Peter Sommer: ”Jeg vil gerne ligne en amerikansk pensionist, der sidder og venter på at dø i Florida”

Køb vores august-nummer med Peter Sommer på forsiden her.

Jeg har altid tænkt meget over, hvordan jeg klæder mig. Det her med at tage en uniform eller en rolle på sig og dybest set lære noget om sig selv ved at sige: ’Nu prøver jeg lige at være som en type, der har sådan noget tøj her.’ Som dreng havde jeg store konflikter med min mor om, hvad man kunne tillade sig, og jeg gik bevidst efter at tage noget tøj på, som hun mente var lidt for meget, sjusket eller beskidt.

At klæde sig på minder meget om det, der sker, når jeg skriver tekster og laver sange, for det handler om, hvor meget af sig selv man vil give, og det forsøger man så at kontrollere. ’Hvor meget er mig, og hvor meget er noget, jeg forestiller mig, en eller anden kunne være?’ Jo ældre jeg bliver, jo mere mod og lyst har jeg til at vise mere af mig selv og stå ved, hvem jeg er, hvordan min krop ser ud, hvordan mit hår er, og det er jo et enormt rart sted at komme hen. Jeg orker ikke alle de der forklædninger. Og jeg er heller ikke længere bange for at blive stemplet som et fucking tøjdyr.

Jeg føler mig mest velklædt i minutterne, før jeg går ind på scenen. Momentet, hvor jeg står bag scenen og kigger mig selv i spejlet og sørger for, at alt sidder, som det skal. På scenen foretrækker jeg overtøj, fx frakker og trenchcoats, men jeg har også gode habitjakker og suits. Jeg har altid mere end et lag på. Jeg føler mig ikke stærk, hvis jeg bare står i et par bukser og en skjorte.

Derhjemme klæder jeg mig mere praktisk og ret meget som de der memes på Instagram, hvor der står, at man ikke kan se forskel på, om det er ens biologilærer eller en fuckboy fra Nørrebro. Det kunne i princippet være et lærerværelse i 80’erne, vi sad på nu. Det må jeg jo erkende.

At gå med hat er en stærk markør. Hvis du står en dag og ikke ved, hvad du vil med det hele, med dig selv og med dit tøj, så kommer der en retning på lortet med det samme, når du tager en hat på. Det er den, der definerer resten. Jeg er lykkelig for, at jeg har fået mit hatte-game på tidligt nok og ikke skal i gang med det som 60-årig, som mange andre gør, fordi de vil skjule, at de er blevet tyndhårede.

Jeg har et godt arsenal efterhånden: 90’er-bøllehatte, en god sixpence, fine filthatte, en postkasket, en panamahat, en baret. Baretten købte jeg, da jeg for nylig skulle flyve i luftballon for første gang i mit liv, hvilket var en del af et DR-program. Sammen med Ole Henriksen for at det ikke skulle være løgn. Jeg fik lyst til at gå i karakter – som en fransk luftskipper fra 1930’erne.

Kort fortalt

Peter Sommer er født 28. august 1974 i Aarhus. Opvokset i Skanderborg. Har udgivet syv album og tre EP’er i eget navn, senest ’De Uforelskede i København’ i 2022. Har tidligere lavet musik med duoen Superjeg og senere med Simon Kvamm under navnet De Eneste To, som nåede at udgive to plader. Bor på Amager med sin kone, forfatteren Marianne Verge, og deres fem fælles og sammenbragte børn. I september kan Peter Sommer opleves på Aveny-T i teaterkoncerten ’I morgen er alt muligt’, hvor han fortolker sine største hits samt en række helt nye sange.

Jeg elsker, når nogen gider at fylde information i deres påklædning. Noget af det mest triste er, hvis de er fuldstændig ligeglade eller lader deres koner klæde dem på. Det kan være ret frygteligt. Jeg mangler en del af pakken, når folk ikke vil vise bare en lille del af dem selv i, hvad de tager på af smykker, hatte, solbriller etc. Jeg har en fest med at se, hvilket tøj unge mennesker går i nu - især denne her 90’er-ting. For mig ligner mange af dem hashpushere fra 90’erne. De mangler bare læderbongen.

Det er første gang, jeg oplever en stil, jeg kender indgående fra min ungdom, komme forbi igen - og nu med mulighed for at deltage på en ny måde. Strømningen indeholder jo blandt andet det element, at man ikke gider fremstå så kønnet. At man lader grænserne mellem traditionel herre- og damegarderobe være flydende. Jeg stiger på, i det omfang jeg har lyst, og har egentlig aldrig været optaget af, om fx en skjorte er lavet til mænd eller kvinder. Hvis den sidder godt, og jeg kan lide den, så køber jeg den.

Da min kone skulle føde vores søn William for et år siden, gik vi hvileløst rundt på Hvidovre Hospital, mens veerne tog til. Jeg købte Euroman i kiosken, og vi begyndte at bladre i det. Mads Damsgaard (musikeren Goss) var udvalgt til at være blandt de bedst klædte mænd det år, og han var fotograferet iført suit, cowboyhat – og redningsvest.

Vi havde det for sjovt over hans idé med at bruge den redningsvest som almindelig beklædning – og over hvor sej Mads var, og hvad han sagde. Det var det sidste, vi nåede at snakke om, inden fødslen gik i gang.

Et halvt år senere rykkede der nye naboer ind på vores villavej på Amager, og det viste sig at være Mads og hans kæreste. Jeg kendte ham ikke personligt indtil da, men nu er Mads også blevet et stilikon for mig. Dag efter dag kommer han ud i noget tøj, der overrasker mig. Forleden kom han vadende i nogle spidse slangeskindscowboystøvler, hvor jeg tænkte: ’Hold da kæft. Han kan bære meget tøj, ham der.’ Selv et par klipklappere kan han få til at passe til et Armani-sæt.

