Selvom det er tre år siden, vi bragte en længere artikel om prostitution i Danmark, modtager vi stadig henvendelser fra folk, der gerne vil læse om emnet. Dengang var godt 6.000 kvinder beskæftiget i prostitution i Danmark, hvoraf hver anden var udlænding. Det tal er faldet markant, men der er stadig et par tusinde prostituerede i Danmark. De flste kommer fra Afrika, Thailand og Østeuropa, og trafficking fra især Østeuropa blev gjort betydeligt nemmere i 2007, da Rumænien og Bulgarien blev optaget i EU og dermed fik ret til at bevæge sig frit i Europa.
Tilbage i 2009 talte vi med en prostitueret, Andrea, der dengang var 22 år. Hun er fra Rumænien og havde dengang været prostitueret på Vesterbro i København siden 2007. Vi bringer her interviewet, hvor hun fortæller om sit liv.
Det bedste ved at arbejde på gaden er friheden. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil, fordi jeg ikke har en alfons. Hvis du har en alfons, så er det ham, der bestemmer det hele. Hvornår du skal arbejde, hvor du skal stå, om du må gå udenfor eller ej. Hvis jeg havde en alfons, kunne jeg fx ikke sidde her og tale med dig.
Jeg står på Istedgade. Min arbejdsdag starter klokken ni eller ti om formiddagen. Så arbejder jeg indtil sen eftermiddag. Jeg kan også godt finde på at stå om aftenen. På en god dag har jeg mere end seks kunder.
Jeg gider ikke skøre ting. Engang var der en kunde, der ville have, jeg skulle skære i hans arm. Hvad regner han mig for? Der er også mange, især danskere, der vil have, man tager stoffer med dem. Kokain eller hash. Det siger jeg blankt nej til, selv om en ville give 10.000 kroner. Jeg gider heller ikke arbejde på en stripklub, for der tager alle pigerne stoffer. Jeg var på en klub én nat, og så skred jeg. Det er ikke et liv for mig.
Engang havde jeg en alfons, han var sindssyg. Han slog mig hver eneste dag. Det stod på i to år, indtil jeg stak af fra ham. Det var i Spanien, og lige siden – det er to år siden nu – har han forsøgt at finde mig. Han opsporede mig i Tyskland. Han ville slå mig ihjel, og bagefter ville han slå min far ihjel hjemme i Rumænien. ”Fint,” sagde jeg, ”hvis du slår mig eller min far ihjel, så kan du se frem til at tilbringe resten af dit liv i fængsel. Det her er ikke Rumænien, det er Tyskland, og politiet vil gøre alt for at fange dig og spærre dig inde.” Og så stak jeg af igen. Han må være blevet lidt skræmt, for han har i hvert fald ikke nærmet sig min far. Men jeg er stadig bange for ham, frygten for at møde ham igen sidder hele tiden i hovedet på mig.
Min far betyder alt for mig. Jeg er enebarn. Min mor ville ikke have børn, så hun tog p-piller i smug, men min far fandt ud af det og skiftede dem ud med vitaminpiller. På den måde kom jeg til verden. Min mor var rasende, så da jeg var tre måneder gammel, forlod hun min far. Jeg har aldrig mødt hende. Jeg savnede at have en mor. I skolen drillede de andre mig, og da jeg kom i puberteten, manglede jeg nogen at tale om pige-ting med. Jeg kan godt tale med min far, men ikke om alt, ting som menstruation har jeg ikke lyst til at indvie ham i.
Min far er arbejdsløs ligesom mange andre i Rumænien. Det går virkelig skidt. Folk har ingen penge, børn lever på gaden, og det hele er meget deprimerende. Jeg har været hjemme tre gange i løbet af de to år, jeg har været i Danmark, og hver gang flygter jeg nærmest tilbage. Jeg skal ikke bo i Rumænien!
Hver måned sender jeg penge hjem til min far og min farmor. Omkring 1.000 euro. For dem er det mange penge, en månedsløn i Rumænien er på 100 euro, så jeg er glad for, at jeg kan hjælpe både min familie og mig selv på én gang.
Jeg har fortalt dem, at jeg arbejder på et pizzeria, for min far ville dø, hvis han vidste, hvad jeg laver.
Jeg bor i en lejlighed i København, og jeg har en dansk kæreste. Han synes, det er o.k., hvad jeg laver. Min drøm er at få et rigtigt job. Måske i en børnehave. Jeg ser tit børnefamilier på Istedgade. De kommer cyklende sammen og snakker og ler, og så bliver jeg lidt misundelig. Alle mine gamle veninder derhjemme har familie. Det vil jeg også gerne have. Jeg elsker børn.
Andrea modtog betaling for sin tid, da hun blev interviewet. Interview: Ulrikke Moustgaard.
LÆS OGSÅ Knud Romer: Oplevelsen, der gjorde mig til en mand
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
