Det har længe været en vedtaget sandhed, at de sikreste investeringer lå i ting som guld, ejendomme og indeksfonde. Men over det seneste årti – og særligt den sidste halvdel – har man kunnet tilføje en ny kategori til den portefølje: ure.
Mere specifikt er der tale om brugte – de såkaldte ’pre-owned’ – ure. Ifølge analyser foretaget af konsulentbureauet McKinsey har brugte ure haft en årlig vækst siden 2019 på 8-10 procent.
Det er mest af alt de kendte mærker såsom Patek Philippe, Audemars Piguet, Cartier og Omega, der har drevet udviklingen, men ingen anden er løbet med mere opmærksom end Rolex. Hvis man kigger på salgstal over perioden fra 2011 til 2021, har et køb af et brugt Rolex nemlig vist at være en skudsikker investering. Her er prisen på et brugt Rolex gået fra lidt mindre end 5.000 dollars i 2011 til mere end 13.000 dollars i 2021. Ja, de såkaldte ’pre-owned’ ure fra Rolex blev så brandvarme, at Rolex selv i slutningen af sidste år kastede sig ind på markedet ved at lancere Rolex Certified Pre-Owned, deres officielle program til certificering og servicering af brugte Rolex-ure.
Noget tyder dog på, at festen måske er ved at slutte. Eller i hvert fald ved at dø lidt ud. Priserne på brugte Rolex, der sælges på det såkaldte sekundære marked, har været faldende de seneste måneder – i september oplevede de et fald på 2,2 procent – og for et par dage siden nåede den gennemsnitlige pris for et brugt Rolex så det laveste niveau i to år. Det viser tal fra Bloomberg Subdial Watch Index.
”Uden at jeg skal lyde bagklog, så er jeg ikke overrasket. Udviklingen har været i gang i noget tid – fx var Rolex’ Daytona helt oppe at kysse 400.000 kroner på det sekundære marked på et tidspunkt, hvilket er uhørt for et masseproduceret stål-ur, og i dag kan man få det til 200.000 kroner. Og det skulle jo stoppe på et tidspunkt, for hvor ville det ellers ende henne?” siger Brian Lykke, Euromans ur-redaktør.
Årsagscocktailen på de faldende priser er kompleks og ikke-definitiv, men er nedturen noget, der vil vare ved? Tidligere på året udtalte fortalte Oliver R. Müller, som er stifter af det schweiziske konsulentfirma LuxeConsult, der udarbejder Morgan Stanleys årlige rapporter om ur-branchens status quo, til Euroman, at man forventer, at andelen af brugte ure vil stige 588 milliarder kroner i 2033. Mere end en tredobling af de 186 milliarder kroner, der blev solgt for sidste år. Og derfor kan der også være tale om et lille vindue, hvor man med fordel kan forsøge at slå til, hvis man vil sikre sig et brugt Rolex-ur, inden priserne muligvis stikker endnu mere af. Eller hvad?
”Hvis man køber ure for at investere, og man har pengene til det, tror jeg, at det er et fint tidspunkt at købe på, for vi kommer til at se priserne stige igen. Spørgsmålet er bare hvornår,” siger Brian Lykke og slutter:
”Men personligt synes jeg, at man skal købe et ur, som man rigtig gerne vil gå med.”