Da jeg får Mads Christensen i røret for dette interview, kommer jeg straks og hovedløst til at udbryde: ’Hej Mads, hvordan går det?’
”Spørger du, hvordan det går? Jamen, det går jo ad helvede til med mig.”
Og så ridser han ellers op:
”Jeg er officielt en mand i krise og ovenikøbet et par forskellige kriser på den samme tid. Dels har jeg gjort alt det, en rigtig mand ikke gør, jeg er jo skredet fra mine børn, min kone, mit hus, min hund, min hæk, min have og min trampolin, og det gør man da ikke, hvis man er en rigtig og ordentlig mand. Så er jeg samtidig arbejdsløs, på røven, ulykkelig… Jo, det går fint med mig, kan du høre.”
Han får ikke engang nævnt, at han også har været syg med coronavirus.
Jeg tilstår, at det var et malplaceret spørgsmål, og vi griner begge lidt af det. For Mads Christensen er virkelig på røven.
Det var ellers ham, som her på Euroman udlevede yuppie-tilværelsen i 90’ernes ubekymrede dage ved at åbne champagneflasker med sabel på stribe, lærte os at binde slipseknuder og fedte os ind i dyre ansigtscremer. Ham, som skabte sig et varemærke som ’Den Store Blærerøv’, hvis bog blev den obligatoriske julegave til manden, som enten havde det hele eller drømte om det gode, søde liv. For andre var det hadegaven ved pakkelegen. Bogen blev en bestseller og solgte over 100.000 eksemplarer. Han lavede sågar et brætspil.
Man kan i hvert fald ikke tage fra Mads Christensen, at ’Blærerøven’ blev et brand, som kastede gode penge af sig. Men nu er kassen tom. Han har derfor sat sit Rolex-ur til salg, et Submariner 5513.
”Salget af mit ur er et skægt symbol på min store deroute.”
Christensen gik til erkendelse på Facebook i sidste uge, hvor han er i ærligt opslag fortalte om sin situation, om urets historie – og satte et prisskilt på 85.000 kroner. Det var coronakrisen, som fik bugt med Blærerøven.
”Ligesom mange andre oplevede jeg på 48 timer at få strøget fire måneders arbejde og få lukket for de næste par måneder, som normalt ville blive booket successivt. Fra den ene dag til den anden har jeg ingen indtægt, og jeg har jo ingen afbestillingsgebyrer eller forsikringer, og de der hjælpepakker, som Nicolai Wammen står og snakker om i fjernsynet, det er jo bare løgn. Eller jeg kender i hvert fald ikke nogen, der har modtaget noget, og jeg vil i øvrigt heller ikke have de penge. Jeg vil hellere sluge en levende rotte end at tage imod almisser fra ham der.”
Christensen, der primært har tjent sine penge på foredrag og kommercielle samarbejder, måtte derfor gå resterne af skattekammeret igennem. Et skattekammer, som også har en naturlig begrænsning, da han er flyttet for sig selv ud i lille båd, der ligger på Tuborg Havn i Hellerup.
”Jeg er på røven, må spare og spekulerede over, hvordan jeg hurtigt kunne få realiseret nogle penge til at betale mine regninger og kom frem til, at jeg kunne sælge mit ur, som har en vis værdi, men som stille og roligt har mistet sin værdi personligt for mig.”
Uret var ellers engang en fast del af Blærerøvens uniform.
”Det – og mit andet Rolex-ur - har på mange måder været symbolet på mit alter ego eller persona, som jeg opfandt i 1998. Men både professionelt og som menneske er jeg et helt andet sted i dag. Jeg er egentlig ikke længere interesseret i staffage, koder og statussymboler, som jeg var engang. Jeg har heller ikke gået med uret i lang tid, fordi min datter har lavet nogle armbånd til mig, som jeg meget hellere vil gå med. Sådan nogle poor mans Shamballa.”
Er det dermed også et definitivt farvel til Blærerøven?
”Det har været sådan en espresso, der har stået ude i regnen. Den bliver tyndere og tyndere med årene. Det var sjovt så længe, det varede og har faciliteret en masse spændende ting, men det er ikke længere vigtigt for mig at være ’Mads Blærerøv’. Jeg registrerer, at det er et prædikat, som er uløseligt bundet til mig og min person, og det er jeg stolt over, fordi jeg selv fandt på det, og jeg anerkender det også som et forretningsmæssigt greb. Men du ser ikke mig i dag præsentere mig selv som Mads Blærerøv. Jeg har dog ikke noget imod, at folk præsenterer mig som det.”
