Civilisationen, som vi kender den, styrter efter sigende mod afgrunden, og måske er det en afledt nihilisme, der har dristet mig ud i at købe et stykke tøj, der ikke er mørkeblåt, men faktisk er decideret blåt. Og er det bare den flotteste blå, du nogensinde har set?
Her drejer det sig om en striktrøje fra Sunflower. Ud over at dvæle ved farven, der altså er blå, vil jeg fremhæve halsudskæringen, der spænder godt til omkring halsen, som det nu en gang er pænest.
Det er sjældent, at tøjkøb til udklædningsfester ender som gode, langsigtede investeringer, men det er ikke desto mindre drivkraften i fortællingen om et jakkesætskøb, jeg har gjort mig.
Jeg var i Arket for at købe et par sorte strømper (en anbefaling værd i sig selv) kort op imod en firmajulefrokost med 90’er-tema, og som hvis ekspedienterne havde vidst, at jeg var i udklædningsmæssig vildrede, hang det her dobbeltradede og nålestribede jakkesæt lige i indgangen, badet i det helt rigtige lysindfald.
Nu er jeg blevet helt glad for det. Det falder pænt, og begge enkeltdele kan bruges på alle mulige faconer.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.