Sådan lykkedes det Thomas Frank at blive et af Europas varmeste trænernavne – uden at være et røvhul

DET ER DEN 29. MAJ 2021, og dagen hvor Brentford F.C. står over for sin vigtigste kamp nogensinde. På Wembley Stadium skal klubben med Thomas Frank i spidsen møde Swansea i den altafgørende playoff-finale i The Championship, hvor den sidste oprykker til Premier League skal findes.

Opgøret har en værdi af 1,25 milliarder kroner, for ud over en oprykning til det fineste selskab i engelsk fodbold får vinderholdet også en klækkelig sum tv-penge og international eksponering i verdens mest sete fodboldliga.

I sæsonen forinden havde Brentford F.C. med sit offensive spil og betagende boldomgang mod alle forventninger kæmpet sig frem til det samme milliardopgør, men dengang havde de tabt playoff-finalen 1-2 i en tæt kamp mod Fulham. Den danske træner havde dog allerede præsteret mere, end man kunne forvente i en klub af Brentfords størrelse, og alene det at han havde ført klubben frem til oprykningsfinalen, var en bedrift i sig selv, selvom nederlaget havde været svært at sluge.

Siden havde holdet rejst sig, og nu stod de der igen. Derfor kunne man ikke bebrejde Thomas Frank, hvis han havde ligget vågen det meste af natten med taktiske dispositioner og ’hvad nu hvis’-scenarier kørende nonstop på nethinden. Men det havde ikke været tilfældet.

Den Frederiksværk-fødte Brentford-træner havde sovet fint. Godt nok var Thomas Frank vågnet ved 05-tiden, lidt tidligere end normalt, men han var stået op og havde løbet en tur i området omkring Wembley, hvor hele Brentford-trupppen var indlogeret på et hotel. Det gør han altid på en kampdag. Ikke at der er noget rituelt i det, men det er ”godt for hovedet,” som han siger.

Tilbage på hotellet efter løbeturen rendte han ind i holdets Head of Medical, Neil Greig. Han havde, modsat Frank, ikke lukket et øje hele natten, dels på grund af den store kamp, der ventede, men mest fordi han følte skyld over, at Brentfords danske midtbanedynamo Christian Nørgaard ikke var blevet sin skade kvit frem mod opgøret.

”Bare rolig, når vi har vundet pokalen, tager vi to et billede foran den sammen,” sagde Thomas Frank beroligende til Neil Greig.

Thomas Franks stoiske udstråling var rent bluff. Inden i ham rasede en ”orkan af følelser.”

’Fake it, ’till you make it’ blev det mantra, som han nærmest religiøst reciterede i hovedet hele den dag. Ingen skulle fornemme hans uro. Som cheftræner og leder blev han nødt til at styre sine følelser. Ellers ville nervøsiteten forplante sig i hele organisationen.

Thomas Frank og hans stab havde lært af de fejl, de havde begået i oprykningsfinalen året før, og havde lavet en række små justeringer. Fx måtte ingen omkring holdet tage billeder, når de kom ind Wembley.

Der skulle være fuldt fokus på opgaven, og der var ikke plads til benovelse. Alt gik efter planen, og allerede efter 20 minutter var vejen til Premier League banet, da Brentford F.C. bragte sig foran 2-0.

”Hold da kæft, har vi gjort det?” udbrød Thomas Frank forbløffet på sidelinjen til sin mangeårige assistent Brian Riemer.

Svaret på det spørgsmål kom 70 minutter senere. Da slutfløjtet lød, kunne spillerne i de røde og hvide striber kaste sig mod jorden i ren lykkerus. Brentford havde holdt føringen og skulle i Premier League. For første gang i 74 år.

”Right now I just wanna get so drunk tonight, and then tomorrow we can think about Premier League,” sagde en euforisk Frank i et tv-interview straks efter sejren.

Thomas Frank

(f. 1973) Opvokset i Frederiksværk.

Bor i East Sheen, London. Gift med Nanna Theil Frank, som han har børnene Alba, Bertram og Freja med. Spillede i Frederiksværk Boldklub, men stoppede som 22-årig for at hellige sig trænergerningen.

Bachelor i idræt på Københavns Universitet i 1999. Har skrevet tre-fjerdedele af et speciale i ’coaching-baseret’ ledelsesstil på Københavns Universitet i 2002-2005. Kåret som ’Årets træner’ i Danmark i 2020.

I DEN TID, DER ER GÅET SIDEN OPRYKNINGEN, har Thomas Frank og Brentford ikke set sig tilbage. Ved især at arbejde med positiv feedback, et stærkt kollektiv og en nærværende mandsskabspleje har den danske træner med det lange hår og den bløde omgangstone manifesteret sig som en stærk, alternativ personlighed i en til tider benhård fodboldindustri.

Stribevis af flotte resultater med den lille, engelske klub har gjort ham til en af Europas mest ombejlede trænere, mens man i dansk kontekst med rette kan tale om, at han er det største danske trænernavn siden Michael Laudrup.

Ikke nok med, at Thomas Frank er den første danske træner for et hold i Premier League siden netop Laudrup, så er Franks meritter i det hele taget oppe på et niveau, hvor man nu kan argumentere for, at han er blandt de største danske trænere nogensinde.

Med til fortællingen hører også, at Thomas Frank er gået fra at være ungdomstræner i Danmark til pludselig at blive cheftræner for en middelmådig Championship-klub – for så derefter at udvikle den til at være en sammentømret, kulturbåren og i dag succesfuld Premier League-klub.

”Den var life defining,” siger Thomas Frank om playoff-kampen mod Swansea i maj for to år siden, da jeg møder ham på hans kontor på første sal i Brentfords midlertidige klubhus.

Trods februars kolde ubarmhjertigheder skinner den tidlige morgensol stærkt i Hounslow lidt uden for det centrale London, hvor klubbens træningsanlæg ligger. Et lager af champagne er begyndt at tage form i det ene hjørne af Thomas Franks kontor. En for hver af de syv ’Performance of the Week’-trofæer, der danner en lille mur for enden af hans skrivebord.

