I de seneste par måneder har jeg gået og overvejet, hvad årets forår- og sommersko skulle være. Jeg ved godt, jeg er ude i liiiidt god tid her, men alligevel. Jeg har sorte loafers og beige bostons, som uden tvivl vil blive brugt hen over sommeren, når den engang kommer igen, så det, jeg mangler, er et par afslappede sko, som ikke er sneakers. Noget, der både går på arbejdet og på stranden.
Et par gode sejlersko er svaret. Mulighederne er mange, og mærker som Rancourt & Co, Sebago og Paraboots levere alle fine sko i hver deres prisklasse. Jeg har dog også fundet en alternativ mulighed, nemlig et par topsiders fra Sperry (som selveste James Bond har på i ’No Time to Die), som er le-gen-dar-iske ift. at være noget af det mest behagelige, du kan putte dine fødder ned i.
Otte ud af 10 skjorter i min garderobe følger samme opskrift. Striber, oftest blå, afslappet pasform og spread-collar. Danton-skjorten her varierer ikke meget fra denne vindende formular. Det er næsten udelukkende dens runde og lidt utraditionelle krave-design, som adskiller den fra resten af min skjortesamling. Hvad man dog ikke kan se med det blotte øje, er, at skjorten her har en lomme i hver side, hvilket kan være ganske praktisk. Smid et par mørkeblå jeans fra OrSlow (105’er i en to-årsvask) på sammen med den, og så er du godt kørende gennem foråret.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.