Dansk jakke gjorde en uventet entré i tidens store tv-serie. Nu står tusinder på venteliste for at få fingrene i den

Snart vil det blive lidt nemmere at ligne Jeremy Allen White i ’The Bear’.

Dansk jakke gjorde en uventet entré i tidens store tv-serie. Nu står tusinder på venteliste for at få fingrene i den
Offentliggjort

Vi ved godt, der er blevet kogt meget suppe på det ben, der hedder ’The Bear’, men bær over med os, for ingen serie har sat herretøj på dagsordenen som den, siden 'Mad Men’ sluttede for snart et årti siden. Og desuden har vi heller ikke rigtig afdækket danskervinklen, som der selvfølgelig er i en serie, der både tager menswear og gastronomi aldeles seriøst.

Det skal dog hverken handle om Noma, nyhavnspropaganda eller Martin Kongstads uventede cameo. Det skal derimod handle om noget så simpelt som en jakke. En grøn, brunternet, kort uldjakke. Så simpelt kan den jakke, Jeremy Allen Whites hovedrolle Carmy bærer gennem serien, beskrives.

Og hvorfor skal vi så snakke om den jakke? Det skal vi selvfølgelig, fordi den kommer fra Danmark – nærmere bestemt det danske tøjmærke NN.07.

”Vi vidste faktisk ikke, at jakken ville være med i serien,” siger Mikkel Hammershøj, pr-manager for NN.07.

”Det var seriens stylist, der selv fandt den. Vi opdagede først, at den var med, da sæson 1 havde premiere, og folk begyndte at skrive til os om den.”

På onlinefora spredte ordet om jakken sig som en steppebrand, og har man siden forsøgt at få fingrene i den, er chancerne rimeligt store for, at det har været forgæves. Omtrent en uge gik der fra, at jakken blev vist på TV, til den var udsolgt.

Meget vand er løbet i åen siden, men hypen om Carmys jakke er imidlertid ikke faldet til jorden. Bevæger man sig ind på NN.07’s hjemmeside og finder den famøse jakke, mødes man af muligheden for at skrive sig op til at få en besked, når den igen er på lager.

”Vi havde egentligt besluttet os for ikke at reproducere den, men der var så mange, der skrev til os, at vi besluttede os for, det nok var en meget god ide,” fortæller Mikkel Hammershøj.

Efter planen vil det være muligt at købe jakken ’Gael 8267’ igen til oktober. Har man øjnene rettet mod den, er det efter alt at dømme ikke en helt dårlig ide at allerede nu begynde at kridte skoene. Der produceres blot 100 jakker, mens der på nuværende tidspunkt er omkring 2.000, der har skrevet sig op til at modtage en besked, når jakken er tilbage på lager.

Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode og Mad