”Trofæerne får man tildelt for et ekstraordinært resultat. I denne sæson har vi fået dem, da vi slog Liverpool med 3-1, Manchester City med 2-1 og Manchester United med 4-0. I sidste sæson var det for sejre over Chelsea og Arsenal,” siger Thomas Frank.

Foran trofæmuren står to bøtter med V6-tyggegummi og en stak bøger med titler som ’The Manager’, ’Le Grand Dictionaire De Football’, ’Managing to Succeed’. Øverst ligger Sir Alex Fergusons selvbiografi.

I den anden ende af skrivebordet ligger et udprintet motivationscitat for fødderne af en rød og hvid DBU-hoptimist. På en væg hænger et stort fladskærms-tv til analyser, mens en rød taktiktavle bag Thomas Frank giver det sterile kontor lidt farve.

Indretning er ikke noget, der ligger ham på sinde. Men det er selvfølgelig heller ikke noget, der skaber resultater og udløser priser.

Nye og bedre faciliteter er på vej i klubben, fortæller den danske træner, men indtil de står færdige om cirka fem år, har man bygget det midlertidige klubhus, vi befinder os i, for at kunne mønstre noget, der er et Premier League-hold værdigt.

DET ER GÅET STÆRKT I BRENTFORD, og siden oprykningen er klubben buldret afsted. Med et af ligaens mindste budgetter og i alt 15 minutters Premier League-erfaring i truppen (fem minutter til Ivan Toney og 10 minutter til Sergi Canós) blev Thomas Frank og co. ikke spået mange chancer hos bookmakerne.

Her var Frank også blandt favoritterne til at få sæsonens første trænerfyringsseddel. Sådan gik det bare ikke.

”Det, som vi har gang i, er mildt sagt vanvittigt. Det er vigtigt at stoppe op og nyde det, og det kunne jeg godt blive bedre til. Men jeg er meget opmærksom på, at det hele kan vende i løbet af kort tid,” siger danskeren bag sit skrivebord med en kop kaffe i hånden, inden han rejser sig og går ind i det tilstødende lokale.

Klokken nærmer sig 8, dagens første møde skal til at begynde. Staben skal planlægge ugens program, som skal forberede truppen bedst muligt til den næste kamp i Premier League syv dage senere hjemme på Gtech Community Stadium mod Fulham.

Thomas Frank står for enden af et langt egetræsbord og agerer ordstyrer for den 10 mand store stab. Hans personlige assistent, Michelle, er også med til mødet.

Hun tager noter, så Thomas Frank blot skal koncentrere sig om at lytte efter. Langt hen ad vejen ligger startopstillingen på holdet fast, men tre pladser er fortsat åbne. De bliver fundet i løbet af ugen og bliver valgt ud fra tre basale parametre: Dels spillernes indsats på træningsbanen, dels hvilke spillertyper der passer til kampen – og så på Thomas Franks sondering af, hvilken opskrift han vil brygge en sejr på.

”Man kan konkludere meget ud fra den ugentlige indsats, men jeg har lært, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse, som har formet sig af erfaring og viden gennem årene,” siger han og tilføjer: ”Den har jeg haft succes med før.”

I DAG SKAL HOLDET TRÆNE boldbesiddelse. Alle trænere har hver sin rolle og ansvar for en pasningsøvelse, men samme enkle mission, som Frank lader stå klart: ”Keep the fucking ball.”

Klokken 9.30 er det tid til morgenmad. På vej ned til kantinen følges Thomas Frank med Brentfords spanske målmandstræner, Manu Sotelo. De taler om weekenden, der netop er passeret, og hvad de har lavet hver især.

Noget usædvanligt har de på grund af en lang kamppause haft tre fridage i træk.

”Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket,” siger Manu Sotelo.

”Nej, det kan jeg heller ikke. Jeg tog ungerne med på ski til Verbier,” svarer Thomas Frank med et smil og betegner de tre dage som ”en sjælden luksus.”

Inden han skal spise sin sædvanlige portion skyr med bær og drikke et ingefærshot, går han rundt og hilser på spillerne.

”Hvordan var din weekend?” lyder det fra Thomas Frank i billardrummet og bagefter i kantinen, hvor ordene bliver efterfulgt af lyden af et klaskende håndtryk. Han tager sig tid, lytter og spørger. Han ved godt, at han er anderledes end andre trænere. Knap så meget hård attitude, som ellers stadig er hverdagskost i topfodbold.

Hans erfaring har dog lært ham, at man som træner og menneske kommer længst med at være autentisk og transparent over for de personer, man omgås.

”Den største respekt, man kan få fra andre, er, at de ser én som et ordentligt menneske. Jeg vil gerne have respekten for min faglighed og min ledelsesstil, men også for at være autentisk og for at være mig selv,” siger han.

DET VAR BESTEMT IKKE, FORDI Thomas Frank allerede fra barnsben bar rundt på en ekstraordinær forståelse for fodboldens ABC. Som otteårig gjorde han, sammen med vennen Paw, alvor af sin voksende fodboldinteresse og begyndte i Frederiksværk Boldklub.

Mens ingen af hans forældre havde den store kærlighed til boldsporten, spillede Frank selv konstant, når han kunne, hvad enten det var i skolen, i fritiden eller i fodboldklubben.

Nogen gudsbenådet fodboldspiller var han dog ikke, og der var intet, der indikerede, at han skulle følge i fodsporene på sine store helte fra landsholdet i de tidlige 80’ere.

Men det var heller ikke vigtigt for Thomas Frank. Han nød blot spillet, og da han senere, som 19-årig, havde færdiggjort HTX, tog han direkte videre til Vejle Idrætshøjskole, hvor han dagen lang kunne dyrke sin altopslugende interesse for fodbold – og sport i det hele taget.

