige julefrokost, havde kunnet forstyrre det mindste.

Den tekniske prøve var gået, som den skulle, og det samme med generalprøven.

Men så, pludselig, for cirka et minut siden, da Spang havde skullet affyre et konfettirør (et fast indslag i programmet), havde det første rør ikke virket, som det skulle, og han havde kastet det fra sig – skråt bag om sig selv. Og direkte over i én af de to store skærme, hvor livepublikummet kan følge med i programmets forskellige indslag og grafikker.

Og nu var den gået ud, den store skærm, den flimrede bare hvid og gråsort, og hvad gør landets tilsyneladende mest rolige produktionsteam så?

Mandag morgen, klokken lidt i ni, sad 44-årige Jonatan Spang alene i Small Shoes’ helt hvide redaktionslokaler – det produktionsselskab, som han ejer, og igennem hvilket han producerer ’Tæt på sandheden’ – og bøjede sig ind over sit skrivebord. Han havde en grøn strik, jeans og Salomon-sko på.

Udenfor – i Københavns Nordvest-område, hvor de var rykket til fra Vesterbro for et par år siden – var der gråt og koldt, vandpytter over det hele, og ovre foran naboen, en Kirkens Korshær, havde en mand netop tabt underbukserne ned over sine knæ, da han skulle slå en morgenstreg.

En efter en dukkede resten af holdet op: Michael ’MC’ Christiansen, garvet komiker og hovedforfatter på programmet siden dag et; folk fra den produktionsmæssige del af selskabet; programmets to journalister; den lidt yngre komiker Morten Wichmann. Og Camilla Boraghi, nu fast reporter på ’Tæt på sandheden’, der i 2018 tiltrak sig stor opmærksomhed med sit debuterende indslag i programmet.

Anledningen var Danske Banks stort anlagte pressemøde i september det år, hvor Danske Banks ledelse ville præsentere konklusionerne på bankens egen interne undersøgelse af hvidvaskskandalen, og mens rummet var præget af alvorstunge miner, og journalister fra The Wall Street Journal og Financial Times var fløjet ind, spurgte Camilla Boraghi bankens daværende topchef, Thomas Borgen, således:

”Til hr. Thomas Borgen, synes du, at det er unfair, at Eivind Kolding (en anden tidligere topchef i Danske Bank, red.) fik 23 millioner kroner i gyldent håndtryk for kun at have været inkompetent i halvandet års tid, mens du jo har stået i spidsen for meget fusk i en meget længere årrække?”

Efterfølgende blev det blandt journalister, redaktører og andre diskuteret, hvorvidt man overhovedet kan tillade sig at spinne satire på noget så, ja, alvorligt.

Et år forinden – i første sæson af ’Tæt på sandheden’ – udspillede et lignende scenarie sig.

Også her var anledningen et alvorstungt pressemøde: Da var det den radikale politiker Anna Mee Allerslev, der annoncerede sit stop som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København efter en række dårlige sager i pressen, og denne gang var det Jonatan Spang selv, der rakte ind.

Han forstyrrede den sædvanlige orden ved – som en art parodi på en video, Anna Mee Allerslev selv havde lagt ud på sociale kanaler midt i stormvejret – at spørge hende, hvad hendes forhold til frysemad var, og om hun var mest til ’Game of Thrones’ eller ’Sex and the City’.

Avisredaktører blev vrede, kaldte det ”totalt respektløst,” ”tonedøvt,” ”simpelthen upassende,” også daværende kulturminister Mette Bock var forarget, mens Anna Mee Allerslev selv ikke havde følt sig ”fornærmet.”

Der var også dengang, Jonatan Spang tungekyssede med Pernille Vermund i en sketch, eller da han røg en (ægte) joint i et interview med Københavns overborgmester, socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen, mens hun var kandidat til posten.

”Vi har med tiden tilkæmpet os en plads,” sagde Jonatan Spang til mig.

”Jeg snakkede med Morten Spiegelhauer (vært på TV 2-programmet ’Operation X’, red.), og han fortalte, at der gik ligesom nogle år, så fandt de kriminelle ud af, at OK, han findes, og så stoppede truslerne og brokkeriet over ham også pludselig. På en eller anden måde har magthaverne også fundet ud af: OK, ’Tæt på sandheden’ findes.”

’Tæt på sandheden’, der hver uge gennemlyser en håndfuld aktuelle historier med en satirisk spotlampe, har netop afsluttet sin niende sæson.

