Leder: "De bedst klædte mænd skiller sig ud i gadebilledet og fanger vores opmærksomhed. Og det skal selvfølgelig markeres"

Kåringen af de bedst klædte mænd i Danmark er en tradition, vi her på redaktionen altid ser frem til. Og årets liste er igen et bevis på, at den danske mand bliver stadig mere velklædt.

Leder: 'De bedst klædte mænd skiller sig ud i gadebilledet og fanger vores opmærksomhed. Og det skal selvfølgelig markeres'
Offentliggjort

I MIT NABOLAG bor der en mand, som altid får mig til at stoppe op og glo. Han er et sted i 40’erne, hverken slank eller høj, men har naturlig fylde, fuldskæg og gråbrunt hår. Jeg har aldrig set ham på cykel eller i bil for den sags skyld: Han spadserer altid. Og grunden til, at han altid formår at fange min opmærksomhed, er hans evne til at klæde sig på. Meget ofte hvide jeans og wallabees, alternativt gode lædersko. Peacoats i koldt vejr, arbejdsjakker eller overshirts i mildere vejr. Og så små farvedryp i form af et gult tørklæde, en flaskegrøn halsklud eller en rød strikket hue. Han kender sin kropstype og forstår proportioner, og det er helt enormt tydeligt, hvor godt tøjet sidder på ham. Han ser komfortabel ud. At han også omfavner langsomheden ved at gå i stedet for at halse afsted på cyklen lægger blot mere til hans look.

Der er også en anden mand i mit kvarter, som jeg ikke bare betragter fra afstand, men efterhånden også er begyndt at stoppe op og konversere med. Han er restauratør og fra Italien, og det er tydeligt, hvordan den italienske modearv sprudler i ham. Altid velklædt, japansk teknisk overtøj og italiensk uld, solbriller og de der små mørke cigaretter, som ingen nord for Alperne længere tør ryge. Du kan altid kende en italiener på to ting: Længden på deres bukser (altid lagt mere op end danskere kan få sig selv til) og kvaliteten af deres overtøj. Få, formentlig ingen, får materialevalg og fit så meget ind med modermælken, som italienerne gør. Hver gang jeg ser restauratøren, står jeg et splitsekund i Milano igen. Der er kun ét sted i verden, der virkelig slår til, når det gælder, og i mit næste liv regner jeg med at blive født der.

Klichéerne står i kø, når man skriver om mode. Klæder skaber folk, kend reglerne, og bryd dem og så videre. Og selvom nogle finder snak om tøj letbenet, så er det umuligt at komme udenom det faktum, at vi hver eneste dag tager stilling til, hvad vi iklæder os. Nogle foretrækker at åbne skabet og kaste det, der lige er rent, på kroppen, mens andre omhyggeligt planlægger deres garderobe og som en anden Marie Kondo kun har det absolut nødvendige hængende på bøjlestængerne.

Selv tænker jeg hver eneste dag over, hvad jeg skal have på, og så vil jeg helst ikke tænke mere på det resten af dagen. Falder bukserne forkert på skoene? Er ærmet lige en centimeter for kort på den her strik? Bliver skjorten ved med at ryge op fra bukserne, hver gang jeg rejser mig fra stolen? Jeg orker det ikke. Mit tøj skal helst bare fungere og følge mig. Det handler mere end noget andet om at finde det, der passer til min krops proportioner. Og det skal ikke sidde meget forkert, før det bliver bortvist fra mit klædeskab og sendt direkte til Røde Kors. Jeg gider ikke spilde tid på noget, jeg skal tænke for meget over.