Nikolaj Stokholm: ”Det er som et narkotikum at høre tusind mennesker grine af noget, jeg har fundet på”

Hvad optager dig for tiden?

”Jeg er ved at lægge sidste hånd på gennemskrivningen af en anti-rejsebog til hele familien, som hedder ’Ude skidt, hjemme bedst’. I bogen ræsonnerer jeg over, hvor irriterende det kan være at tage på charterrejse, og hvor fantastisk her er i Danmark.”

Du er ikke så meget for at komme udenlands?

”Jeg synes, det er skrækkeligt. Al rejse er besværligt. Når man er fremme i sydens sol, er det dejligt, men alt det, der kommer inden, synes jeg, er en besværlig proces, og det kan faktisk holde mig fra at rejse. Når man bestiller en rejse, ser man kun billeder af hotellet og af den smukke udsigt fra poolen og af buffeten med skåret frugt. Men vi glemmer, at du skal sidde i et varmt fly til Italien. Og italienernes computersystem i lufthavnen går tit i stykker, så de kan ikke finde trappen til flyet, når du skal ud, så du skal sidde og vente i halvanden time i et varmt fly. Alle de småting, som folk glemmer hvert år, de skal på rejse, dem minder jeg dem om.”

Går du meget op i danskhed?

”Ja, med alt det fine, det har med sig. Men jeg synes også, at Dansk Folkeparti har fået danskhed til at klinge lidt for nationalistisk. Hvis vi holder politik ude af det, så elsker jeg virkelig Danmark.”

Dansk mad?

”I den grad. Min livret er smørrebrød. Hvis jeg spiser på en ny restaurant, så vælger jeg altid to stikprøvekontroller: En fiskefilet med remoulade og en hønsesalat. Hvis de to er gode, så er resten af kortet også godt.”

Hvordan kan du vide det?

”Fordi en fiskefilet kan du godt fucke op, selvom det er så simpel en ret. Du kan fx stege den i alt for meget smør eller lade den ligge for længe i frituren, eller det kan være en dårlig fisk, der krummer. Hønsesalaten kan være for tør, eller hønen kan være i tern, det er heller ikke godt, for så er den fabrikeret et eller andet sted. Det kræver en lille smule smørrebrødssnilde at sætte de to stykker sammen. Jeg spiser store mængder smørrebrød, når jeg er ude og optræde og kører fra by til by. Så finder jeg altid en smørrebrødsrestaurant i nærheden. Det bedste smørrebrød, jeg har fået, er på Café Gl. Torv i København. Jeg har mit eget bord med et guldskilt.”

Du var på turné med dit onemanshow, da Danmark lukkede i marts. Hvordan påvirkede det dig?

”Jeg havde premiere midt i januar, og så lå der 180 shows i bogen. Jeg spiller altid to gange hver aften. Den 11. marts var jeg lige gået af scenen på Viften i Rødovre og sad og spiste en tør grillkylling og gjorde mig klar til næste show og så på en computer, at Mette Frederiksen lukkede alt ned. Vi var i chok. På det tidspunkt var publikum begyndt at indfinde sig til aftenens sene show. Chefen for spillestedet tog en hurtig beslutning og aflyste showet. Jeg var forberedt på, at jeg ville miste 30.000 billetter ud af de i alt 93.000 solgte billetter til turnéen. Men de fleste publikummer har heldigvis holdt fast i deres billetter og ser showet på et senere tidspunkt i stedet for at få pengene tilbage.”

Når du ser tilbage på din barndom, hvornår gik så op for dig, at du har et komisk talent?