”Det var heaven. Jeg nød at leve i en lille osteklokke sammen med en masse andre unge mennesker,” siger Thomas Frank. På højskolen skulle Frank prøve kræfter med at træne små børn, og det fangede ham med det samme. At udvikle børn og unge gav mening for ham. Så meget, at han, da han kom hjem fra Vejle, fortsatte i samme spor.

Som 20-årig fik han ansvaret for et U8-hold i Frederiksværk, mens hans selv spillede for serie 5-holdet i klubben. To år senere lagde han dog støvlerne på hylden. Universitetet, hvor han ville læse idræt, kaldte, men trænergerningen fortsatte han med ved siden af.

Han havde nu overtaget Frederiksværks U12-hold, og derfor måtte han et par gange om ugen tage den lange togtur fra København til det nordsjællandske og tilbage igen.

I 1998 landede han som 25-årig et job tættere på bopælen i København, da han rykkede til Hvidovre IF. Egentlig havde han fået jobbet som træner for U17-årgangens B-hold, men da A-holdets træner smuttede kort efter hans ankomst, bød Frank sig til uden tøven.

“Lad mig stå for holdet. Det skal jeg nok klare,” sagde han selvsikkert til ungdomsformanden i klubben. Det var også i Hvidovre, omkring årtusindeskiftet, at Thomas Frank mødte Teddy Hebo. Hebo var formand for Hvidovre IF’s professionelle afdeling, men boede et stenkast fra klubbens træningsbaner, og han slog derfor tit et smut forbi på sin aftengåtur.

Dengang løb Thomas Frank rundt i sine slidte Puma-støvler og trænede U17-drengene på alle de mørke aftener ovre på bane 4, hvor de var det eneste hold tilbage. De to havde god kemi, og den unge, ærgerrige træner gjorde et stort indtryk på den rutinerede formand. Mange år senere skulle Teddy Hebo igen komme til at spille en vigtig rolle for Thomas Frank.

“Meget af det, der karakteriserer Thomas i dag, karakteriserede ham også i hans Hvidovre-tid. Han arbejdede med en enorm entusiasme, brændte for at lære og var en kæmpe ildsjæl,” siger Teddy Hebo.

FØRSTE GANG, KASPER HJULMAND stiftede bekendtskab med Thomas Frank, var også på de bumlede baner i Hvidovre. Hjulmand var selv ungdomstræner i Lyngby og kom fra tid til anden forbi klubben.

Han husker den jævnaldrende Frank som en passioneret og hårdtarbejdende træner, der var svær ikke at lægge mærke til.

”Thomas var meget aktiv og fløj op og ned ad sidelinjen med sit lange hår. Nogle gange var han til den iltre side, men over for sit hold var han altid positiv og opmuntrende. Dedikationen lyste ud af ham,” siger Kasper Hjulmand, som sidenhen også tog flere trænerkurser sammen med Frank.

Når han ikke selv trænede, var Thomas Frank ofte ude og holde øje med andre trænere for at suge lærdom til sig. Særligt inspireret var han af Morten Olsen, der i 2000 var blevet dansk landstræner.

Med sin detaljerede tilgang til fodbolden og den nyskabende 4-2-3-1-opstilling fascinerede han Frank, som flere gange drog til Hotel Marina i Vedbæk og så landsholdssamlingerne. Samtidig var han blevet instruktør i DBU. Og assistent for U17-landsholdet. Han tog også et ligatrænerkursus.

Specialet på universitetet var han ligeledes i gang med. Og nå ja, så var han i mellemtiden blevet forælder til to børn sammen med sin kone, Nanna Theil, som han havde mødt på idrætsstudiet på Københavns Universitet i 1996. Der var tryk på. Og i marts i 2004 var bægeret fyldt op. Bare ikke for Thomas Frank selv.

Nanna Theil satte foden ned. Opgaverne var blevet for mange. ”Det går ikke, det her,” sagde hun til sin mand.

”Og hun havde fuldstændig ret. I starten var jeg lidt utilfreds med at skulle give afkald på trænergerningen, for jeg drømte om et fuldtidsjob som træner. Men vi havde to børn på to og tre år, og jeg havde et speciale, der ventede. Alene juniorholdet i Hvidovre brugte jeg 30 timer om ugen på,” fortæller Thomas Frank, der meddelte klubben, at han ville stoppe.

Et par måneder senere, i oktober, tilbød en anden klub i Storkøbenhavn, B.93, Thomas Frank at blive ITU-træner på fuld tid. For første gang i karrieren kunne han få løn for at lave det, han helst ville. Men han havde lovet sin kone at afslutte sit speciale på universitetet og takkede nej.

I december i 2004 blev Thomas Frank dog ringet op på ny.

”Hvad fanden har du gang i?!” I røret var Sune Smith-Nielsen, der tidligere havde været talentchef i B.93. Smith-Nielsen var dengang instruktør på Thomas Franks A-trænerkursus, og det var kommet ham for øre, at hans kursist havde takket nej til en unik mulighed for at udleve sin drøm.

”Du drømmer om at være fuldtidstræner, og det her er den bedste mulighed, som du overhovedet kan få. Det skal du virkelig gøre, hvis du kan,” sagde Sune Smith-Nielsen, som i dag er udviklingsdirektør i FCK, i telefonen.

”Og det kunne jeg jo godt forstå rationalet i, da jeg havde tænkt mig lidt om,” siger Thomas Frank, der endte med at takke ja til jobbet og droppede at færdiggøre specialet. Dermed tiltrådte han sit første job som træner på fuld tid.

Det lyder, som om der var rigtig meget fart på dengang?

”Ja. Jeg har altid haft gang i tusinde ting, og sådan har det været gennem hele mit liv. Egentlig kan jeg også godt lide det på den måde, men indimellem skal jeg også huske at koble lidt af.”