I 2018 vandt Jonatan Spang prisen som ’Årets komiker’ ved Zulu Comedy Galla, sidste år vandt programmet ’Bedste satire/comedy’ ved TV-Prisen, og i sommer blev holdet bag tildelt Polka Verner-legatet og medfølgende 100.000 kroner.

Kontrakten med DR for hele 2023 er allerede underskrevet, og Spang forventer, at han og Small Shoes i de kommende måneder kan sikre sig en aftale for 2024 også.

Det er med til at skabe en solid forretning for det lille produktionsselskab: I regnskabsåret 2021 lød resultatet på 562.000 kroner efter en bruttofortjeneste på lige over 7 millioner kroner, mens selskabets egenkapital nu er på cirka 1,7 millioner kroner.

Evnen og viljen til at skabe forretning var tydelig hos Jonatan Spang allerede i en ung alder, fortalte Jan Gintberg mig.

I 2004 hev Jan Gintberg den på det tidspunkt 26-årige Jonatan Spang med som opvarmer på sit soloshow ’Den grimme melding’.

Han var ”et indlysende talent,” erindrede Gintberg, og i kraft af sin skuespilleruddannelse havde Spang ”et ekstra gear af ting, han kunne slå med. Han havde det der storyteller-gen, som mange af os andre måske mangler. Og han skilte sig ud ved at være enormt rolig på en scene.”

Selv om Spang var ”et festfrø,” og at de ”høvlede masser af bajere” efter showene, oplevede Gintberg også en ambitiøs tilgang til faget.

”Han var bevidst om allerede dengang, at det er en business. At man må lære gamet at kende og være en smule forretningsmand/-kvinde. Jeg kunne mærke den der … drift imod at blive herre i eget hus,” sagde Jan Gintberg.

”Han har helt klart en business-nerve.”

Nu havde klokken passeret ni, og Nina Ahrenkiel og Kia Davies, de to fastansatte journalister på ’Tæt på sandheden’, havde sammen med Camilla Boraghi og Christian Volfing, redaktionschefen, forladt deres eget lokale og taget plads inde ved siden af hos skriverholdet, ’MC’, Morten Wichmann og Jonatan Spang (normalt ville også Martin Nørgaard have været her, men han var syg denne dag).

Det var tid til det daglige redaktionsmøde. Volfing, der havde sat sig i det ene hjørne af rummet, førte ordet.

Stemningen var afdæmpet.

Jonatan Spang sad med sit ene ben krydset over det andet og så mild og frisk ud. På ’MC’s bord havde en drillenisse placeret en banan og to klementiner, så det til sammen lignede en gul penis med orange testikler.

”Nåhh,” indledte Volfing.

16 programmer var i kassen, nu gjaldt det sæsonens sidste regulære afsnit, foruden den nytårsspecial, de laver hvert år.

Lige nu var der tre historier – eller ”bidder” – på tavlen, fortalte Volfing.

En om det overståede klimatopmøde, måske i sammenhæng med historierne i pressen om Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius; en om Moderaterne sammen med et interview med Folketingsmedlem Jeppe Søe (ham med de frække domænenavne: netfisse.dk, cybersafter.dk, sexfan.dk); en om sønderjyske kontanthjælpsmodtagere, der bliver trukket i deres ydelser, hvis de handler ind på den anden side af grænsen.

”Wichmann, vil du sige lidt om den med grænsehandel?”

Det ville Wichmann gerne.

Efter lidt tid indskød Spang: ”Må jeg lige stille et opklarende spørgsmål?”

”Du kan få tre!” svarede Wichmann.

Nu greb de fat om historien, begge to med en satirisk tyndskræller i højre hånd, og begyndte at skrælle deres vej ind til kernen.

Der var noget åbenlyst tillokkende ved historien, var de enige om. Som Wichmann sagde, så havde den ”nogle af de sædvanlige elementer” (en skurk: kommunen, et offer: kontanthjælpsmodtagerne, et tema: statens indgriben, en komisk værdi: absurditeten).

På et tidspunkt, da jeg spurgte Spang, om han altid havde været skeptisk over for staten, svarede han: ”Ja, helt klart. Jeg har altid haft en følelse af: Hvor mange ting skal staten lige ind over? Der kan jeg igen og igen blive forbløffet over, hvad folk synes er acceptabelt.”

De talte hele tiden om at kunne ”se noget for sig.” For eksempel: ”Jeg kan godt se for mig, at dét kan fungere.”

