”Jeg er stor fan af at købe det samme stykke tøj to eller tre gange”

Niklas Yves, 27 år, konsulent i Microsoft og trommeslager, guider til sit yndlingsoutfit.

”Jeg er stor fan af at købe det samme stykke tøj to eller tre gange”
Offentliggjort

Jeg er vokset op i et hjem omgivet af The Who, Rolling Stones, The Kinks og så videre. I en tidlig alder blev jeg derfor stor fan af den britiske mod-stil fra 60’erne og 70’erne, som stadig er min største inspirationskilde.

For mig betyder det, at jeg primært bærer jakkesæt, enten med mine yndlings-T-shirts eller som fuldt sæt med skjorte og slips. Jeg er ikke stor fan af det moderne business-jakkesæt, så jeg leger med materialerne ved fx at inkorporere fløjl og tweed, som gør det lidt mere tilbagelænet.

Jakken er et sample fra mine gode venner hos Another Aspect, og det er min yndlingsjakke på grund af Harris Tweed-stoffet. Og så er den også et symbol på venskab og gode minder, fordi jeg fik den af dem en aften under en fælles tur til Firenze.

Den passer perfekt ind i min stil med mod-silhuetter fra 60’erne og 70’erne. Jeg har en masse gamle ting fra min far i min garderobe, og det er også min ambition at kunne overlevere denne jakke til mine børn i fremtiden.

Min taske er fra Næt, en god vens projekt. Taskerne er lavet af genbrugsmaterialer med flotte detaljer. Jeg synes, de tilføjer et strejf af laissez-faire til et outfit, hvilket er meget passende for mig, som godt kan lide at gå i jakkesæt. Det giver en fin balance, og jeg forlader sjældent mit hjem uden den.

Apropos gamle tøjgenstande fra min far: Han købte denne her trøje på et australsk bryggeri i 90’erne, og jeg ’lånte’ den permanent for syv eller otte år siden. Det plejede at være min yndlingstrøje, når jeg spillede med mit gamle band i Hamborg, da den har et vidunderligt bredt snit.

Men også fordi min far altid var glad, når han så mig med den på. Den kan nemt kombineres med en jakke, hvis jeg gerne vil dresse mig lidt ned.

Det her er mine favoritbukser. De er også et sample fra Another Aspect. Designet er meget ubesværet og tidløst, de passer perfekt, og så kan de bæres med ethvert outfit.

Jeg er stor fan af at købe det samme stykke tøj to eller tre gange, hvis jeg bruger det næsten hver dag – og det er tilfældet med dette par, så jeg glæder mig til, at de snart er i butikken.

Mine sko er de klassiske loafers fra G.H. Bass. Jeg tror, jeg er på mit tredje eller fjerde par, fordi jeg bruger dem så meget. De går til det meste, er ekstremt behagelige og nemme at rengøre.

Jeg havde dem fx på til festivalen O Days, hvor der var meget mudret, men det krævede ikke så meget andet end noget vand og skosværte – et voilà, så var de så gode som ny.

Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode og Herretøj