René Dif traf et livsafgørende valg. Og så knaldede hans far ham i gulvet

I DEN FLOK, jeg hang ud med på Frederiksberg, gik vi og lavede noget småkriminalitet. Det endte med, at jeg fik en betinget dom. Nogle af dem i gruppen kom også i fængsel, andre slap væk fra miljøet. Jeg kunne godt se, at det ikke var holdbart. Så enten skulle jeg tage nogle valg, der var helt anderledes, eller også ville jeg ende med at være kriminel.

Jeg fandt et rederi i København, som jeg blev ved med at ringe på hos, indtil de til sidst overgav sig og gav mig hyre på et containerskib. Jeg tror, jeg var omkring 14-15 år gammel, og fordi jeg var så ung, skulle jeg have en fuldmagt hjemmefra.

Min far ville have, at jeg skulle tage en uddannelse, og da jeg fortalte ham, at jeg ville tage ud at sejle, knaldede han mig i gulvet. Så sagde jeg til ham: ”Du ser mig aldrig igen.” Min mor var ret ligeglad med min beslutning. Så det endte med at jeg skrev fuldmagten selv.

JEG ARBEJDEDE SOM MESSEDRENG fra syv morgen til klokken 20 om aftenen syv dage om ugen. Og tjente 3.000 kroner om måneden. En dag i Barbados, det har nok været omkring 1984, hang jeg i sådan nogle seler på kanten af containerskibet og pudsede vinduer. Radioen kørte, og der var en dj, der talte ind over musikken. Det lød pissefedt. Jeg tænkte: ’Dét der er jeg skidegod til, det er dét, jeg vil.’

JEG ANEDE IKKE, hvordan en mixer fungerede, men jeg løj mig til mit første job på et diskotek i Roskilde, og sagde, at jeg havde stor erfaring som dj. Jeg sagde også, at jeg havde masser af plader, selvom jeg ikke havde en eneste. Jeg fik jobbet, og så måtte jeg løse de andre ting bagefter. To år senere var jeg en virkelig, virkelig højt betalt dj i hele Skandinavien. Når jeg var ude og spille, tænkte jeg pludselig: ’Hey! Jeg kan jo også bare gå ud på gulvet og rappe!’ Det var der ikke nogen, der gjorde, og folk fik nærmest et chok, når jeg stod derude. Jeg ved ikke, om det lød godt, men det fungerede i hvert fald.

DA VI SKREV UNDER på den første pladekontrakt med Aqua hos Universal Music, som dengang lå på Esplanaden, stod der en kasse øl i lokalet. Jeg åbnede en af dem. Jeg var så lykkelig og glad i låget, at jeg tog resten af ølkassen fyldt med øl og smed den ud af vinduet fra pladeselskabet på første sal, mens jeg råbte: ”JAAAAAAAAAAAAAAA!”

Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på i momentet. Det var en form for forløsning. Eufori. Heldigvis skete der ikke noget med nogen nede på gaden.

Du kan læse hele interviewet med René Dif i det nye Euroman og på euroman.dk her. Husk, at du som abonnent på Euroman får tilsendt vores særlige abonnementsforside direkte hjem til dig.