Danmarks bedst klædte mand: Nr. 9 - Jan Grarup

Danmarks bedst klædte mand: Nr. 9 - Jan Grarup
Offentliggjort

Nr. 9 - Jan Grarup

45 år, fotograf.

Hvornår føler du dig mest velklædt?

”Når jeg føler mig veltilpas. Det er meget enkelt. Jeg tror ikke på, at man kan iføre sig en uniform, når man skal på arbejde, og så ligne en karklud, når man er privat. Når jeg er på arbejde i krigszoner, bliver jeg lukket ind i folks liv, når det gør allermest ondt. Det kræver, at jeg udviser meget stor respekt for de mennesker, jeg fotograferer. En måde at gøre det på er gennem min påklædning. Derfor har jeg meget ofte en ren, hvid skjorte og nypressede bukser på. Nogle synes, det er for voldsomt, men jeg mener, det er præcis det modsatte: en måde at behandle folk med respekt.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?

”Bent Fabricius-Bjerre er meget velklædt. Han er stilfuld uden at være over the top eller prangende.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Min garderobe er meget sammensat, og jeg har et væld af ting, jeg har købt ude i verden. En fuldstændig flænset lyserød skjorte fra Amsterdam, som jeg ikke nænner at smide ud. Et kamptørklæde fra Afghanistan, som dækker ansigtet for støv og nu også har fået en plads i min garderobe herhjemme. En dyr frakke fra New York, som jeg sætter meget stor pris på. En skjorte fra Paul Smith, som jeg pludselig opdager, efter den har hængt i skjul i fem år. Det kommer meget an på situationen og mit humør, hvad jeg bedst kan lide.”

Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?

”En tanktop fra 1930 købt i secondhand-butikken General Store i DUMBO-kvarteret i New York. Indehaveren har skabt et fantastisk sted med mange originale militærting fra både Vietnamkrigen og endnu længere tilbage til 20’erne og 30’erne. Han sælger små mærkelige dimser, som jeg kan reparere tasker og kameraer med. Det er en superfed butik, hvor tøjet har historie.”

Hvem eller hvad inspirerer dig til din stil?

”Jeg kan godt lide den britiske stil, der trækker referencer til jagttemaet. Tweedjakker, læderlapper på ærmerne, veste, pullovere, hvide skjorter, sorte slips. Mænd, der er elegante frem for at være voluminøse. Og så krydret med en storbystil, der aldrig rigtig går af mode. Jeg kan sammensætte mit tøj på et utal af måder, og ret beset bruger jeg ikke særlig meget tid på at vælge, hvad jeg går i. Det ligger nogenlunde fast, og udsvingene er små.”

Har du et stilmæssigt forbillede?

”Nej. Men jeg lader mig ofte inspirere af folk, der er ældre end mig selv. Jeg gider ikke gå i noget, der er tiltænkt min søn. Jeg kan godt lide en klassisk stil, hvor tøjet ser meget naturligt ud, når det bliver båret. Alle kan huske en episode, hvor de er gået forbi en mærkeligt påklædt person og har tænkt: ’Hvad fanden skete der lige der?’ Jeg stiler i højere grad efter naturligheden, hvor tøjet sidder, som det skal.”

Skjorte: Marshall Artist

Jeans: Nudie Jeans

Tørklæde: vintage

Briller: Persol

Moderedaktørens kommentar: Ud fra et princip om at møde dem, han fotograferer, med respekt, er Jan Grarup kompromisløs omkring sine nystrøgne skjorter, også når han foreviger død og ødelæggelse. Hans stil ligger i grænselandet mellem det klassiske og det rockede, og det er tydeligt, at han stilmæssigt føler sig godt tilpas, uanset hvor i verden han befinder sig.

Grarups greatest hits

Jan Grarup var nyuddannet og 22, da han fik sin første pris, og 31, da han vandt World Press Photo for første gang. Men hvad er det bedste billede, han nogensinde har taget? Jan Grarup har udvalgt 10 af sine bedste billeder, se dem her på Euroman.dk, og hør ham fortælle om hvorfor billederne er så betydningsfulde.

LÆS OGSÅ: Video: Jan Grarup om det stærke billede af fængslet far