Eller: ”Jeg har bare svært ved at se for mig, hvordan det skal lede videre til det næste.”

Da jeg talte med Jan Gintberg, fortalte han, at noget af det, han bedst kan lide ved Jonatan Spang, er, at ”han er i stand til at være i åben mode, i brainstorm-mode i meget lang tid ad gangen.”

Nu nærmede de sig skroget på historien: en sketch, hvor Jonatan Spang og en kvindelig skuespiller – som hyres ind ude fra til opgaven – spiller kommunens detektivagtige task-force, der roder skrald og kontoudtog igennem i jagten på grænseoverskridende forbrydere.

”Det handler om,” sagde Jonatan Spang til mig nogle dage senere om grundtanken bag ’Tæt på sandheden’, ”at kilde folk i hjernen og sige: ’Sådan her kan man også se på det.’”

Det sidste, Jonatan Spang som ung ønskede for sit voksne arbejdsliv, var at ende på et kontor.

Han voksede op i Gladsaxe med en storesøster, en far, der var ingeniør i statens datafirma, Datacentralen, og en mor, der var pædagog.

Forældrene, der gik fra hinanden, da Spang var syv år, ”hadede” at gå på arbejde.

”Jeg var fucking ligeglad med, om jeg kunne tjene nogen penge. Det skulle bare være sjovt,” fortalte han mig.

I hjemmet blev der hverken snakket politik eller teater. Og på kommuneskolen i Gladsaxe var Spang ikke som de andre. Snart sagt alle gik til fodbold, men ikke Spang; han spillede trækbasun, og til juleafslutningerne på skolen fandt han ud af, at han også godt kunne lide at stå på en scene.

I klassen blev han kaldt ’professor Balthazar’, fordi han brugte mange fremmedord. Og ’Knogle’ på grund af hans fysiske figur.

Det var, for Spang, et ”totalt uinspirerende sted at være.”

Efter folkeskolen begyndte Jonatan Spang på Den Fri Ungdomsuddannelse. Et nu ikke længere eksisterende tilbud, hvor man i en vis udstrækning selv kunne sammensætte sin ungdomsuddannelse (”Jeg ville være sådan en, man kunne sætte på en plakat for at genindføre Den Fri Ungdomsuddannelse”).

Først drog han på efterskole, og derefter tog han et år til USA for at gå på highschool i Wisconsin. Han var i chok: Folk var religiøse og bevæbnede. Men skolen var ”klart federe,” og han spillede trækbasun i dens marching band og optrådte i school plays.

Tilbage i Danmark begyndte han på en daghøjskole i Brøndbyvester, hvor han spillede teater.

En dag var der en pige, der fortalte ham, at hun ville søge ind på Skuespilskolen i Aarhus. ’Skuespilskolen?’ tænkte Spang. ’Er der virkelig en skole for sådan noget?’ Det var der ingen, der nogensinde havde nævnt for ham.

Nogenlunde samtidig, i 1998, var en af hans venner flyttet ind til Pisserenden i Københavns Indre By, tæt på Kulcaféen, der dengang arrangerede open mics hver tirsdag, beværtet af komikeren Sebastian Dorset.

En dag, efter lang tids tilløb, stillede Jonatan Spang sig op. Omar Marzouk, Mick Øgendahl og Gordon Kennedy var der også.

Et halvt år senere, i 1999, vandt han DM i standup. I mellemtiden var han også blevet optaget på Skuespilskolen ved Aarhus Teater, og således var de to hovedspor i Spangs karriere blevet anlagt.

I 2005 onemanshow-debuterede han til anmelderbegejstring med ’Damer’. Han havde jeans på med et tidstypisk cut og tre sølvkæder hængende, og tematisk bar det også præg af en ung mand i 00’erne, men ellers var det i store træk den samme Jonatan Spang, der siden skulle tegne karakteristikken: scenerolig, charmerende og retorisk ekvilibristisk; det var nok sådan, at han slap afsted med at tale om fornøjelsen ved at bolle med ældre damer (punchlinen: ”Det er så dejligt med rynkerne på tilbagegliddet.”) uden at fremstå ligefrem bøvet.

I 2007 – et år, hvor han også modtog hæder for både teater- og filmroller – blev Jonatan Spang, kun 29 år gammel, udnævnt som teaterdirektør for Nørrebro Teater.

Han ville udbrede og demokratisere teatret, appellere til dem, hvis forældre ”ikke kender nogen fra den kreative klasse, ikke går i teatret eller har kort til Louisiana” – med andre ord: Jonatan Spang’erne rundt omkring.

