Engang var USA den største mastodont på ur-markedet, men ét vigtigt dokument ændrede alt

Engang var USA den største mastodont på ur-markedet, men ét vigtigt dokument ændrede alt

”VORES UR-INDUSTRI ER fortabt, hvis ikke vi straks sætter forholdsregler i værk, så vi kan konkurrere med amerikanerne. Jeg siger ikke, at vi skal efterligne alt, men at vi implementerer deres måde at fremstille på i vores egen produktion. Gør vi det, er der stadig håb.”

Så desperat lød opråbet fra den schweiziske ingeniør Jacques David, da han i 1876 kom retur til sit hjemland efter at have besøgt Verdensudstillingen i Philadelphia. David, som senere blev direktør for Longines, havde under sit besøg i USA haft tid til at studere datidens store amerikanske ur-fabrikker som Walthan Watch Company i Massachusetts og Elgin i Illinois, der spyttede ure ud på samlebånd.

Han var bestemt ikke begejstret over, hvad han så. Eller rettere: Han var så imponeret over amerikanerne, at han forfattede en 108-sider lang rapport, som stadig den dag i dag betragtes som et af de vigtigste dokumenter i den schweiziske ur-branche.

Jacques Davids observationer og anbefalinger var med til at få en traditionsbunden schweizisk ur-industri ud af tornerosesøvnen og ind i industrialiseringens tidsalder. Han anbefalede blandt andet, at schweiziske producenter gik sammen i forbund – forløberen for konglomerater som Ebauches SA, der senere blev til ETA, verdens største producent af urkomponenter – talte for etablering af urmagerskoler og fremhævede fordelene ved at standardisere komponenter og maskiner. Dét havde man gjort i USA siden midten af 1800-tallet, hvilket altså på samme tid fascinerede og forfærdede Longines’ udsendte medarbejder.

Davids opråb, med den mundrette titel ’Rapport a la Société Intercantonale des Industries du Jura sur la fabrication de l’horlogerie aux Etats-Unis’, blev startskuddet til schweizernes gradvise skift fra établissage-systemet, med dets mange små, specialiserede producenter, der arbejdede uafhængigt af hinanden, til en langt mere strømlinet og industrialiseret ur-branche med alting under samme tag.

Der findes kun ganske få håndskrevne kopier af rapporten, sandsynligvis fordi schweizerne var bekymrede for, at amerikanerne ville betragte den som industrispionage, men da Longines i 1992 udgav en faksimile af den, kunne man ned i detaljen læse om, hvordan de amerikanske fabrikker fremstillede ure, fra det rå metal til det færdige ur, foruden beskrivelser af amerikansk fabriksorganisation, kvalitetskontrol og standarder for udskiftelighed.

Hamilton er et af de største ur-mærker gennem tiden i USA. Her er det modellen Jazzmaster Performer.

DET ER ALT SAMMEN fascinerende læsning og udgør samtidig et paradoks: Selvom amerikanerne var foran på point – også med urfirmaer som Hamilton, Bulova og TIMEX – så tabte de i det lange løb. Ingen taler længere, når det gælder ure, om Made in USA med tilnærmelsesvis samme veneration som Swiss Made. Hamilton er i dag ejet af schweiziske Swatch, mens Bulova er ejet af japanske Citizen.

Det er overraskende, når man alene ser på størrelsen af den amerikanske ur-industri: En mastodont som The Waltham Watch Company i Massachusetts producerede mellem 1850 og 1957 ikke færre end 40 millioner ure, speedometre, kompasser og andre præcisionsinstrumenter. Virksomheden gennemgik en række konkurser og genstartede under nyt ejerskab, hvor ure med Waltham-navnet stadig fremstilles og markedsføres i dag. Det er bare ikke længere en amerikansk virksomhed, hvis man ved det forstår, at urene laves i USA.

Walthams aftryk på det amerikanske samfund er imidlertid ikke til at tage fejl af: Virksomhedens historiske produktionsfaciliteter fra 1800-tallet er bevaret som American Waltham Watch Company Historic District. Ikke kun, fordi det er værd at bevare ud fra en kulturhistorisk vinkel, men fordi det er påmindelse om, hvor innovativ ur-industrien i USA var: Selvom bilproducenten Henry Ford oftest tilskrives æren af at have opfundet samlebåndsproduktionen, så var ur-industrien først til at implementere den.

I FLERE ÅRTIER gik det faktisk strygende i USA. Amerikanske ur-firmaer voksede sig så store, at enkelte, som Bulova, grundlagt i New York i 1875 af en tjekkisk immigrant ved navn Joseph Bulova, åbnede produktionsfaciliteter i Schweiz. Bulova blev så mægtig en spiller, at virksomheden en overgang kunne kalde sig den største arbejdsgiver i den schweiziske urindustri.

Derouten tegnede sig ikke desto mindre i horisonten, og den begyndte i det små: Efter Første Verdenskrig skiftede forbrugernes smag fra lommeure til armbåndsure. Det gik stærkt og krævede en omstillingsparathed i produktionsapparatet, som amerikanerne havde sværere ved at indføre alene på grund af deres størrelse. Situationen dengang kan nærmest sammenlignes med introduktionen af den første iPhone i et marked af Nokia-telefoner.

