Oliver Bjerrehuus om dengang, han gav Donald Trump sin hue på

En af de første gange, jeg var i byen, var sammen med min storesøster, Malou (Aamund, red.). Hun kom ind på mit værelse og sagde: ’Leger du med ’Star Wars’-figurer?’ Og så sagde jeg: ’Det gør jeg ikke.’ Og så blev figurerne henrettet.

Jeg hoppede i mine Levi’s 500 med huller i fra Roger, en smart butik, der lå i Studiestræde, og tog min fars gamle, brune læderbælte med et stort messingspænde på, ruskindscowboystøvler, en hvid T-shirt og en skovmandsskjorte. Så var jeg klar til at tage i byen. Jeg sneg mig ud, uden at min mor vidste det.

Malou var kæreste med kronprins Frederik på det tidspunkt, og han havde sine sikkerhedsvagter med ude. Jeg gik nok i 7. klasse. Det var ret stort at være ude med dem. Jeg mødte ligesom det her high society der.

Det var dengang, man gik på Krasnapolsky og sådan noget. Og vi havde jo sikkerhedsvagter med, så jeg kunne opføre mig rimelig utåleligt. Jeg syntes, det var enormt sjovt at gå med store armbevægelser. En rigtig lille nar, var jeg. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Det her, det er jo en moderne legeplads for teenagere.’

Det var simpelthen sandkassen og gyngen og vippen, der var blevet byttet ud med en bardisk og en fodstøtte og så en livlig bartender på et fadølsanlæg. Dér skete skiftet for mig.

Jeg blev en del af det musikmiljø, der voksede frem i København i de år. Det var fantastisk. En masse kreative mennesker, alle mulige forskellige grupper. Hele det der Studiestræde-miljø i starten af 90'erne. Og så på Floss, slambaren, hvor der altid sad de fedeste, mest inspirerende typer og skravlede ting ned i deres små notesbøger. Og deres King’s-cigaretter, der blev røget helt ind til deres fuldstændig gule fingre.

Det var på samme tid, jeg begyndte at læse Michael Strunge. Og vi tog på Montmartre. Og Jazzhouse. Og vi holdt altid pre’s, hvor vi sad og drak os så hjernestive, fordi vi ingen penge havde til at købe alkohol. Og jeg kan huske, at der var mange folk, der kyssede på gaden, hvad man ikke længere ser i dag.

Da jeg var 18 år gammel, flyttede jeg til Paris. Jeg kom en del på Les Bains Douches (legendarisk hotel og natklub, red.), hvor David Guetta dengang stod i døren som picker. Bains Douches var the shit. Om natten blev det oversprøjtet med skum, og der blev delt bongotrommer ud. Og der stod vi og festede med Grace Jones. Og Bryan Ferry. Og alle de store fotomodeller og alt det der. Når jeg skulle hjem fra klubben, gik jeg op ad Rue Saint-Denis. Det var ludergaden i Paris dengang. Her stod en masse ældre, gamle ludere.

Når jeg så gik hjem med min ven Anders, som jeg boede sammen med, bestod vores sjov i at gå hen og snakke med dem og spørge om prisen for en tur. Så svarede de måske 100 franc, hvorefter vi ville sige: ’OK, I kan bare give dem til os nu.’ Og så sagde de: ’Hvad? Nej, nej, det er jer, der skal betale os.’

Og vi ville så forklare dem: ’Hvorfor skulle sådan nogle smukke unge fyre som os betale for sådan nogle gamle nogle som jer?’ Og så fik vi bank med taskerne. Efter et halvt år, da de havde fundet ud af, at vi bare var fulde af pis, lærte vi dem efterhånden at kende ret godt. Vi begyndte at stå og snakke lidt med dem, ryge nogle smøger og høre lidt om deres liv.

Senere, stadig i Paris, fik jeg mig så en yndig, tysk kæreste, Simone. En lille skøn modelkæreste, som jeg var helt vild med. Og vi tog selvfølgelig også på Bains Douches.

Men da jeg så gik med hende hjem til min lejlighed, kendte alle luderne selvfølgelig mit navn. Og så måtte jeg forklare hende: ’Okay, det er sådan en joke … jeg har med dem.’ Ja, helt sikkert. Den troede hun ikke på.

Jeg ankom til den helt store scene, da jeg som 19-årig flyttede til New York. Der var et meget kendt sted, der hed Bowery Bar, sådan noget dining nede i East Village. En aften mødte jeg en hvidhåret herre, der sad med nogle meget lækre, lidt østeuropæiske piger.

På et tidspunkt fik vi øjenkontakt, og jeg kunne se, at han manglede lidt hår på toppen af hovedet, så jeg gik derover og gav ham min beanie på. Det, syntes vi, var ret sjovt. Jeg var sammen med mine modelvenner og -tøser, og vi rykkede vores bord sammen med deres.

Min ven Sanne, som arbejdede for Ultra Records, kom over til mig og spurgte, om jeg var klar over, hvem jeg sad sammen med. Det var jeg selvfølgelig ikke. ’Det er Donald Trump,’ sagde hun. ’Når du går rundt i New York i morgen, så prøv at kigge op ad bygningerne.’ Siden så vi hinanden et par gange i byen, Donald Trump og mig, og rockede sammen. Han var sgu meget grineren at feste med. En fed fyr, bare sådan som jeg husker det.