Man kan også sige, at han nu satte sig for at sammenkoble de to spor, han havde anlagt i 1999.

Uanset de forudgående intentioner forlod Jonatan Spang kun to år senere stillingen; hans energi blev lagt de forkerte steder, eller måske bare for mange steder, vægten af direktionsarbejdets mange facetter trykkede ham i bund, og samarbejdet med medteaterdirektør Kitte Wagner var heller ikke godt.

Wagner udtalte til Euroman i 2018, at ”hvis nogen eller noget stod i vejen for projektet, blev han (Jonatan Spang, red.) hidsig. Han kunne blive vred, hold da op. Han har et motto om, at man skal være villig til at bryde den gode stemning, hvis det er i forestillingens interesse.”

I samme interview fortalte Spang, at han ”lavede for meget administrativt. Møderne med naboerne om cykelstativerne slog mig ihjel, billetsystemet interesserede mig nul.”

Selvom den tværdisciplinære Jonatan Spang forsatte sit arbejdsraseri og gjorde sig bemærket i stor stil – blandt andet med teaterstykket ’Kjeld og Dirch’ (2011), folkekomediefilmen ’Alle for én’ (2011), thrilleren ’Over kanten’ (2012), ’Talenttyven’ (2012), som han både skrev, indtog hovedrolle i og instruerede samt onemanshowet ’Bryllup’ (2013) – så oplevede han ”et stort meningstab” i sit arbejdsliv, efter han forlod Nørrebro Teater.

”Jeg følte, at jeg med teatret lavede noget, der var større end bare mig,” fortalte han mig.

”Noget mere end mit behov for at blive klappet og grint ad og tjene penge. Udvendige ting, som helt sikkert også er vigtige, men der var noget rart ved at føle, at der var noget større på spil.”

På restaurant Polly på Frederiksberg sad Jonatan Spang fredag morgen ved et bord for sig selv og gennemlæste en sidste gang det 20 sider lange manuskript, der cirka seks timer senere skulle leveres foran kameraerne.

På bordet foran ham lå en halv croissant på en tallerken, og ved siden af stod en kaffekop med en fjerdedel kold flat white.

Han havde en oversized striktrøje på med rullekrave, udenfor var det råkoldt. Nogle timer forinden var han blevet vækket med morgenmad (en bolle med ost og en kop kaffe) på sengen af sin datter og sin hustru, Louise Ryberg Spang, der er creative director hos Ørsted.

De to havde mødt hinanden på Roskilde Festival i 2016, året efter købt en villa få hundrede meter herfra for knap 17 millioner kroner, og i 2020 var de blevet gift. Og så – i foråret 2021 – forældre.

Torsdag og fredag, når det spidser til med programmet, er det Louise, der står for at aflevere og hente datteren i vuggestuen.

Førhen ville Spang også have siddet torsdag aften og involveret sig i grafikker og den slags, og om 20 minutter ville han have stået klar ude i studie 6 i DR Byen til et manusmøde, men han øver sig i ikke længere at have fingrene nede i hver en lille detalje.

’Tæt på sandheden’ er også blevet en velsmurt maskine; allerede ved 16-tiden i går eftermiddag havde de manuskriptet klar.

Nogle fredage bliver Jonatan Spang også klippet (altid det samme sted, fordi de også kan barbere ham).

Hvis han ikke har spist morgenmad hjemmefra, bestiller han enten røræg eller Eggs Benedict med hollandaise og det hele. Hvis han skal hygge sig derhjemme, kan han godt lide at lave simreretter.

Nogle gange sker det, at han får mulighed for at købe noget kød af Henrik Hartmann, tidligere teaterdirektør på Betty Nansen Teatret, der har en gård oppe i Odsherred, hvor der går kødkvæg. Det kaster sommetider også nogle lidt mindre mainstream udskæringer af sig – tværreb, bov, sådan noget – og så ryger det i gryden.

Spang kan også godt lide at være i haven. Og skære i ting. (”Altså i buske og træer,” tilføjede han.)

Desuden har han fundet ud af, at alle klichéerne om at blive forælder er sande.

Det er derfor, fortalte han, at man skal have en at få barnet med – så der er en anden, der siger det samme: ”Og så sagde hun hest! Ej, gjorde hun dét?”

Der er ”ingen tvivl” om, fortalte Spang, at han er det bedste sted nogensinde, men der er alligevel noget sært ved, at det hele bare ruller så … sikkert.