I 1920’erne begyndte schweiziske Longines og Patek Philippe at klare sig bedre end amerikanerne på deres eget marked, fordi de forstod at lave slankere, mere sofistikerede armbåndsure, der appellerede til den voksende middelklasse. Da Anden Verdenskrig brød ud, blev de amerikanske ur-fabrikker tvunget til at omstille produktionen for at tjene militæret, og i processen mistede de deres kommercielle fodfæste.

Da støvet havde lagt sig efter krigen, sad schweizerne solidt på markedet. Eller, som den amerikanske urmager og stifter af RGM Watches, Roland G. Murphy, har udtalt til The New York Times: ”Det, der dræbte amerikanske ur-firmaer, var det, der gjorde dem fantastiske. De helt store var store industrivirksomheder, der brugte udskiftelige dele. Da forretningen gik ned, kunne de ikke fodre det monster.”

Hamilton blev stiftet helt tilbage i 1892. Deres lommeur er en hyldest til de amerikanske jernbaner.

IRONISK NOK HAR de amerikanske ur-producenter historisk set heller ikke fået alt for meget forærende af deres egne politikere. Bare spørg Hamilton, som i efterkrigstiden fik en reprimande af The Federal Trade Commission (FTC), et amerikansk regeringsorgan, som skal sikre den frie konkurrence og beskytte forbrugerne mod unfair forretningsmetoder.

Ifølge FTC kunne Hamilton ikke kalde sig Made in USA længere, fordi for mange dele i urene blev fremstillet i Schweiz. FTC introducerede i 1940’erne en politik kaldet MUSA – en forkortelse for Made in USA – som betød, at ’alt eller stort set alt’ af produktet skulle være lavet i USA for at kunne kalde sig Made in USA.

Loven var langt mere striks, end tilfældet var i Schweiz, hvor ur-producenterne skal redegøre for, at 60 procent af produktionsomkostningerne er skabt i Schweiz, for at et ur kan blive betragtet som Swiss Made.

Den mere strikse udlægning af, hvad der gør et ur ’amerikansk’ er også noget, som det moderne ur-brand Shinola, med base i Detroit, fik at føle, da de i 2016 fik FTC efter sig og blev tvunget til at fjerne Made in USA-mærkatet på deres ure, fordi for meget var lavet oversøisk.

”Det er sigende for den postmoderne æra: Vi har ingen rigtige ur-fabrikker tilbage i USA. Vi har outsourcet alting. Der er kun få uafhængige urmagere tilbage, som laver ganske få ure om året,” siger den amerikanske ur-ekspert Allen Farmelo.

Hvilke moderne amerikanske ur-brands er værd at holde øje med?

”Jonathan Ferrer fra Brew Watches i New York gør et rigtigt godt stykke arbejde. Han foregiver ikke at lave noget i USA, men Brew Watches er i høj grad et amerikansk firma med en amerikansk designer og en familie, der arbejdet hos Cartier og Tiffany’s. Autodromo laver også meget cool, bil-inspirerede ure, som er virkelig flotte. Der er mange andre interessante, men de to skiller sig ud ved at være originale med kvalitetsprodukter til gode priser. Jeg vil ikke kalde det ur-mageri, fordi ingen af dem laver deres egne ure, men de har et godt designsprog og en stærk identitet for deres brands.”

Hvad er fremtiden for amerikansk ur-mageri?

”Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, ville jeg have sagt, at det aldrig ville komme tilbage. Men vi er på et sted nu, hvor vi ser en tilbagerulning af mange af de ting, som globaliseringen førte med sig. Siden 1980’erne har vi sendt al vores produktion til udlandet, hvor arbejdskraften var billig. Jeg har været kynisk omkring det og har set det sådan, at vi amerikanere bare bliver gamle og overvægtige og flader ud foran vores tv, mens resten af verden laver ting, der dukker op på vores dørtrin via Amazon. Men der sker noget interessant i USA lige nu.

Måske skyldes det krigene i Ukraine og Gaza eller en modstand mod at være afhængig af andre, men for første gang i årtier taler amerikanerne om at bringe produktionen tilbage i stor stil. Det sker allerede med elbilindustrien og solpanelindustrien. Har vi så den industrielle knowhow til at begynde at lave ure igen? Det er umuligt at sige, ikke mindst når AI-drevne robotter bruges i ur-fremstilling verden over. Og så igen: Hvorfor så ikke også her?”

Mangler I en Elon Musk inden for ure, for at det kan ske?

”Det er det, jeg tænker. Idéen om, at det amerikanske ur-mageri fra det 19. århundrede pludselig bliver genoplivet ud af det blå, er blændværk. Hvis det overhovedet skal være realistisk, bliver man nødt til at se fremad: Om 25 år kan selv et barn gå online og indsende et design til et skoleprojekt og få et cool, mekanisk ur, der kommer med posten to dage senere som en 3D-prototype. Den teknologi findes allerede. Det kræver bare et nysgerrigt hoved, der beslutter sig for at gøre det.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og USA