Thomas Franks træner-cv

 

1993-1998: U8- og U12-træner i Frederiksværk Boldklub

1999-2004: U17- træner i Hvidovre Boldklub

2005-2006: ITU-træner i B.93

2006-2008: ITU-træner i Lyngby Boldklub

2008-2012: Træner for Danmarks U16- og U17-landshold

2012-2013: Træner for U19-landsholdet

2013-2016: Cheftræner for Brøndby IF

2016-2018: Assistenttræner i Brentford F.C.

2018- : Cheftræner i Brentford F.C.

MAN KAN IKKE SIGE THOMAS FRANK uden at sige talentudvikling. Det har altid været et tema i hans trænerkarriere, og gennem årene har han arbejdet med og hjulpet flere af landets største fodboldtalenter på rette vej. Derfor var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han i 2008 fik tilbudt jobbet som U16- og U17-landstræner.

Med et særligt talentfuldt kuld bestående af fremtidige landsholdsspillere som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen og Christian Nørgaard opnåede han flotte resultater, og det kulminerede, da holdet kvalificerede sig til VM (første og hidtil eneste gang, det er sket for et dansk U17-landshold).

Thomas Franks navn var begyndt at give ekko i den danske fodbolddal.

”Allerede dengang så man tegn på, at Thomas var dygtig taktisk og en dygtig leder. Hans lederegenskaber og truphåndtering gjorde det trygt for unge spillere at præstere,” siger Christian Nørgaard, der både har spillet under Thomas Frank på ungdomslandsholdene, i Brøndby og nu i Brentford F.C.

Deres succes hænger uløseligt sammen. Uden for DBU kom tilbuddene nu også, og to divisionshold tilbød Frank et cheftrænerjob. Det fristede dog ikke ungdomslandstræneren.

”Ungdomslandsholdene var mine drømmejob og måske de bedste job, jeg har haft. Jeg arbejdede med de bedste, unge spillere i landet, og de var uspolerede og formbare,” siger han om jobbene, hvor især tiden med U17-landsholdet står som noget særligt.

Noget helt andet, der til gengæld fristede, var den interesse, som han gennem en bekendt havde fået fortalt, at den sårede kæmpe Brøndby IF havde udvist for hans navn.

Brøndby stod over for en brydningstid, efter at man sæsonen forinden havde været millimeter fra at rykke ud af Superligaen. Nu jagtede de en træner, der med fokus på talentudvikling kunne genopbygge klubben og atter gøre den kapabel til at kunne vinde det danske mesterskab.

Interessen skulle vise sig at være reel, og ikke længe efter blev Thomas Frank inviteret til samtale af Brøndbys daværende formand Aldo Petersen. Forinden havde han forberedt sig grundigt.

Thomas Frank fortalte direktøren om sine planer med klubben, hvordan han ville spille, og hvilke forbedringer han mente, der var brug for hos de blågule. Efter to timers snak var udmeldingen fra Aldo Petersen ikke til at tage fejl af: ”Hvis vi kan blive enige om tingene, har du et job i Brøndby.”

DET VIRKEDE SOM ET NATURLIGT NÆSTE SKRIDT på karrierestigen for Thomas Frank, da han smilende foran kameraerne den 10. juni 2013 blev præsenteret som den nye cheftræner i Brøndby IF.

Det var hans første trænerjob på seniorniveau, men om det var ungdomshold eller seniorhold betød ikke noget for ham. Træningen og taktikken var den samme, lød hans rationale.

Da Thomas Frank mødte ind på træningsbanen til sin første arbejdsdag, var det blot med fire seniorspillere i truppen – resten var ungdomsspillere. Og derfra skulle Brøndby IF genopbygges. I sin første sæson sluttede han og klubben på en fjerdeplads, mens de i anden sæson blev nummer tre. Alligevel ulmede utilfredsheden i krogene.

Hos Brøndbys fans havde man svært ved at identificere sig med holdets nye, boldbesiddende stil, mens selvforståelsen samtidig var til mere end en bronzemedalje. Medierne begyndte også at kritisere Thomas Frank, og især hans hyppige brug af ordet ’proces’ blev latterliggjort.

Synes du, at pressen var hård ved dig i den periode?

”Ja, pressen var hård. Men det er et vilkår i en klub som Brøndby IF. Du har som træner altid et ønske om at få flere nuancer med, men det kan man ikke styre. Man skal lytte til kritik, bare ikke til larm. Jeg synes faktisk, vi fik bygget noget solidt i mine år i Brøndby og sat en ny retning, der gjorde, at klubben igen kunne sigte efter toppen i dansk fodbold.”

Thomas Frank fortsatte, trods skriverierne og kritikken, med at stå i spidsen for Brøndby. Men halvvejs inde i hans tredje sæson som cheftræner udviklede Brøndby-drømmen sig til et regulært mareridt i en af de mest mærkværdige episoder i dansk fodbolds historie.

”Jeg kunne skrive en bog om det, men jeg har ikke lyst til at sparke bagud. Hvorfor skal man det? Det kommer der ikke noget godt ud af, det er bare dårlig stil. Jeg tror på, at du får det bedre ved at vise overskud, når folk skuffer dig.”

Det, som Thomas Frank ikke for alvor ønsker at tale om, er den spegede sag, som han ufrivilligt blev viklet ind i. En sag, der siden er blevet døbt ’Oscar-gate’, og som stadigvæk er særdeles præsent i Brøndby-fansenes bevidsthed.

SAGEN BEGYNDTE AT RULLE den 8. marts 2016. Thomas Frank var midt i sit tredje år i spidsen for Vestegnsklubben, som to dage forinden havde tabt til Sønderjyske og lå på en femteplads i ligaen.

Pludselig begyndte flere medier at skrive historier om, at Brøndbys ejer på det tidspunkt, Jan Bech Andersen, på et online fanforum under pseudonymet ’Oscar’ (navnet på hans søn) havde ytret sig særdeles kritisk om både spillere og stab i klubben, herunder Thomas Frank: ”At Aldo (Petersen, red.) egenhændigt ansatte en træner, der aldrig havde trænet et seniorhold (…) er den største dumhed, der er begået.”