”Mit arbejdsliv har bragt mig et helt andet sted hen i mit liv, hvor mode ikke længere interesserer mig. Jeg bruger ingen kræfter på det og gider slet ikke følge med i det. Jeg synes også, at jeg her på min senere rejse har fundet ud af, hvor relativt ligegyldigt det er. Men altså, Karl Lagerfeld sagde, inden han døde, at ’en mand i joggingbukser har givet op’, og der er jeg ikke henne. Jeg har ikke givet op. Jeg har brugt mange år på at sætte visse standarder, og de standarder lever jeg stadig efter. Du kommer aldrig nogensinde til at se mig i et par cowboybukser og gummisko. Men nu har jeg købt mig en 2CV i stedet for min Porsche, og nu sælger jeg mit ur. Jeg er en anden i dag, end jeg var engang. Ikke fordi der var noget galt med den, jeg var. Jeg er stille og roligt bare blevet en anden.”
Interessen for ure opstod for Christensen her på Euroman, som han var med til at sparke i gang sammen med brødrene Peter og Morten Linck.
“Da jeg var i dine sko dengang i 1992 på Euroman, der var ure et af emnerne, som jeg beskæftigede mig med. Dels for at tækkes af annoncørerne, men også, fordi det interesserede mig. Jeg tog altid til de to årlige urmesser i Geneve og Basel og prøvede på bedste vis at følge med og beskrive den branche. Jeg brugte også uret som en indikator, når man talte med en mand, for så kunne man altid se efter, hvilket ur han havde, og så havde man en fornemmelse af, hvad han var for én. Uret var allerede dengang et stærkt kommunikativt værktøj. Når mænd skulle sætte deres egen scene, så var uret en af farverne, man brugte i selvportrætteringen.”
”Jeg var fascineret af det spirende vintage-begreb og syntes, at det var langt sjovere. Enhver idiot kunne jo gå ned og købe et nyt Rolex-ur, det krævede bare, at man havde mange penge. Men det med at finde et gammelt Rolex-ur med en proveniens og historie og noget patina, syntes jeg var, langt mere spændende, så det skrev jeg om i Euroman.”
Han lærte især meget af urmageren Michael Woolhead. Ham, som en januardag i 2010 skød og sårede tre røvere i hans butik i Indre København og kom i fængsel for det. Christensen købte netop det omtalte Rolex-ur af Woolhead i 1995.
”Woolhead var the daddy inden for det felt. Jeg synes, at han er en heltene, fordi han forsvarede sig i et samfund, hvor vi ellers har lært at sige undskyld og vende røven til, når bøllerne kommer. Men han gjorde det rigtige, og derfor synes jeg også, at det her ur får ekstra værdi med historien om Woolhead.”
Hvad er dit bedste minde med det ur?
”Jeg har altid syntes, at det var sjovt at åbne bajere med det. Der er mange mennesker, som ellers mener, at sådan et Rolex-ur er utrolig fint, og jeg har altid syntes, at det var skægt at trække det ned i rendestenen. Så jeg har aldrig gået med den lænke, men har altid haft nogle kulørte nato straps, og i øjeblikket har jeg en lilla urrem på mit andet ur. Det er for at lave det muntert og få det ned på jorden, og så fandt jeg ud af, at der var sindssygt mange, som blev provokeret, når jeg åbnede en øl med uret. Så det blev en lille gimmick for mig.”
”Jeg har åbnet i hvert fald 1.000 øl med det ur. Det ligner et ur, der har været i krig. Og ligesom man siger, at suppe smager bedre med en sølvske, har jeg altid sagt: ’Nu skal I se noget sjovt. Den her øl smager sikkert meget bedre nu, fordi den er åbnet med et Rolex-ur. Haha’. Det var for at forklare på en provokerende måde, at et Rolex-ur er ikke en Rolls-Royce, et Rolex-ur er en Land Rover. Et ur er en brugsgenstand for mig.”
Hvordan har det været at udstille din økonomiske situation på Facebook?
