Lige siden han så sin onkels værksted som barn, har moderedaktør Frederik Lentz Andersen været fascineret af ure. En fascination, der blot vokser med tiden.
Da jeg var knægt, kom jeg i min farbror Sørens værksted. Søren Andersen er urmager og konservator og bor i en trelænget gård på landet.
Han reparerer alt fra små armbåndsure til Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus. At gå på opdagelse på hans værksteder var ren magi. Han havde maskiner, der kunne lave tandhjul i alle størrelser, og overalt var der skuffer og skabe med spændende dimsedutter i. Det lignede julemandens værksted og jeg elskede at komme der.
Jeg tror, min fascination for ure og urværker opstod lige her, en af de sommerferier, hvor mine fætre (Sørens to sønner), Mikkel og Martin, og jeg gik på opdagelse i hans værksteder. Jeg kan stadig genkalde magien og paradokset ved, at der stod tiden faktisk altid stille.
Annonse
Orientering om tid er en sjov ting, for før man lærer klokken, er tid ikke så vigtig. Som barn står man op og lader dagen passere uden at tænke over specifikke klokkeslæt. Når tid begynder at være en vigtig størrelse, så ryger den første uskyld, eller i hvert fald begynder de første bekymringer. Sådan har jeg altid forholdt mig til tid. Det tog mig i øvrigt noget længere end de fleste at lære klokken. Jeg tror, det var min egen Peter Pan’ske modstand til livet.
Interessen for armbåndsure derimod opstod for mig i første omgang, fordi jeg blev opmærksom på, hvor vigtigt et redskab og accessory det var for de voksne omkring mig. En lille ting med så stor betydning, at de kiggede på det mange gange om dagen, tiltrak sig naturligt min opmærksomhed. Da jeg ovenikøbet opdagede, hvor kompliceret værket i den lille urkasse var, så var jeg solgt.
I dag føler jeg mig forkert, hvis jeg kommer hjemmefra uden ur om håndleddet. Den almene klichékommentar omkring armbåndsuret i dag, er, at det har mistet sin betydning, fordi man kan orientere sig om klokken på den telefon, de fleste har klistret i hånden. Det passer, men det føles alligevel mest naturligt for mig at holde øje med klokken ved at dreje håndleddet og kigge på mit armbåndsur.
For mig signalerer armbåndsuret en vedholdenhed omkring bevarelsen af de klassiske garderobeværdier. Uret vidner om, hvis ikke en decideret punktlighed, så ønsket eller forsøget om at dukke op til sine aftaler til tiden. Et godt armbåndsur er for mig et udtryk for, at man har format.
Mit personlige urvalg har varieret meget igennem årene og vekslet fra de ikoniske farverige plastikversioner fra Swatch i 80’erne og G-Shock i 90’erne til mit første Rolex i 2001. Siden har jeg været igennem klassiske Rolex-modeller som Explorer, Explorer II, GMT, Seadweller (Tripple Six), IWC Pilot, Audemars Piguet Chronograph, Omega Speedmaster, Tag Heuer Autavia, Hermes Slim d’Hermes og mange flere.
Men lige så vild jeg er med designklassikerne, så har jeg også lykkeligt prøvet kræfter med fx Louis Vuittons første automatiske ur, Tambour, som jeg købte i 2002 og Bell & Ross BR V1-92, som jeg købte året efter. Ingen af de to var åbenlyse urvalg, men deres neoklassiske udtryk var alligevel dragende.
Lokalt har jeg også været igennem både Georg Jensens KOPPEL Chronograph, Ole Mathiesens OM2.37A.ROYAL, About Vintage 1971 Automatic og senest Sebastian Frost 1977, som jeg købte på Bornholm i sommer. 1977 er mit fødeår, så udover det lækre simple retrodesign, var årstallet på skiven en ekstra motivation.
De danske
Selvom de fleste af mine ure kan defineres som relativt klassiske, og jeg primært sigter efter versioner med automatikværker, så har det mit ur-CV igennem været vigtigt at få prøvet ure af, som designmæssigt har triggered mig og til trods for, at jeg løbende har vekslet imellem fabriksnye og brugte versioner, så har jeg endnu hverken været mandagsmodeller, Frankenstein-værker eller stilmæssige skuffelser igennem.
Mit mål er ikke at eje mange ure ad gangen, men at have et par stykker at veksle imellem og så sælge og købe nye efter behov og selvfølgelig økonomi.
Når jeg en dag bliver rigtig gammel og forhåbentlig får råd vil jeg sigte efter et Cartier Tank Louis.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