Han er også begyndt at sætte sit hår i rottehaler. Han har bragt sig et sted, hvor han ikke kan gøre noget forkert, hvilket er godt gået. Jeg synes virkelig, Mads rykker og virker helt fri, sjov og tændt i sin måde at klæde sig på.

Jeg har to yderpunkter i min garderobe; det er genbrugstøj, og så er det ekstremt dyrt tøj, som egentlig er alt for dyrt til min økonomi. Men jeg venter på, at det ryger ned i halv pris, og så slår jeg til. Det sjove ved at gå i genbrugsbutikker, hvilket jeg har gjort intenst gennem hele mit liv, er, at de har noget tøj, som er mere de der roller og uniformer, end man har i en modebutik. Det er uinteressant for mig at gå i almindelige modebutikker, for der sælger man kun det tøj, som er moderne, og så kan vi jo gå og ligne hinanden alle sammen.

Jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg siger, at jeg ikke kommer til at stikke afsted i et par skinny jeans igen. Der er andre, som er i helvedes god form, og uanset, hvor gamle de er, kan de få dem til at fungere. Jeg har hverken lysten eller stængerne til det. Det er en æra, der er slut for mig.

På mine turneér har jeg i mange år kørt et koncept, hvor jeg sælger mit eget gamle tøj til publikum som merchandise. Inden jeg tager afsted, står jeg og kigger ind i min garderobe efter, hvad jeg gerne vil have på som scenetøj, og hvad jeg ikke går i mere. I det aflagte tøj syer jeg et mærke i nakken, hvor der står: ’P.S. I loved you,’ hvis alle forstod den …?

I tråd med hele genbrugs- og den cykliske tankegang synes jeg, at det er lige så godt og en hel del sjovere merchandise end de evindelige T-shirts, hoodies og pis og lort, som man får fabrikeret i Pakistan. Jeg tror også, at mit publikum er nogle, der er for seje til at gå rundt med tøj, hvor der står ’Peter Sommer’ hen-over brystet anyway. Det er sjovt at opleve, når en fyr mange år senere kommer gående i en af mine gamle habitjakker til en koncert. Jeg lader også ting ligge i lommerne - sætlister, bolcher, kuglepenne og what fucking ever.

En vigtig person i mit liv hed Bo Ark. Han døde som 39-årig, og han var den i Skanderborg, som fik mig i gang med at interessere mig for ord. Jeg har skrevet en sang til ham, og min kone har skrevet en bog om ham. Han havde en frygtelig livshistorie. Han var adoptivbarn, og senere forlod adoptivfaren ham, da han ikke var særlig gammel.

Adoptivfaren sagde hånligt: ’Hvis du virkelig vil noget med det at optræde, spille smart og være digter, så skal du også se ordentlig ud,’ og så fik han et slips.

Da Bo Ark senere døde af sit misbrug af alkohol og stoffer, fik jeg lov til at arve slipset, og jeg havde det på til mit bryllup. Det slips var det eneste, som fungerede optimalt i mit bryllupsoutfit. Det var et smalt, sort slips. Næste dag var slipset bare væk, og jeg har aldrig fundet det igen. Det ærgrer jeg mig stadig over.

Jeg er glad for at besøge butikken Maritime Antiques & i Toldbodgade i København. Ud over at sælge skibsrelieffer, gamle lanterner, reb og skibsmodeller har de også en tre-fire stænger med tøj. De sælger flere mærker, men jeg kigger mest efter Mister Freedom. Det er noget virkelig dyrt tøj med en maritim slagside, hvor man tænker, at det kommer man til at have resten af sit liv, for det er ikke til at slide op. Det har også en form for tidsløshed. Det har aldrig været på mode, så det går heller ikke af mode igen.

Da vi spillede på festivalen Heartland forrige gang, tog jeg mig sammen og besluttede mig for at dresse mit band op i Mister Freedom hele vejen rundt. Det blev sgu en dyr fornøjelse, men det så fandme også fedt og sammenhængende ud. Vi stod ikke alle sammen i præcis det samme tøj, men man kunne tydeligt se, at der var en lige linje i det.

Liam Gallagher plejede at være et kæmpe go-to-stilikon for mig, og jeg dyrkede virkelig hele britpop-bølgen i 90’erne. Jeg elskede musikken, jeg elskede det tøj, man tog på, og som man nemt kunne afkode oprindelsen af. Britpoppen var vores The Beatles. Lige pludselig lignede vi en bevægelse af mennesker, der godt kunne lide denne musikgenre og de her bands, og det var ligegyldigt, om man kom fra Irland, Skanderborg eller et sted i USA, så havde man det samme tøj og den samme Mod-frisure. Det var parkajakker, polotrøjer og Clarks’ desert boots.

Da vi sagde farvel til 90’erne, brød jeg ud af den tøjstil, og så har jeg stort set siden starten af 00’erne gået og ventet på at blive 47 år og lade alderen komme på omgangshøjde med den garderobe og den stil, jeg har haft lyst til at gå i.

Jeg kigger hen mod sådan nogle gamle motherfuckers fra USA, der bare ser pissecool ud, uden de er særligt bevidste om det eller har gjort specielt meget ud af deres tøj. Det kunne fx være den måde, forfatteren William S. Burroughs gik klædt, da han var rigtig gammel. Et par cowboybukser, der sad lidt højt, en skjorte nede i bukserne og så en stor militærjakke og en amerikanercap. Jeg vil gerne ligne en amerikansk pensionist, der sidder og venter på at dø i Florida. Den påklædning har en vis grad af convenience og comfortability. Man stresser ikke længere.