”Det har da været lidt grænseoverskridende og står i hvert fald i skinger kontrast til det selvkonstruerede Mr. Perfect-billede, og det er måske også derfor, at jeg synes, det er sjovt at gøre det. Jeg er ikke flov eller skamfuld over min situation. Jeg håndterer den så godt, jeg nu kan med de midler, jeg har til rådighed. Jeg har heller aldrig lagt skjul på, at jeg er dum. Jeg fremstår umiddelbart intelligent, men i virkeligheden er jeg dum. Og virkelig, virkelig dum, når det kommer til penge. Jeg har ikke styr på penge, har ingen opsparing og havde aldrig nogensinde forestillet mig, at min forretning ville kunne blive lukket eksternt på én weekend. Jeg har derfor aldrig tænkt på at lægge til side til for a rainy day.”
”Og den ærlighed, der lægger i mit salg af uret, er der mange, som har kunnet få noget ud af, kan jeg mærke. Jeg har fået feedback fra hundredvis af mennesker, jeg slet ikke kender. Det er altid skægt og stimulerende, at når man siger noget, at der bliver lyttet og svaret. Der er mange, som skriver ’op med humøret’, ’det skal nok gå’, og ’hvor er det dejligt, at du er åben og ærlig om din situation, fordi så vi andre også være det samme om vores’.”
Ud over opmuntrende beskeder er der også tikket rigeligt med bud ind på uret – og til den udbudte pris. Så mange, at Christensen nu går og pønser på, hvem der skal være arvtageren.
”Jeg har i hvert fald 50 mennesker på en liste, som alle sammen rigtig gerne vil have lov til at købe uret. Jeg har faktisk hevet lidt i stopbremsen for at finde ud af, hvem fanden der skal have det. Det er lidt samme, som hvis man havde en hundehvalp og skulle af med den. Jeg vil gerne have, at det er en person, som kan bære det så at sige. Det handler ikke udelukkende om pengene, for det er nemt nok at få dem, hvilket jo er dejligt, men nu skal jeg finde ud af, hvem der skal have lov til at købe det, hvilket er et sælgerprivilegie at sidde i.”
”Der er heldigvis mange, der skriver om, hvilket forhold de har til mig og til den slags ure, og det synes jeg er skægt, for det er ikke en tidsangiver. Hvis vi vil vide, hvad klokken er, kan vi bare kigge på vores telefon. At have et gammelt Rolex-ur har ikke en skid at gøre med, hvad klokken er. Det handler om noget andet, og hvis jeg kan finde en person, som kan arbejde videre på den historie, som jeg selv har fortalt her, så er det mest optimalt. Jeg håber, at det ender hos en, som synes, det er skægt, at uret har været mit og Michael Woolheads engang. Måske kan det blive en vandrepokal og kan gå videre.”
Tror du, at du kommer til at fortryde salget?
”Jo, det gør jeg sikkert. Medmindre verdenen bryder sammen, og civilisationen er i kollaps, og jorden opsluger os alle sammen, så vil det jo blive mere værd, så om fem år vil jeg nok sige: ’Uhhh. Jeg skulle aldrig have solgt det dengang’, og hvis jeg havde masser af penge, havde jeg også beholdt det. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle give det til min søn, så nu føler jeg, at jeg forråder ham ved at sælge det, og at pengene bare går til en eller anden regning, det er fesent ad helvede til. Jeg har allerede fortrudt det, og jeg har ikke engang solgt det endnu.”
Kan du risikere at skulle sælge endnu flere af dine ting?
”Ved du hvad? Jeg har sådan en motorcykel, som ikke er så meget værd, men alligevel har en god historie. Jeg har ikke noget, der ikke har en eller anden idé, det kan du næsten sige dig selv. Jeg har en Philippe Starck-motorcykel, som han lavede i 1995 i et samarbejde med Aprilia – og den skal jeg heller ikke rigtig bruge til noget mere. Jeg har også en Porsche, som engang har betydet meget for mig, men som ikke gør det længere. Det kan sgu være, at jeg skal rydde noget mere op. Jeg har også nogle guitarer, jeg ikke spiller så meget på. Det handler om minimalisme for mig nu, for når man bor på en båd, kan man ikke have alle de ting.”
”Pengene fra uret er allerede brugt. Jeg er bagud, jeg er altid bagud.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Rolex, Ure, Corona-virussen og Interview