”Der er en rastløshed i mig, der gør det svært at acceptere idéen om, at jeg er det helt rigtige sted. Men det er jeg jo. Det ér et godt liv,” fortalte han.

”Men nogle gange kan jeg godt blive nervøs over, at jeg ikke har det drive, som jeg havde, da jeg var yngre. Eller måske nærmere forundret over, at jeg ikke har lyst til at gøre mere.”

Ejeren af etablissementet, Anders Aagaard, der også har stiftet Madklubben, trådte ind i varmen ude fra den frostklare formiddag i en stor frakke, og de hilste muntert på hinanden.

”Tak for sidst!” sagde han til Spang. ”Ja, tak for sidst, det var da skidehyggeligt!”

Da Aagaard havde ønsket god weekend og var gået videre, spurgte jeg Spang, om hans temperament egentlig stadigvæk volder ham problemer.

”Jeg synes godt,” indledte han forsigtigt, ”at jeg kan tillade mig at sige, at det er blevet bedre. Jeg kan godt blive flov over mit temperament. Typisk er det en følelse af kontroltab. For eksempel når jeg sidder i studiet, alene foran publikum.

Hvis folk ikke fortæller mig, hvad der sker, kan jeg godt få sådan en: ’Hey, hvad sker der nu?!’”

Om 20 minutter, klokken 11, skulle han være i DR Byen, så han måtte ud og afsted på sin cykel med det lille påmonterede barnesæde foran.

Men først lige et hurtigt stop forbi derhjemme: Han havde glemt at få sin vielsesring på her til morgen, og det går ikke.

Da jeg om mandagen i Small Shoes’ lokaler i Nordvest spurgte Jonatan Spang, hvornår og hvordan han genfandt sit demokratiske ærinde, nævnte han en oplevelse, han havde haft med at læse Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’, det 2.500 sider lange værk i seks bind, der for størstedelen handler om nordmanden selv.

”Den fascination, jeg havde haft af den her totalt normale mand, der laver helt banale ting, døde fuldstændig for mig, da jeg nåede til bind seks, og det gjorde den jo tydeligvis også for ham selv,” fortalte Spang.

”Det var, som om jeg blev vaccineret mod den personlige, private historie.”

Med tv-serien ’Lillemand’ (2015-16), der kørte i to sæsoner på TV 2 Zulu, og onemanshowet ’Danmark’ (2015) begyndte Spang at løfte blikket og at artikulere tanker og betragtninger med en samfundsmæssig og politisk spændstighed.

Men reaktionerne var ikke, hvad Spang havde drømt om. ”Jeg havde et helt urealistisk håb om, at nogen ville sige … ’Hmmm, det har jeg aldrig tænkt på.’ Eller … ’Det var da egentlig ret interessant,’” fortalte han mig. ”Jeg ville gerne i kontakt med folk.”

På dette tidspunkt sad Christoffer Guldbrandsen, daværende kanalchef på DR2, ude i DR Byen og spekulerede på, hvordan han skulle få udfyldt det ikke ubetydelige hul, der havde været i kanalens programportefølje i nogle år efterhånden: den aktualitetsbaserede satire.

”Det er det sværeste hjørne af comedyen,” fortalte Guldbrandsen mig, da jeg ringede til ham. Han ville gerne have Jonatan Spang på kanalen, og han kendte ham også lidt igennem sin barndomsven, komikeren og manuskriptforfatteren Mikael Wulff.

Mikael Wulff og Jonatan Spang var ved et tilfælde blevet naboer i en lejlighedsbygning på Vesterbro i København i slutningen af 2000’erne.

De kendte hinanden inden da, men i løbet af naboskabet, der varede et par år, blev de tætte venner.

”Vi delte nærmest altan,” fortalte Mikael Wulff mig.

”Der stod vi tit og snakkede om alle mulige ting og selvfølgelig også alt muligt arbejde. Og især om Jonatans arbejde og ham og ham og ham og ham, og han spurgte også en gang imellem hver fjerde måned ind til et eller andet, jeg måske kunne have gået og tænkt på, men ellers så talte vi meget om, hvad der dog skulle blive af ham.”

”Sagen er jo den,” uddybede Wulff i et mere tilforladeligt leje, ”at Jonatan var et supertalent i standupbranchen og satirebranchen fra det øjeblik, han startede.”

Men at han også ”i mange år var søgende, i forhold til hvad det var for et materiale og platform, der kunne inspirere ham til at forløse sit potentiale for alvor.”