”Når vi samtidig har en cheftræner, der er uerfaren og tilmed stædigt holder fast i et system, der ikke virker, så har vi balladen.”

”Problemet er, at Thomas Frank og Per Rud (daværende sportsdirektør i Brøndby, red.) var en dårlig cocktail. Nu har vi [en] hovedpine, som skal kureres hurtigst muligt.”

Det var blandt andet i ovenstående eksempler, at Jan Bech Andersen valgte at kritisere Thomas Frank (og flere andre i klubben) i usaglige vendinger, mens han samtidig var klubbens øverste mand.

Den 10. marts tog Frank konsekvensen af ’Oscar-gate’ og opsagde sin stilling. På trods af at han i dag er et overordentligt godt sted i sin karriere og har meritterne til at tale ud om afslutningen på sin tid som Brøndby-træner, vælger Thomas Frank sine få ord med omhu, da jeg spørger ham ind til det, der skete for syv år siden.

I de timer, jeg har tilbragt med Thomas Frank i London, har han været entusiastisk og generøs i sine svar. Men med ét bliver han alvorlig. Stemmen bliver dybere, blikket intensiveres.

Hvorfor er det, at du ikke ønsker at tale om ’Oscar-gate’?

”Alle har jo læst om det, alle har set det, alle ved, hvad grunden var til, at jeg valgte at stoppe i Brøndby. Havde jeg ønsket at stoppe på en anden måde? Ja, det havde jeg da. Jeg tror på, at ting sker af en årsag.

Men det sluttede, som det gjorde, og jeg har ikke så meget mere at sige til det. Grundlæggende er jeg glad for, at jeg fik chancen i klubben, og at der dengang var folk, der troede på mig.”

Føler du en vis form for bitterhed over, at det endte sådan?

”Ja. Jeg er også bare et menneske. I momentet var jeg et virvar af følelser – også bitterhed. Men ikke i dag. Det er way gone. Bitterhed er en rigtig grim følelse, som jeg ikke vil dvæle for meget ved.”

Ifølge Morten Bruun, fodboldekspert og kommentator på TV 2, siger episoden meget om den tilstand, Brøndby dengang befandt sig i og egentlig havde befundet sig i, siden den succesfulde Michael Laudrup-æra sluttede i 2005 med et mesterskab.

”Brøndby var på det tidspunkt som en groggy bokser, der famlede rundt. Thomas Franks afgang var mildest sagt vanvittig, og bagefter stod han da også tilbage som den klare vinder i sagen, mens Jan Bech var den store moralske taber,” siger Morten Bruun.

For Lasse Bauer, der på daværende tidspunkt var fankoordinator, såkaldt SLO, i Brøndby IF, står afskeden med Thomas Frank også klart i hukommelsen: ”Det er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har oplevet. Det var fuldstændig sindssygt og under al kritik og pinligt på klubbens vegne. Historien viste også, at Thomas efterfølgende stod som vinder i sagen.”

Ordet ’vinder’ er ikke noget, Thomas Frank selv vil tage i munden. Når han i dag tænker tilbage på sit ophold i Brøndby, er det mest med gode minder, siger han. For ham er ’Oscar-gate’ kun en parentes i den samlede fortælling om hans tid i klubben. Og selvom afslutningen ikke blev, som han havde håbet, var jobbet med til at gøre ham stærkere, både som træner og som leder.

Hvordan rejste du dig og kom videre?

”Jeg lærte noget af hele situationen, vil jeg sige. Ikke af selve sagen, for den var bizar og næppe noget, jeg kommer til at opleve igen. Som træner er man nødt til at sætte grænser i forhold til ejere og ledelse og enes om, hvordan man løser uenigheder i en stressende hverdag. Det lærte jeg meget af, og det har jeg også brugt fremadrettet, hvor jeg er blevet meget mere tydelig i min kommunikation.”

Thomas Frank smiler atter, spændingen i rummet løsner op.

FOR DEM, DER HAR FULGT BRENTFORD på tæt hold i de senere år, har det stået klart, at klubben har gjort tingene markant anderledes, og at de ikke er som de andre. Med et stærkt og værdibaseret kollektiv har klubben fra det vestlige London fået skabt en nærmest familiær kultur.

Et simpelt, men sigende eksempel er, at spillerne ikke kalder Thomas Frank for ’coach’, ’boss’ eller ’gaffer’, hvilket ellers er den gængse måde at omtale cheftræneren på i engelsk fodbold. Nej, i Brentford F.C. siger man bare ’Thomas’ til holdets cheftræner.

”Han er i lige så høj grad larger than life på træningsbanen, som han er foran kameraerne. Han laver ofte sjov, men når det er tid til at arbejde, er han virkelig seriøs omkring tingene,” sagde Brentford-spilleren Rico Henry til Sky Sports tilbage i marts om Thomas Frank.

Christian Nørgaard mener også, at kulturen i Brentford F.C., som Frank har været med til at skabe, er noget helt særligt: ”Vores gode resultater skyldes især det gode miljø i klubben, som gør det let for nye spillere at falde til. Vi har en stamme af spillere, der har været her længe, som er stærke for kulturen, og det, tror jeg, er vigtigt for Thomas. Han skal have spillere, han kan stole på, og som kan videreføre hans værdier.”

Da jeg overværer dagens træningspas i Brentford, er det tydeligt at se, hvad det er, Christian Nørgaard og Rico Henry taler om. Stemningen kan bedst beskrives som koncentreret hygge.

Det overrasker mig, at man kan se så jordnær en træning på så højt et niveau, som tilfældet er. Der er plads til sjov, og på sidelinjen glemmer jeg fuldstændig, at det er et top-10-hold i Premier League, verdens bedste liga, jeg iagttager.

Når det er sagt, så er spillerne fuldt fokuserede, og når de planlagte pasningsøvelser afvikles, er det ikke tænding, der mangler. Alle kæmper for at vinde gennem de knap to timer, træningspasset i Hounslow varer.