”Jeg er født med en øjensygdom, som gør, at jeg var næsten blind som lille. Heldigvis voksede jeg fra det. Men i de første år af mine skoletid kunne jeg ikke se noget, så sad jeg forrest, og der fandt jeg ud af, at min force var at kommentere det, læreren underviste os i. Når jeg vendte mig om, havde jeg publikum – alle eleverne – rettet mod mig. Jeg var irriterende. De andre elever grinede, og så skulle læreren forsøge at få dem tilbage på sporet. Jeg er blevet smidt uden for døren helt utrolig mange gange. I en time havde jeg sagt et eller andet, som jeg plejede, og så sagde læreren: ’Nikolaj, ud!’ Så sagde en af mine klassekammerater: ’Jamen, det er jo hans fødselsdag.’ Så fik jeg lov til at blive inde. Det varede indtil næste time. Så røg jeg ud. På et tidspunkt fik vi en vikar, som sagde til mig: ’Alt det der, du siger, er sgu meget sjovt. Jeg synes, du skal skrive det ned.’ Så gik jeg ned i Bog & Idé i Hundigecentret og købte en notesbog og skrev mine tanker ned. Da jeg skulle konfirmeres, var jeg på en lejr med konfirmander fra alle skoler i Greve-området. Vi var omkring 200 børn. Og så var der en talentaften, hvor nogen sang og underholdt. Jeg tænkte: ’Så må jeg hellere læse lidt op fra min bog.’ Jeg husker det som, at de andre børn grinte. Det var min første oplevelse af noget, som lugter af stand-up.”

Det må være euforiserende at få andre til at grine …

”Det er som et narkotikum at høre tusind mennesker grine af noget, jeg har fundet på. Jeg har gjort det dag ud og dag ind, siden jeg var 17 år, og lige pludselig må jeg ikke mere på grund af coronakrisen. Jeg er lidt skræmt over, hvor stor indvirkning det har på mig som menneske ikke at kunne stå på en scene. Jeg bliver deprimeret. For 14 dage siden var jeg med i DR-programmet ’Hvem var det nu vi var’, som blev optaget en eftermiddag ude i DR-Byen. Til min overraskelse var der publikum – de sad med en stols mellemrum. Min gode ven Joakim (Ingversen, red.), som er vært på programmet, grinte ad mig, fordi han kunne mærke, at jeg var flyvende. Jeg var ham fra folkeskolen igen. Jeg var helt høj, da jeg kørte hjem.”

Er der visse typer af latter, som er bedre end andre?

”Jeg vil hellere sige, at der er nogle typer latter, der er dårligere end andre. Jeg havde engang en joke, som kan lyde racistisk, hvis man ser den en til en, men jeg mente den som en kommentar til idiot-racisme. Den er fem år gammel, og i mellemtiden er der sket forskellige ting i USA. Så jeg beklager på forhånd over for læserne: I joken sammenligner jeg cykelløb med nazi-optog. Jeg er vokset op i Greve, og hver sommer var der Post Danmark Rundt ude på vejen, hvor de kom cyklende. Og ugen efter var der nazi-optog. Sådan var det hvert år. Jeg noterede mig, at nazi-optog og cykelløb havde visse fællestræk: De skal i samme retning. Der er politimotorcykler. De rækker hånden ud, når de drejer. Og man har aldrig set en sort på cykel. I hvert fald ikke hans egen. Når jeg optrådte med den, grinte folk ad den, og så syntes jeg, det var vildt sjovt bagefter at give publikum skylden og sige: ’Tænk sig, at I griner ad det. Føj for satan!’ Så grinte de endnu mere. Men da jeg optrådte i Esbjerg, kunne jeg høre, at publikum var enige med mig. De grinte på en anden måde, og det var ikke meningen. Det var lidt ubehageligt, syntes jeg. Jeg tænkte, at det er en stor magt at have som komiker.”

Har du nogen sinde oplevet publikummer, som nægter at grine?

”Nogle gange bliver jeg hyret til firmajobs, og så kan jeg en sjælden gang i mellem føle mig lidt malplaceret og tænke, at de hellere skulle have haft et foredrag med Ulrik Wilbek. Så sidder der en masse mænd i blå skjorter med korslagte arme og har været på kursus hele dagen på et slot i Nyborg og vil egentlig bare gerne have et glas rødvin. Den kan godt være lidt hård.

Har du en metode til at åbne et skeptisk publikum?