I august 2009, mens Wulff og Spang var naboer, skete der så noget uventet: I et interview i Politikens kultursektion udtalte Pia Kjærsgaard, daværende partileder for Dansk Folkeparti, at hun savnede flere ”spark i løgsuppen” i dansk kultur.

Og nævnte her Jonatan Spang, der netop havde spillet med i forestillingen ’2200 Carmen’, som et eksempel til følge.

”Han vil sikkert ikke bryde sig om, at jeg siger det her,” sagde hun til avisen, ”men jeg synes altså, at han er genial.” (Faktisk kom Pia Kjærsgaard en hel del på Nørrebro Teater. Hun bestilte altid tre billetter til premiereforestillinger: En til sig selv, to til PET-vagterne).

Den kunne de to standuppernaboer ikke bare lade hænge, så de stykkede straks et show på benene, hvor Spang specifikt tog udgangspunkt i Pia Kjærsgaards udtalelser, og kaldte det for ’Spark i løgsuppen’. Og dér – i det rum – skete der noget, bemærkede Wulff.

”Det var ret åbenlyst for mig, da jeg så det,” fortalte han. ”Det højnede Jonatans skarphed at tale om samfundsmæssige ting.

Der var et eller andet, der klikkede i mig. Og det sagde jeg til ham; at jeg syntes, han burde fokusere meget mere på det. Det gjorde jeg flere gange efterfølgende. For det var unikt at kunne gøre på den veloplagte måde, som han gjorde.”

Så tilføjede han: ”Hvis man kender Jonatan, så ved man, at han af natur er rimelig indigneret. Han er faktisk ret irriteret på mange ting. Han kan være irriteret på mig, han kan være irriteret på en gade, der er ensrettet, eller på hvordan nogen har stillet en kop.

Det er jo relevant at tage den vrede og bruge den over for noget, hvor der er god grund til at være vred.

Der er ingen grund til at være vred på mig, men der kan være god grund til at være vred over måden, vi har struktureret samfundet på, verdens uretfærdigheder og så videre.”

På et tidspunkt lykkedes det Christoffer Guldbrandsen at få Jonatan Spang ud til et møde i DR Byen – i den såkaldte Indre Gade, ”måske et af de mest sjælsforladte steder i landet,” huskede Guldbrandsen.

”Mødet var lidt akavet, fordi det pludselig var i en professionel sammenhæng.” Men på de overordnede linjer gik det godt; de var interesserede i det samme. Hernæst fik Guldbrandsen genansat Peter Gren Larsen, tidligere underholdningschef på DR2, der også havde været med til at producere ’Angora By Night’ og ’Yallahrup Færgeby’, til at være redaktør på foretagendet. Og således var Guldbrandsens arbejde gjort.

”Jonatan Spang var den eneste, jeg tænkte kunne forløse opgaven,” fortalte han mig. I mellemtiden havde Jonatan Spang allieret sig med Michael ’MC’ Christiansen, og de gik lavpraktisk til værks.

De øvede sig på at skrive jokes på aktuelle nyheder, og ude på Teater Play på Amager holdt de, hvad Spang over for mig beskrev som ”papkasseagtige dummyer.”

Her kunne Spang øve sig i at bruge teleprompter, hvilket han aldrig havde prøvet før, og de erfarede fx også – fordi de gjorde det foran et publikum – at en bid ikke må være for lang.

Inspirationen var selvfølgelig den amerikanske aktualitetssatire, der virkelig var blevet stort i 00’erne, anført af folk som Jon Stewart, Stephen Colbert og britiske John Oliver.

På to parametre gjorde Jonatan Spang sig det dog klart, at han ville gøre det anderledes end de amerikanske shows: Han ville slå hårdt, men på alle parter, og han ville ikke være klædt ud som en nyhedsvært. Det skulle være mere ægte, mere sandfærdigt, mindre ironisk og forstillet – mere ham.

Den 17. september i 2017 sendte de første afsnit, og siden da er det blevet til næsten hundrede yderligere.

Ifølge Mikael Wulff ”et unikum i dansk satirehistorie.”

At lykkes med at lave et aktualitetsbaseret satireprogram efter amerikansk forlæg er nemlig blevet betragtet som lidt af et fatamorgana inden for tv-branchen, en brydsom krikke, ingen rigtigt har turde sætte sig op på, for sådan noget ville kræve op til flere fuldtidsansatte tekstforfattere, og hvem skulle finansiere det?