Mens Thomas Franks trænerstab afvikler øvelserne på banerne, står han selv og observerer. Indimellem kommer den 49-årige dansker med motiverende og opmuntrende råb til spillerne, men ellers står han med hænderne på ryggen, med et analyserende blik og koncentrationsrynker i panden, og holder øje med indsatsen.

Til tider skal han og de andre trænere råbe om kap med de lavthængende flyvemaskiner, der flyver ind og ud fra Heathrow Airport, som ligger under syv kilometer derfra. Frank synes, at larmen er træls, men med årene vænner man sig til det, siger han. Er man i selskab med Thomas Frank, er man aldrig i tvivl om, hvordan han har det.

Hvis han ikke selv har givet udtryk for en glæde eller en bekymring, afslører hans ansigt alle hemmelighederne. Er han glad og optimistisk, er smilet smittende stort, linjerne trukket skarpt op omkring munden, og blikket er varmt.

Er han eftertænksom eller funderende, rykker ansigtsfugerne sig fra hans mund op til panden, hvor dybe rynker vandrer og danner kløfter, mens munden bliver smal og nedadhængende.

Og er han utilfreds, ja, så siger han det.

For Thomas Frank putter ikke med noget. I et fjernt hjørne af træningsbanen er holdets offensive spillere, heriblandt Ivan Toney, Mikkel Damsgaard, Bryan Mbeumo og Kevin Schade, i gang med skudøvelser med træneren Justin Cochrane. Brøl og høje jubeludbrud gjalder, hver gang der bliver scoret.

De er midt i en nervepirrende konkurrence, og på mange måder minder deres udbrud om den barnlige glæde, som de fleste fodboldspillere nede i serierækkerne kan genkende. Thomas Frank kigger ud på mig og griner. Det er tydeligt, at han stortrives.

”Der er gang i dem, ha ha. De vil vinde for enhver pris.”

EFTER SIT FARVEL TIL BRØNDBY havde Thomas Frank besluttet sig for to ting: Han skulle være cheftræner igen, men først ville han have en pause på minimum tre måneder. Batterierne trængte til en opladning, han skulle reflektere over sit næste skridt. Samtidig bijobbede han som fodboldekspert og kommentator hos Discovery, mens han ventede på, at det rette tilbud dukkede op.

Både trænersæder hos Esbjerg og Randers blev ledige, men her var han åbenbart ikke på radaren. Han undrede sig. En ting var, at han ikke var førstevalg i de klubber, men han havde trods alt skabt sig en fin profil både som ungdomslandstræner og knap tre år som forholdsvis succesfuld cheftræner i Brøndby.

Pausen, han tog, blev længere end forventet, men i slutningen af september 2016 begyndte det at røre på sig. Han fik et opkald fra danske Rasmus Ankersen, der var tiltrådt som direktør i Brentford F.C., som på det tidspunkt lå i The Championship, den næstbedste engelske række. Rasmus Ankersen tilbød ham jobbet som assistenttræner i London-klubben.

Frank havde sine betænkeligheder, og selvom han ikke ligefrem havde badet sig i tilbud, var det ikke hans plan, at hans næste job skulle være som assistenttræner. Muligheden for at fortsætte som cheftræner forelå faktisk også, for Superliga-klubben Sønderjyske havde givet ham et tilbud, som han gik og tyggede på. Udlandet fristede dog, og London var trods alt ikke den værste by at flytte til.

Thomas Frank talte med sin kone om det. Det forekom hende godt, at jobbet i England var som assistent. Det ville lette presset på hendes mand, og det ville betyde, at han ville være mindre i vælten. Hvilket nok var meget godt efter knap tre hektiske år i Brøndby. Thomas Frank valgte derfor at flyve til London og tage den indledende snak.

”En del af præmissen ved jobbet i Brentford var, at en kommende assistenttræner skulle være en potentiel kandidat til at tage over for Dean Smith (daværende cheftræner, red.), når eller hvis han forlod klubben. Jeg blev ikke lovet noget, men vi lavede en gentlemanaftale, hvor jeg med god sandsynlighed ville blive den næste cheftræner,” fortæller Thomas Frank.

Han kunne mærke, at projektet voksede på ham, og da han kom retur fra London, satte han og hans kone sig ned med deres tre børn, der på daværende tidspunkt var 15, 13 og 10 år.

Det nye job ville potentielt vende op og ned på hverdagen for familien, så det var kun rimeligt, at Alba, Bertram og Freja kom med på råd.

”Vil I helst til Haderslev eller London?” spurgte de børnene. Svaret gav sig selv.

I ET PARCELHUS I HVIDOVRE SAD TEDDY HEBO en mørk decemberaften i 2018 i sin lænestol og så sportsnyheder sammen med sin kone, Bente. De talte om Thomas Frank. Siden Hvidovre IF-dagene havde Hebo og Frank fra tid til anden ringet sammen og holdt kontakt, men i årene omkring Brøndby-tiden var opkaldene blevet mere sporadiske.

Men da Teddy Hebo sad der i sin dagligstue og så sin gamle ven med de slidte Puma-støvler, som to måneder forinden havde landet karrierens største job som cheftræner i Brentford F.C., havde tabt sin ottende ud af 10 kampe, følte han trang til at række ud.

”Bente, ved du hvad? Jeg tror sgu, Thomas har sved på panden. Jeg prøver at give ham et kald,” sagde Teddy Hebo til sin kone. Hans fornemmelse viste sig at holde stik. Det var en presset mand, han fik i røret.

”Man kan lidt sammenligne det med en and i en dam. Udadtil virkede Thomas rolig og fattet, men under overfladen padlede han for at holde sig oppe,” siger Teddy Hebo.

Thomas Frank husker også, at Teddy Hebo ringede til ham. Ikke præcist, hvad de snakkede om – blot at de talte længe om den hårde tid, han stod midt i. Og at samtalen på telefonen skete, mens han gik langs Themsen med Torben (familien Franks otte år gamle shar pei-hund).

