Foråret er over os, og med det kommer forårsjakkerne. Der er rigtig meget godt at vælge imellem, men har du ikke allerede en trenchcoat i skabet, er det dér, du skal starte.
Den alsidige frakke fungerer til det hele: du kan bære den med jakkesæt, over et par jeans, ja, selv det gudsforladte tracksuit kan få en snert af stil, hvis det kombineres med en trenchcoat.
Så længe du har en form for lange rør på, kan du med ro i sindet hoppe i den lange frakke. (Omvendt skal du holde dig langt fra kombinationen med shorts, da det nemt kan ende med at udsende forkerte associationer.)
Og mens der er masser af mærker, der designer trenchcoats, er der simpelthen ikke nogen, der gør det bedre end Burberry.
I over hundrede år har de brillieret med deres sandfarvede frakke, der oprindeligt blev designet som noget helt andet end en let overgangsjakke. Lad os tage en lille historietime:
Frakken, som har sit navn fra det engelske ord for skyttegrav, trench, blev for alvor udbredt under første verdenskrig, hvor Burberry stod for at iklæde den britiske hær; Bæltet blev brugt til kikkerter, ammunition, kort og sværd, imens skulderstropperne var tiltænkt epauletter og andre statussymboler.
Flappen på ryggen sørgede for, at vand nemt kunne glide af, når soldaterne forsvarede deres land i al slags vejr, og slidsen bagpå kunne åbnes og lukkes afhængigt af, om der var mest brug for varme eller bevægelighed.
Og selvom du næppe skal ligge i en skyttegrav og kæmpe for dit liv, så er det da meget rart med en frakke, der kan holde vinden og vandet ude.
Burberry hævder at have opfundet den moderne udgave af trenchcoaten, og selvom det britiske mærke Aquascutum også gerne vil tage æren for det – hvilket man ikke kan fortænke dem i – kan man ikke komme uden om, at Burberry med deres sandfarvede, ternet-forede, knælange frakke har skabt et vaskeægte designikon.
Efter at have været en del af militæruniformen, blev frakken en fast del af Hollywood-uniformen, da den gjorde sit indtog på det store lærred. I 1942 havde Humphrey Bogart den sandfarvede sag på i ’Casablanca’, og siden har den været en trofast kompagnon hos alle lige fra David Bowie til David Beckham og Barack Obama.
Den originale frakke fra ’Casablanca’ blev i øvrigt efterfølgende solgt for rundt regnet 70.000 kroner, men heldigvis behøver din ikke at være helt så pebret.
Køber du den fra ny hos Burberry selv, fås trenchcoaten til 16.500 kr. Går du på genbrugsjagt, kan du være heldig at få den noget billigere.