Moderedaktøren: Her er mit ur-CV
Lige siden han så sin onkels værksted som barn, har moderedaktør Frederik Lentz Andersen været fascineret af ure. En fascination, der blot vokser med tiden.
Da jeg var knægt, kom jeg i min farbror Sørens værksted. Søren Andersen er urmager og konservator og bor i en trelænget gård på landet.
Han reparerer alt fra små armbåndsure til Jens Olsens Verdensur på Københavns Rådhus. At gå på opdagelse på hans værksteder var ren magi. Han havde maskiner, der kunne lave tandhjul i alle størrelser, og overalt var der skuffer og skabe med spændende dimsedutter i. Det lignede julemandens værksted og jeg elskede at komme der.
Jeg tror, min fascination for ure og urværker opstod lige her, en af de sommerferier, hvor mine fætre (Sørens to sønner), Mikkel og Martin, og jeg gik på opdagelse i hans værksteder. Jeg kan stadig genkalde magien og paradokset ved, at der stod tiden faktisk altid stille.
Orientering om tid er en sjov ting, for før man lærer klokken, er tid ikke så vigtig. Som barn står man op og lader dagen passere uden at tænke over specifikke klokkeslæt. Når tid begynder at være en vigtig størrelse, så ryger den første uskyld, eller i hvert fald begynder de første bekymringer. Sådan har jeg altid forholdt mig til tid. Det tog mig i øvrigt noget længere end de fleste at lære klokken. Jeg tror, det var min egen Peter Pan’ske modstand til livet.
