Det har vækket genklang som intet andet dansk herretøjsmærke i år. Nu lancerer de loafers med historisk skofabrikant fra USA

NN.07 vil have dig til at gå i loafers året rundt. Det er en god idé.

Det har vækket international genklang som intet andet dansk herretøjsmærke i år. Nu lancerer de loafers med historisk skofabrikant fra USA
Offentliggjort

Det danske brand NN.07, der dækker over ordene ’No Nationality’ samt startåret 2007, har gennem årene udviklet sig til at være et virkelig solidt herretøjsmærke med en æstetik og kvalitet, du ikke går galt i byen med.

Sagt på en anden måde: Består din garderobe mest af alt af tøj fra NN07, er du godt sikret. Og det er jo en meget rar position at have i modelandskabet, der, hvor det ikke handler om hype eller at følge trends.

Alligevel må det have været en glædelig overraskelse, da første afsnit af den hyperpopulære tv-serie ’The Bear’, hvis første sæson lige nu har mulighed for at vinde hele 12 Emmy-priser, rullede over skærmen. Lang historie kort er seriens hovedperson Carmy Berzatto, spillet af Jeremy Allen White, nemlig iført en jakke fra det danske brand, hvilket fik efterspørgslen på ’Gael’-jakken til at eksplodere. Ja, der var faktisk flere tusinde mennesker på venteliste, da vi talte med NN.07 om sagen for et par måneder siden.

Men det er ikke det, det skal handle om nu. Og så alligevel. For NN.07 virker til at ride videre på den amerikanske bølge. I dag sender de nemlig et par sko på gaden, og det gør de i samarbejde med den historiske skofabrikant fra Maine i USA, Sebago, der har eksisteret siden 1947.

Hvis der er et stykke fodtøj, som ikke har været til at komme uden om de seneste par år, så er det utvivlsomt loafers, og det er også sådan et par, NN.07 og Sebago har valgt at lave i samarbejde. Nærmere bestemt er det Sebagos klassiske ’Dan’-loafer, der får et skud skandinavisk praktikalitet med vandafvisende overflade, så de ikke kun gør sig godt en sommerdag i Paris på Bistrot Paul Berts terrasse, men også er værd at stikke fødderne i på vores breddegrader året rundt.

Der er kun lavet 300 par, så du skal være hurtig, hvis du vil have fingrene i dem, når de lancerer klokken 16 i dag. Du kan blandt andet købe dem i Illum eller på NN.07’s hjemmeside.