Personligt var ’MC’ aldrig selv i tvivl. Han havde været med til at skrive Spangs ’Danmark’-show, også på ’Lillemand’ havde han været tilknyttet, og deres indbyrdes jam havde været så fortræffelig, at ”han havde store forventninger allerede fra starten.”

Da jeg talte med Mikael Wulff, beskrev han ’MC’ som en ”fantastisk dygtig tekstforfatter,” mens Jan Gintberg gik skridtet videre og kaldte ham ”én af, hvis ikke Danmarks bedste satireskriver.”

På et tidspunkt, da jeg talte med Jonatan Spang på kontorerne i Nordvest, kiggede han ind mod skriverlokalet, hvor ’MC’ og Wichmann var gået i gang med hver sin bid, og sagde: ”De to guys derinde, ik’? De er jo de fucking bedste, der er. De er så fucking hurtige og skarpe og sjove.”

Christoffer Guldbrandsen stoppede i DR i 2017, men har siden fulgt med i ’Tæt på sandheden’, og da jeg spurgte ham, hvad det er, Jonatan Spang kan som vært, svarede han: ”Han har så mange kompetencer: Han er musikalsk, hans timing er fantastisk, hans indsigt i samfundsproblematikker. Og hans frygtløshed. Han er kompetent frygtløs. Han vælter ikke bare porcelænet ned.”

Nogenlunde sådan har alle, jeg har talt med, udtrykt det: Det er viften af talenter, der gør tricket.

Jonatan Spang står stadig i periferien af studie 6. Hvis han kigger op på scenekulissen, hvor han for få minutter siden sad bag det bastante skrivebord og med vanlig akkuratesse foldede de bidder ud, han og resten af holdet har brugt ugen på at forberede, vil han kunne se et par tekniske medarbejdere, der forsøger at reparere den skærm, der stadig står og flimrer.

Fem timer forinden parkerer Jonatan Spang sin cykel uden for DR Byen. På vejen har vi talt om det paradoks, der eksisterer imellem på den ene side at være bange for, at ens drive forsvinder, og på den anden side at være bange for at ende sine dage bitter og forgræmmet, fordi man konstant jagtede mere og mere succes.

I en sms nogle dage efter, da jeg spørger ham, om han er kommet nærmere et svar på paradokset, skriver han: ”Jeg tænker, at det vigtige er at acceptere, at karrieren ikke vil peake for evigt, og at det toneangivende og nye vil komme fra andre og yngre kræfter.

Og at jeg glæder mig over, at jeg har fået meget mere ud af mit arbejde, end jeg turde drømme om som ung.

Og at ligemeget hvad jeg erobrer eller vinder, så er jeg den samme person med de samme svagheder og styrker, når jeg vågner næste morgen. Derfor skal værdien findes i noget andet. I det nære – forpligtende relationer, en kærlighed til sig selv og det gode liv.”

Tre kvarter før showtime ligger Jonatan Spang på en enmandsseng i et lille hvidt kammer på en anonym gang på første sal et eller andet sted i DR Byen. Der ligger han på ryggen.

Det ligner en moderne fængselscelle.

Ligger Stephen Colbert også sådan?

Der står en lampe på bordet, en roll-on-deodorant, en pakke mintpastiller og en uåbnet Faxe Kondi på dåse. Hele dagen har han været letsindig, smilende, veloplagt, kollegial jokende, også når der har skullet justeres.

”Jonatan forsøger altid at rette til og forbedre,” fortæller indspilningslederen Linda mig.

”Han bliver aldrig doven.”

Nu rejser han sig stille og roligt op og begynder at skifte tøj. Fra sit eget almindelige tøj til noget udvalgt almindeligt tøj.

I dag en mørkegrøn skjorte, mørke, næsten sorte bukser og så et par sorte Common Projects-lædersko, som egentlig er hans egne. Dernæst går han over i et nærliggende rum for at blive sminket.

Han bliver aldrig rigtigt nervøs længere, fortæller han, men det kan selvfølgelig godt mærkes, lige inden det går løs.

Jeg spørger sminkøren, Anja, om han vitterligt altid, som nu, er så rolig. ”Ja, det synes jeg egentlig,” svarer hun bare og sprayer lidt kulør i hovedet af ham.

Uden for studie 6 står Linda og Ida Hesseldahl, produktionslederen.

Kameraoperatøren og teknikerne er så småt ved at gøre klar til at indtage deres pladser. Der er under 10 minutter til.