Et af mine første modeljob i New York var en musikvideo for Sheryl Crow, og jeg var virkelig glad for at have fået chancen. Det fortalte jeg hende også på settet, men sandheden var, viste det sig, at der ikke rigtig var nogle andre, der havde gidet. Det var der en grund til, men jeg havde ikke kigget ordentligt efter i jobbeskrivelsen.

Jeg skulle ligge nede på bunden af søen i Central Park, hvor der helt sikkert ligger skydevåben, måske også et par lig, og så skulle jeg så komme op fra vandet med åbne øjne. Nå, men bagefter faldt jeg så i snak med hendes ret lækre, australske assistent. Hun boede på Four Seasons, og jeg fik sneget mig hjem sammen med hende. Da vi kom ind i foyeren, sad Woody Allen og spillede på klarinet. Wow, mand!

Vi fik en drink, og hun forklarede mig om det ulækre vand i Central Pond, så jeg fik mig et bad, og så tog vi på Spy Bar, et helt fantastisk sted. Da vi kom ind, mødte vi Selma Hayek, som viste sig at være veninder med den australske assistent. Er du klar over, hvor fucking lækker hun er, mand? Jøsses!

Så jeg fik sat mig ved siden af hende og snakket lidt, indtil hendes bodyguard på 200 kilo satte sig direkte oven på skødet af mig, hvilket jeg tænkte, måske var et hint til, at jeg skulle prøve at rykke lidt tættere på hende. Det var det så ikke, så vi skred videre til åbningen af den nye Versace-butik på Fifth Avenue. Oven på sad Elton fucking John og spillede på et flygel.

Det blev til en sportsgren at gå ud og fejre ting. Og appetitten var heftig. Fucking heftig. Jeg oplevede også, at nogle af mine kammerater tog billetten. En af mine gode venner i New York, Jonathan Harris, døde af en overdosis, da han var omkring 19 år. Han var lige blevet far.

Det var første gang i mit liv, at jeg fik en rigtig warning. Vi ville jo gerne bare arbejde helt sindssygt og feste samtidig. Vi hang ud med alle stjernerne, skuespillerne og musikerne. Men stjernerne tog jo hjem og sov den ud, ik’.

Jeg ville gerne have det hele med. Og så begyndte jeg at gå alene i byen. Jeg følte, at mine venner holdt mig nede. Det var en ukontrollabel jagt på oplevelser og nye bekendtskaber.

Jeg har haft de største horn, der har skullet løbes af i byen. Følelsen af at være ude, dengang jeg for alvor clubbede, var virkelig mit liv. At befinde mig et sted, hvor alkoholen løsnede op, og folk blev mindre dømmende over for hinanden. Men nu er jeg så godt som stoppet med at gå i byen på den måde.

Nu er jeg 47. Og det begyndte sgu at blive lidt ynkeligt. Det føltes ikke så charmerende længere at se, hvor langt ud man kunne drikke hjernen. Til sidst fik jeg ikke rigtigt tømmermænd, som man kender det. Det blev nærmere til stemmer i hovedet af knækket selvværd.

Jeg var begyndt at føle mig fuldstændig som en vredet klud, og efterfølgende, når jeg har skullet op og på arbejde, vågnede jeg ofte med et chok og tænkte: ’Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, er jeg for sent på den?’ Den følelse fyldte meget i mig i mange år.

Nu opholder jeg mig primært i Tisvilde, hvor der er rigtig skønt og nydeligt, og hvor jeg har et sommerhus. Det er så blevet den nye legeplads for mig: gå en tur på stranden, ned forbi den lokale, Kalla Kalla, for at få en eftermiddagsskænk og derefter hjem og putte med kæresten. Eller invitere folk over til middag efterfulgt af dans. Og bare sidde og drikke noget vin og have nogle fede samtaler.

Jeg snakker meget med min søn, Oscar, om, at man skal sørge for at have et anker i hverdagen. Det er nemt at glemme midt i alt bylivet, fordi man kan blive så opslugt af det. Især om aftenen, når man sidder derhjemme, og det hele begynder at rykke i én, fordi man ved, at ens sociale liv ligger derude.

Oscar er dybt involveret i nattelivet. Han dj’er også inde på Søpavillonen. Nogle gange tager jeg ind og gæsteoptræder med ham. Og så siger min kære kæreste til mig: ’Festen slutter klokken to.’ Det prøver jeg at efterleve.

At gå i byen har været en stor del af mit liv. Det her med at kunne være sammen med mennesker, uden at det hele er så højtidligt. Fuldemandsfilosofien, der udvikles, når man sidder i en bar eller på en café og taler med mennesker om mere eller mindre upersonlige – eller personlige – ting, kan jeg godt lide.

Der er også noget psykologisk i, at du kan sidde og tale med nogen, der ikke er dig for nær. Kierkegaard, og hvad de ellers hedder, sad jo også på kaffeklubber og diskuterede. Det er en meget menneskelig kultur.