Men én ting, Thomas Frank især husker, var følelsen af, at det var rart, at der kom en udefra og bekymrede sig for ham.

”Jeg var nået til et punkt, hvor vi ikke kunne tabe fem kampe mere, før at en fyring havde været en realitet. Det var hårdt, og mange skubbede til mig – både fans, ledelse og medier. Det var et vigtigt tidspunkt at få Teddy ind, der gjorde mig endnu skarpere på mine ledelsesegenskaber. Fx er jeg nu blevet bedre til at træffe hurtige beslutninger i afgørende situationer og i at formulere holdets retning til spillerne,” siger Thomas Frank.

Siden den aften i midten af december har Thomas Frank og Teddy Hebo ringet sammen en gang om ugen. Med en fortid som administrerende direktør i medicinalvirksomheden Eli Lillys danske afdeling og som global HR-chef i H. Lundbeck ved Teddy Hebo om nogen, hvordan det er at have et stort ansvar og mange ansatte under sig.

Foruden en fintuning af Thomas Franks lederegenskaber i trænergerningen har makkerparret i årene, der er fulgt, arbejdet med at få Frank til at prioritere sin tid og energi rigtigt - blandt andet ved at anvende begrebet konstruktiv kynisme.

Om man så er topleder i en stor virksomhed, eller om man er fodboldtræner, er det afgørende, at man kan bevare og optimere sin energi.

”Thomas har haft en tendens til at lade sig begejstre, når han ser et spændende projekt. Og nu, hvor han er blevet et varmt navn, er der mange, som vil have fat i ham. Han har skullet lære at sortere i, hvilke mennesker han har tid til, uden at det påvirker hans energiniveau,” siger Teddy Hebo.

DET MÆRKEDE THOMAS FRANK i marts 2021. Brentford F.C. buldrede afsted i The Championship og havde kurs mod oprykning. I Carabao Cuppen var de nået til semifinalen, og kun et snævert nederlag til Tottenham holdt dem fra finalen.

På dette tidspunkt var Brentford med 50 kampe på ni måneder dét hold i Europa, der havde spillet flest kampe. Samtidig havde familien Frank netop købt hus i East Sheen og stod midt i en flytning.

Thomas Frank mærkede presset, og han var konstant træt, uanset hvor længe han sov, uanset om det var morgen eller aften. Hans lunte var blevet kort, for kort, og han snerrede ad sine omgivelser. Igen ringede han til Teddy Hebo og talte med ham om sin udbrændthed.

De blev enige om, at Thomas Frank skulle sætte nogle klare rammer for sig selv. Han begyndte derfor at gå hjem fra arbejde på klubbens træningsanlæg klokken 16 i stedet for klokken 17. Og var han ikke færdig med arbejdet, var det bare ærgerligt. Aftenen skulle også holdes fri.

Thomas Frank fik også senere tilknyttet sin personlige assistent, Michelle, der blandt meget andet står for at holde styr på hans kalender og at tage noter til de fleste møder. Det betyder, at han i dag i stedet kan fokusere på det, som er det vigtigste i hans hverdag: fodbolden og familien.

”Skulle man se mig som et batteri, gik jeg dengang fra meget lave procenter til 80 procent. Jeg kom aldrig op på 100 procent, men de små justeringer gjorde, at jeg kunne holde den kørende indtil ferien. Det prøver jeg stadig at overholde den dag i dag,” siger Thomas Frank.

Hans nyeste tiltag er at læse i 20 minutter hver aften, inden han går i seng. Det giver ham ro i hovedet. Lige nu er han i gang med den nyeste bog i Millennium-serien, ‘Havørnens skrig’ af Karin Smirnoff.

TILBAGE I HOUNSLOW ER KLOKKEN blevet 12.30. Træningen er vel overstået, og når frokosten er blevet indtaget, har Thomas Frank kun et par yderligere møder, før han kan holde fyraften.

Morgendagens træning og en intern træningskamp mellem A- og B-holdet skal planlægges, mens også de enkelte spilleres data og deres frem- og tilbagegang skal evalueres. Omkring klokken 16 stiger Thomas Frank ind i sin hvide Audi Q7 og ruller fra træningsanlægget.

Inden turen går hjem til hans og familiens hus i East Sheen, udnytter vi det gode vejr til at tage en stroll i eftermiddagssolen langs Themsen. Vi går hen ad den smalle promenade Stand-on-the-Green, der ligger 500 meter fra Brentfords stadion.

Strækningen er Thomas Franks foretrukne gåtur ved den store flod. Især det første halve år, hvor han boede alene i byen, både løb og gik han mange ture her (”Når jeg er i god form, løber jeg 4.20 pr. kilometer,” siger han).

Det var her, Thomas Frank i sine første år i London tog hen, når han skulle træffe store beslutninger omkring holdet og klubben. Her var der ro til at tænke. Han nød også at få sig et måltid på en af gastropubberne på strækningen.

Nu har han dog fået en ny stampub, som ligger et par minutters gang fra familiens hus i East Sheen. Der spiser han og hans kone mindst en gang om ugen. Menukortet varierer, men Thomas Frank har en forkærlighed for stedets fiskeretter.

Trods en hård start på tilværelsen i London har Frank-familien fundet sig til rette i den pulserende storby. Især for familiens tre børn var savnet til Danmark stort, og det britiske skolesystem krævede en vis tilvænning.

”Det var møghårdt det første år. Der var en masse svære stunder, og de første tre måneder gik der ikke en dag, hvor et af vores børn ikke var kede af det og græd. Det handlede om savnet til Danmark og deres venner, men også skolesystemet var noget hårdere end det danske, de kom fra.

Jeg skulle virkelig læse op på tingene, når jeg skulle hjælpe min ældste datter med matematik og fysik, der svarede til gymnasieniveau i Danmark. Tilmed var det på engelsk,” siger Thomas Frank, mens han står og betragter den lavvandede flod.

