Barbours direktør har en klar favoritjakke: ”Den er et symbol på enkel, stilfuld funktionalitet”

Båret af alt fra aristokrater i Dorset til streetwear-entusiaster i Soho og Shibuya er Barbour i dag langt mere end blot et jakkebrand – det er et symbol på britisk arv, coolness og tidløs stil. Med rødder i robust udendørsbeklædning har Barbour nemlig opbygget en global kultstatus, som især centrerer sig om deres voksede jakker, der i dag står som nogle af tøjhistoriens mest ikoniske. Her fortæller Ian Bergin, direktør for Barbours herretøj, om de smukkeste vandreruter i England, de ikoniske mennesker, der har båret Barbour, og hvordan du forlænger levetiden på din egen voksjakke.

Barbours direktør har en klar favoritjakke: ”Den er et symbol på enkel, stilfuld funktionalitet”
Offentliggjort

Hvilket stykke tøj i din garderobe værdsætter du mest?

”Det er svært at vælge kun ét, men hvis jeg skal nævne noget, der virkelig repræsenterer Barbour, så er det nok ’Beaufort’-voksjakken. Den blev introduceret i 1983 og er en af vores mest populære jakker. Og så kan det godt være, at dens oprindelse er på landet, men den fungerer mindst lige så godt som moderne frakke, hvor den – i min verden – er et symbol på enkel, stilfuld funktionalitet. Jeg elsker selv at have den på over en enkel sportsjakke.”

Hvilken gåtur i England er den mest naturskønne?

”Sydvestkyststien i Cornwall er virkelig betagende – især om efteråret, når de voldsomme efterårsstorme skaber store bølger, der brager mod klipperne og strandene. Jeg elsker gåturen fra Bude ned langs kysten til Boscastle. Lake District er også meget populært, men om sommeren kan det være lidt overfyldt. Ruten til Helvellyn fra Glenridding er dog utrolig smuk, og på en klar dag kan man nyde de fantastiske udsigter over de nordlige søer.

Barbour har base i Nordøstengland, som er et utroligt smukt område, mange ikke kender så godt. Min yndlingsrute her er fra Alnmouth op langs kysten til Howick Hall. Om vinteren er der meget stille, og de brede, tomme strande er noget helt særligt.”

Barbour arbejder med en såkaldt reparationsservice. Hvad går den ud på?

”Barbour introducerede sin re-voksnings- og reparationsservice for mere end 100 år siden, i 1921. Malcolm Barbour, anden generation i Barbour-familien, begyndte at tilbyde kunderne muligheden for at få deres oliejakker re-olieret ved enten at sende dem tilbage til Barbour eller selv gøre det hjemme med vores ’Beacon Oilskin Dressing’. Malcolm forstod, hvor vigtigt det var at vedligeholde olien på jakken for at bevare dens beskyttelse mod vejret og forlænge dens levetid.

I dag har vi 'Wax for Life'-initiativet, som samler alle vores voksservices, herunder reparationer, re-voksning og vores upcycling-program, ’Barbour Re-Loved’. Her kan kunder returnere deres jakker, som så bliver renset, re-vokset, repareret og gjort klar til at blive solgt videre. I sidste ende forlænger det jakkens levetid – og lang levetid er den bedste form for bæredygtighed.”

Hvem er de mest ikoniske personer, der har båret Barbour?

”Charles Bukowski. På grund af hans digt ’Roll the Dice’: ’Skal du prøve, så gør det fuldt ud. Ellers skal du slet ikke starte. Det kan betyde, at du mister kærester, hustruer, familie og måske endda din forstand. Det kan betyde, at du går uden mad i tre eller fire dage. Det kan betyde, at du fryser på en bænk i parken. Det kan betyde fængsel. Det kan betyde hån – isolation. Isolation er en gave. Alt andet er en test af din viljestyrke, hvor meget du virkelig vil det. Og du vil gøre det, på trods af afvisning og dårlige odds. Og det vil være bedre end noget andet, du kan forestille dig.’

Dernæst Ernest Shackleton. Hans historie om den transantarktiske ekspedition fra 1914-17 er en af de mest heroiske og inspirerende historier i nyere tid. Ironisk nok hed skibet, de sejlede på, Endurance. Shackletons besætning overlevede næsten to år fanget i og på isen og rejste i små både over det frosne Weddellhav (en bugt i Sydhavet omkring Antarktis, red.). Han mistede ikke et eneste besætningsmedlem og blev reddet i 1917.

Han var ikke perfekt – hans privatliv var lidt af et rod – men hans handlinger var et enestående eksempel på mod og udholdenhed. Og så er der selvfølgelig Dame Margaret Barbour. Hendes måde at tage over på efter sin mands pludselige død i 1968, bevare familiens ejerskab og drive brandets udvikling fremad er en bemærkelsesværdig præstation.”

Hvad er den ældste Barbour-jakke, du ejer?

”En let ’A7’-motorcykeljakke fra 1962. Rent designmæssigt også en af mine favoritter. Den har blandt andet raglanærmer for bevægelsesfrihed, en kort ståkrave med en rem, så den sidder godt med en hjelm, smalle manchetter, så man kan trække handsker over, og et bælte for ekstra varme.

Et karakteristisk træk er den skrå brystlomme, som gør det nemt at få adgang til et navigationskort. Jeg har brugt den virkelig meget, jeg har blandt andet fået nyt for i, og forbinder den i høj grad med vores brands historie og min egen tid her.”

Hvilken trend kan du ikke lide?

”Fast fashion. Det er meningsløst. Selvfølgelig skal jeg qua min rolle følge med i trends, men Barbour lader sig ikke styre af dem. Vi bruger vores arkiver, som går tilbage til 1910, som inspirationskilde. Det hjælper os med at bevare vores arv og autenticitet, mens vi samtidig forsøger at holde os kreative og relevante for den moderne forbruger.”

Hvordan ser din hverdagsgarderobe ud?

”Jeg går typisk i tøj, der er praktisk og komfortabelt, hvor kvalitet og pasform spiller en stor rolle. I Japan har man en fantastisk sans for detaljer, kvalitet og originalitet. De mærker, som folk køber i Japan, skal leve op til deres løfter og være af højeste standard.

Jeg er stor fan af Daiki Suzuki og hans mærke Engineered Garments. Jeg har meget af deres tøj og elsker de ting, vi har lavet sammen gennem årene. Jeg går også i OrSlow, Sebago, Wildbunch, Dehen 1920, John Smedley og Sunspel – alle sammen tøjmærker med masser af omtanke bag. Min yndlingsstrik er fra Andersen-Andersen.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode og Herretøj