”Jeg italesætter det, der foregår. Jeg kan finde på at sige: ’Hvad fanden, er I skidesure alle sammen, eller hvad?’ Jeg taler mig ind i stemningen i lokalet. Jeg kan sige: ’Jeg er ligeglad, jeg har fået mine penge.’ De fleste synes, at det er nu alligevel meget sjovt, at jeg tør sige det. Jeg optrådte til en generalforsamling i en forening for forældre med svært handicappede børn. De var 200 mennesker en søndag eftermiddag på et hotel i Kolding. Jeg ankom til hotellet og fik anvist et backstagelokale, fik en cola og blev budt velkommen af to kvinder, som virkede lidt sammenbidte. Den ene sagde, at jeg bare lige skulle vide, at bestyrelsen, der havde siddet i 25 år, lige var blevet afsat på en rigtigt grim måde. ’Så der er dårlig stemning,’ sagde hun og tilføjede: ’Men nu er det jo godt, at du kommer.’ Den var svær. Jeg gik ind og sagde: ’Hej, alle sammen. Jeg er hyret for at få jer til at grine. Det bliver vel en forholdsvis nem opgave, for I er jo lige sluppet af med de pikhoveder.’ Jeg fik et kæmpe grin. Det var en stor forløsning.”

Har du prøvet, at klappen gik ned, mens du stod på scenen?

”En aften i min forrige turné stod jeg på scenen i Kolding og kunne mærke, at jeg var træt. Det var i slutningen af turnéen, jeg havde lavet tæt på 80 shows på kort tid. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvordan jeg skulle komme videre fra en joke. Jeg er ellers god til at improvisere, det har altid reddet mig. Men klappen var gået ned. Der kom ingenting. Normalt har jeg otte-ti udveje ud af alting hele tiden. Når du stiller mig et spørgsmål, har jeg otte veje oppe i mit hoved, jeg kan gå. Men den aften var alle døre lukket. Jeg kunne ikke sige andet end: ’Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal nu.’ Jeg kunne ikke danse den hjem. Jeg råbte ned til min tekniker: ’Hvad er det nu, vi skal?’ Han svarede: ’Jamen, jeg har ikke fulgt med.’ ’Jamen, for fanden i helvede, der er ingen, der hjælper,’ sagde jeg. Jeg var nødt til at bruge situationen. Jeg spurgte publikum: ’Hvad vil I høre?’ Så råbte de: ’Du har lige sagt det der med folkeskolen …’ ’O.k., nu er den der. Det, jeg ville sige, er …’ Så var bolden tilbage på min banehalvdel, og jeg fortsatte, som om ingenting var sket. Publikum syntes, det var skægt, at jeg ikke ville stå ved, at jeg havde fejlet.”

Er der en særlig glæde ved at få kvinder til at grine frem for mænd?

”Det er det bedste i hele verden. Jeg vil meget hellere optræde for kvinder end for mænd. Kvinder er mere hengivne i latter. Mænd kan godt have en indstilling: ’Lad os se, hvad du kan. For det er jo mig, der er den sjove her i virksomheden.’ Mange mænd ser sig selv som sjove, men når der så kommer en mand ind, som lever af at være sjov, så kan det godt være lidt intimiderende. Og den oplevelse har kvinder ikke på samme måde, kvinder vil rigtigt gerne underholdes uden fordomme. Jeg håber ikke, det lyder forkert. Jeg tror, kvinder er bedre til at opleve end mænd. Hun siger: ’Det er et flot hus.’ Han siger: ’Det kan jeg bygge bedre, det der.’ Jeg synes generelt, at kvinder er mere positive mennesker end mænd. Jeg ved godt, at man ikke må sige, at der er forskel på mænd og kvinder. Men nu taler jeg jo faktisk til kvinders fordel, men det må jeg vel egentlig heller ikke. Jeg må som hvid mand ikke tage deres parti. Det er en mærkelig tid … Det er ikke bare et grænseland. Det er et grænseland, hvor feministerne er Preussen, og vi hvide mænd bliver majet ned.”