”Det har krævet en masse teamwork på hjemmefronten. Nanna har taget en kæmpe tørn, når mit job har krævet al min tid. Og når jeg har haft fri, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at være med til skole/hjem-samtaler, hjulpet med lektier, kørt børnene til sport og bare været der. Det har aldrig været sådan, at jeg er kommet hjem og har smidt mig på sofaen,” siger han.

MAN ER IKKE I TVIVL OM, at Thomas Frank lever sin drøm, med alt hvad der hører til. På træningsbanen udstråler han passion i alt, hvad han gør, og når han taler fodbold, er han i sit rette element. Han elsker ’processen’. Han vil det hele, og nogle gange lidt mere til.

Han siger også, at han mangler timer i døgnet, og skulle han lave om på noget i sin tilværelse, skulle det være fleksibiliteten. At have mere tid til familie og venner. Og tid til at rejse.

”Det første, jeg gør, når jeg bliver fyret, er at tage ud og rejse. Jeg kan godt savne friheden til at gøre, hvad jeg vil, men det er et vilkår i mit job,” siger Thomas Frank.

Når du bliver fyret? Eller hvis du bliver fyret?

”Hvis jeg undgår en fyring her, må jeg enten have været utrolig heldig eller have udrettet noget utroligt. Nok en blanding. De fleste bliver jo fyret før eller siden.”

Thomas Frank bebrejder heller ikke sin kone, Nanna, hvis hun i ny og næ har bandet lidt over hans ekstremt tidskrævende job.

”Den manglende tid i jobbet som træner på det her niveau er nok også det, der kommer til at afgøre, om jeg bliver i faget i fem, 10 eller 15 år. Og hvor længe jeg har lyst til at ofre alt på det.”

På vej tilbage til Audi Q7’en, der holder parkeret ikke langt derfra, passerer en ældre mand os på gaden. Da han ser, hvem han deler fortov med, får han noget, der minder om julelys i sine øjne.

”Undskyld mig, Thomas. Jeg vil bare lige sige, at du har haft så stor betydning for mig, mine venner og min familie. Du har gjort så meget for klubben. Det vil jeg gerne takke dig for.”

”Tusind tak, og tak, fordi du siger det,” svarer Thomas Frank med et stort smil, inden den ældre herre svæver videre, mens han fortsat takker og bedende folder hænderne i retningen af den danske træner.

”Det fås nærmest ikke mere autentisk, vel,” siger Thomas Frank.

”Det er unikt at møde folk, som har været fans af Brentford F.C. i hele deres liv, og nu står vi i den måske bedste periode i klubbens historie. Sidst, noget lignende skete, var for 74 år siden. Det er ret vildt, at jeg er en del af det og har været med til at gøre andre mennesker mere lykkelige, bare fordi jeg gør mit job.”

THOMAS FRANK SER IKKE SIG SELV som en frelser. Men man kan ikke fortænke Brentford-fansene i at knibe sig en ekstra gang i armen over succesen. Ej heller, hvis de har danskeren med det lange hår med i deres aftenbøn.

At det var Thomas fra Frederiksværk, der skulle levere de historiske resultater, klubben har opnået, var overraskende for de fleste. Også for ham selv, siger han. Egentlig bryder Thomas Frank sig ikke om at tale om sine egne kundskaber (”Den, der lever stille, lever godt,” siger han), så han tøver, da jeg spørger, hvad der har drevet ham hele vejen til Premier League.

Dels, siger han, har der været en vis portion tilfældighed og held. Som da han fik mulighed for at træne førsteholdet i Hvidovre i stedet for B-holdet, eller da han valgte London over Haderslev, selvom hans drøm ikke var at være assistent.

Men den største årsag, siger Thomas Frank, er, at han altid har ønsket at lære og at blive bedre. At han altid har gået efter at træde et skridt op. Som da han tog fra Frederiksværk til Hvidovre og fra Hvidovre til B.93 for senere at ende i Brøndby og siden i Brentford. Eller da han tog trænerkurser og forfulgte sin drøm om at blive fuldtidstræner og ungdomslandstræner.

Det er efterhånden et faktum, at Thomas Frank har fundet opskriften på succes. Netop som jeg sidder og skriver dette, ligger Brentford nummer otte i Premier League, syv point fra top-4, og med de europæiske pladser inden for rækkevidde. Den undertippede Vestlondon-klub har nok en gang sprængt forventningernes barometer.

Rygtemøllen har sendt Thomas Frank til gigantklubber som Chelsea, Tottenham og Liverpool. Konkrete tilbud fra flere mindre Premier League-klubber har der også været – dog uden at friste.

Men mens solen skinner på Brentford og deres danske træner, rejser en masse nye spørgsmål sig: Hvad er klubbens næste skridt? Hvad er Thomas Franks næste skridt? Hvor langt kan han drive det? Bliver han i Brentford? Kan han overføre sit koncept og kulturen til en anden og større klub? Vil han knække nakken i forsøget på at nå endnu højere og længere?

Thomas Frank trækker på skuldrene af omverdenens spekulationer. Folk er tydeligvis mere bekymret på hans vegne, end han selv er. Kommer der en unik mulighed i Premier League eller i andre ligaer, vil han overveje det, siger han. Men han nyder livet i Brentford, og der er stadig masser at opnå. Han smiler over hele femøren. Hvem ville ikke gøre det, når man har det som blommen i et æg?

”Hvis den rigtige udfordring kommer, tror jeg, at jeg skal prøve noget andet på et tidspunkt. Men vil jeg blive en succes? Det ved jeg ikke. Tror jeg på, at jeg kan? Ja, det gør jeg. Men det er ikke sikkert.

Jeg har fundet ud af, at der ikke er noget, jeg skal prøve for enhver pris. Jeg prøver at fokusere på den næste kamp og på at holde snuden i sporet. Men den næste og rigtige udfordring, den skal nok komme,” siger han.

Altid én dag ad gangen. Sådan er det med de sportsfolk. På det punkt adskiller Thomas Frank sig ikke fra de andre.