Mens koncentrationen langsomt intensiveres lige omkring studiet, spreder den drikfældige julefrokoststemning sig som en tåge i bygningen. Det er ved at være nu.

”Ej! Skal jeg lige tisse?!” udbryder Jonatan Spang med sin særprægede, replikagtige diktion og smiler lidt.

”Jo, skal jeg ik’?”

Og så drejer han rundt om sig selv og går på toilettet.

Nu er det virkelig ved at være nu.

Inde i studiet er publikum, der forinden har kunnet nyde en dåseøl ude i publikumsfoyeren, allerede ved at være på plads.

Jonatan Spang kommer ud igen: med hænderne i lommerne. Og så går han igen på den der absurd rolige facon, som om han bare er på spadseretur i et boligmagasin uden noget nærmere ærinde.

”Gitte og Caper, er vi der?” kalder Linda i sit headset.

Spang trækker sit bukseben op, så mikrofonen kan påklistres der. Et par berusede medarbejdere på vej til julefrokost passerer.

”Vi skal nok komme ind og give den gas!” blalrer den ene af dem, han har en vest på med silkeryg, forbundet butterfly og brune dresssko.

”Vi har været i gang siden klokken 15!” (Klokken er nu 15.28, hvilket alt andet lige får mandens udsagn til at lyde mere uskyldigt end ustyrligt.)

Nu er klokken 15.52, og produktionsholdet må sande, at skærmen er færdig. Der er ikke andet for end at genoptage showet, og så må de så vidt muligt klippe sig ud af problemerne i postproduktionen.

Jonatan Spang, der stadig står i skyggerne, tager en sidste tår af sin vand, går langsomt tilbage på scenen, skulende over mod den nu slukkede skærm og giver sig til at posere som en bodybuilder.

”Jeg er slet ikke klar over min egen styrke!” proklamerer han, og publikum udbryder et forløsningens latter.

De har været i hans hule hånd, lige siden han før showstart leverede praktiske oplysninger (”hvis nogen begynder at klappe, så er det bedst, hvis alle går med” og ”tag det ikke personligt, når jeg om lidt kun kigger i kameraerne”), som var det en standup-bid.

Et signal i øresneglen, tjek, og så ruller apparatet igen.

Spang ryster ikke på hånden og fortsætter bare, hvor han slap.

Senere fortæller ’MC’ mig om ”et rædsomt nytårsshow,” hvor der konstant var udfald i lyden.

”Men Jonatan gjorde det bare. Det blev en lang aften, men sådan var det. Hvor andre kan være mere humørstyrede, er han professionel ind til benet.”

En halv time senere står Jonatan Spang i sit lille hvide kammer igen og kører en vådserviet rundt i ansigtet.

Så skifter han fra sit udvalgte almindelige tøj til sit eget almindelige tøj. Ud af rollen som den skarpeste satiriker på tv, monologisten, der endelig – søgende siden året 1999, hvor de to spor i hans professionelle virke blev lagt – har fundet den plads, i hvilken hans åbenlyse talenter kan folde sig ud på samme frekvens.

Og, nu, ind i rollen som far og ægtemand.

Han har altid haft meget svært ved det energiskifte, der sker, når han træder ned fra scenen, fortalte han mig i mandags.

Når folk klapper og skriger af grin, og pludselig sidder man i aftenmørket og kører alene hjem fra et firmajob i Odense, eller spiser røræg på Hotel Scandic dagen derpå.

Men det er nemmere, nu hvor turen bare går fra Islands Brygge til Frederiksberg, og der er en familie derhjemme, der venter.

Nogle gange kan han godt blive ramt af en følelse af, at det hele kan forsvinde. Familien, karrieren.

Måske det er en skilsmissebarnsting? Ah, det ved han sgu ikke, om det ligefrem er. Følelsen er heldigvis ikke en konstant.

Om nogle år, når datteren skal begynde i folkeskole, så vil Jonatan Spang gøre ”rigtig, rigtig meget” for at finde en skole, hvor hun har det sjovt. Og føler sig inspireret. Det er det vigtigste.

Så går han ned og siger farvel og tak for i dag til holdet. Derhjemme skal de have gæster på besøg til middag i aften. Et vennepar, der lige er kommet hjem fra Californien, og som har købt lidt vin med.

Rundt omkring – udenfor i den fugtigkolde decemberaften – stimler flere festklædte DR-medarbejdere til.

Så får Jonatan Spang en sms fra sin kone. Hun har glemt at købe dessert. Om han ikke kan gøre det på vejen?