Frederik Johansen er et af de største urmagertalenter herhjemme, men er ikke sikker på, at han vil blive i faget

DER ER EN subtil kontrast mellem det, der bliver fremstillet på Christian Lass’ urmagerværksted, og hvordan stedet tager sig ud: Det, der bliver fremstillet, er udsøgte, håndlavede armbåndsure fra en halv million kroner og opefter, men de lyse lokaler er strippet for alt unødvendigt. Næsten også møbler.

Der hersker en zen-agtig stemning på værkstedet, der ligger gemt væk i et industrikvarter i det vestfynske.

Måske vidner det om, at det kræver et vist tunnelsyn at lave, hvad Lass gør. Måske vidner det også om, at det først og fremmest er urene, det handler om.

”Jeg tror, at det er et spørgsmål om at være kreativ: Når der kun er et blankt lærred, så er der kun dine tanker til at fylde tingene ud. Så begynder du at tænke selvstændigt og underholde din hjerne. Det kan du bruge på din udvikling,” fortæller Frederik Johansen, Christian Lass’ første og eneste lærling.

De spartanske omgivelser generer ikke den 24-årige mand, der med sine sorte jeans, sorte Nike-sweater, sneakers og lange hår i en hestehale ikke umiddelbart ligner en urmagerlærling.

Men hvad han mangler af klassisk urmagerlook, har han til gengæld i metermål i evnen til at fokusere og fordybe sig.

Han vurderer, at der lidt groft sagt er to slags studerende på urmagerskolen: dem, som har en passion for ure, og som belevent kan snakke ure med kunderne ude i butikkerne.

Og så specialisterne, som ikke har den fjerneste interesse i den nyeste Rolex-model, men som dyrker mekanikken ned i detaljen.

De første har ikke håndelaget, men talegaverne. De sidste kan file på en dims i timevis uden at miste gejsten, men er til gengæld dårlige sælgere.

Frederik Johansen tilhører ifølge eget udsagn den sidste gruppe, der allerede før han havnede som studerende på urmagerskolen havde lagt 10.000 timer udi det finmotoriske.

Ikke som urmager, men som gamer og hobbybygger af modeller fra blandt andre Bandai, en japansk legetøjsproducent, der er kendt for actionfigurer fra mangaserier som Astro Boy.

Det er figurer i Transformers-stil med op mod 800 komponenter, som han selv samler og maler – og som kæresten af mirakuløse årsager lader ham udstille i et glasskab hjemme i stuen.

I dag pendler han dagligt til værkstedet på Fyn, hvor han er i et praktikforløb, som afsluttes i 2025, hvor han kan kalde sig urmager.

DET STOD IKKE skrevet i stjernerne, at Frederik Johansen skulle blive uddannet urmager, der roligt kan kaldes en niche-uddannelse. Der uddannes 25 urmagere om året i Danmark – til sammenligning uddannes seks-otte jagerpiloter om året.

Frederik Johansens interesse for at bygge ting opstod imidlertid tidligt: Han var allerede som barn optaget af at bygge LEGO i en grad, at han som tre-årig foruroligede sine forældre. ”Har du bygget dét?” ville hans far vide.

Senere tog computerspil over og med det hans evne til at fintune hånd-øje-koordinering, der kunne have gjort ham til en professional gamer, hvis ikke han en dag var faldet over den tidligere ’Mythbusters’-vært Adam Savages YouTube-kanal ’Tested’.

I et afsnit af ’Tested’ så Johansen, hvordan Adam Savage havde fået tilsendt et brev med urmagerskruer fra en af hans følgere. Savage satte skruerne under mikroskop, og de var så små, at de kunne ligge i rillerne på Savages fingeraftryk.

”Og der tænkte jeg bare: ’De der skruer, dem skal jeg arbejde med,’” siger Johansen, der googlede ’urmager’ og fandt ud af, at urmagerskolen i Ringsted søgte elever.

Han kom ind – og viste så hurtigt evner udi faget, at underviserne bekymrede sig for, om han kedede sig. Så meget, at de fik ham ind i et lærlingeforløb hos Christian Lass, der roligt kan kaldes en af Danmarks førende urmagere.

”Min produktion er begrænset, jeg laver 10 ure om året, men da urmagerskolen i Ringsted ringede og fortalte om en studerende, som var så dygtig, at de ikke vidste, hvad de skulle stille op med ham, sagde jeg ja til et prøveforløb.

Der gik ikke særlig lang tid, før det gik op for mig, at Frederik er dygtig. ’Ham der kan jeg ikke rigtig undvære,’ tænkte jeg. Så vi blev enige om en læreplads,” fortæller Christian Lass.

Christian Lass blev selv uddannet fra urmagerskolen i Ringsted, inden han kom i lære hos den legendariske schweiziske urmager Vianney Halter og senere endte som chefrestaurator for Patek Philippe i Genève.

I 2018 vendte Lass hjem til Danmark for at starte sit eget ur-mærke med hjælp fra sin kone, Hannelore, der er uddannet urmager og gravør fra Staatliche Zeichenakademie Hanau, et af verdens ældste guldsmedeakademier.

Det vil være en underdrivelse at sige, at det er gået dem godt: Lass’ første ur – 30CP – blev revet væk trods en pris i omegnen af 500.000 kroner. Produktionen på i alt 50 ure er i fuld sving, men da Lass kun laver 10 ure om året, må køberne væbne sig med tålmodighed.

I dag arbejder han på en endnu mere begrænset model med tourbillon, en anordning, der blev opfundet i 1700-tallet, og som består af et balancehjul og en spiral i et bur, der roterer om sin egen akse, så tyngdekraftens indflydelse udjævnes.

Dén, forventer han, kommer til at koste omkring halvanden million kroner.

Spørgsmålet er, om Johansen bliver hængende ikke bare hos Christian Lass, men generelt i urmagerfaget, når han efter planen får sit eksamensbevis i 2025.

Mange nyuddannede urmagere havner nemlig i stigende grad i blandt andet luftfartsindustrien eller medicinalbranchen, hvor der er rift om urmagernes finmotoriske færdigheder.

Skal du så være urmager, når du er udlært?

”Det er svært at sige. Jeg vil gerne udbrede mine horisonter inden for mange felter, såsom taksonomi, origami og mikroelektronik.

Hvis jeg fortsætter inden for ure, bliver det ikke inden for den etablerede ur-industri, hvor man er én blandt 2.000 ansatte, man er ’just another brick in the wall.’ Der skal være plads til kunstnerisk frihed. Jeg elsker at designe og skabe ting selv,” siger Frederik Johansen.

Du er begyndt at lyde som Christian Lass?

”Han har fået mig til at interesseret mig for alle mulige ting. Forleden snakkede vi om traditionel japansk bueskydning. Det er en speciel ting, hvor det ikke handler så meget om, hvorvidt du rammer plet, men om hvordan du skyder. Om at gøre sig umage.

Du laver hele denne her opvisning for at trække buen tilbage i en ceremoniel gestus, der er noget andet end vestlig bueskydning, hvor det kun handler om at ramme bulls eye. Jeg kan godt lidt den filosofiske tilgang,” fortæller Frederik Johansen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure, Mænd og Talenter