”Jeg har fået utroligt mange kommentarer på, at jeg har neglelak på i X Factor. Mange har fået det helt galt i halsen”

”Jeg har fået utroligt mange kommentarer på, at jeg har neglelak på i X Factor. Mange har fået det helt galt i halsen”

Simon Kvamm, musiker og entertainer, er på vores liste over landets bedst klædte mænd i 2023.

Offentliggjort

Da jeg var dreng, spillede jeg tennis på eliteniveau i min hjemby, Silkeborg. Dengang, i slut-80’erne, gik jeg nærmest kun i tennistøj. Jeg voksede op i den periode, hvor Boris Becker og Stefan Edberg var de helt store. Ivan Lendl huserede også stadig, og så var der franske Henri Leconte.

Tennissporten påvirkede alt i min verden, også tøjmæssigt. Ivan Lendl spillede i et Adidas-sæt, som var så fedt, syntes jeg, og hele æstetikken i tennis ramte mig. Renheden, stramheden. Men også kontrasten i sporten, for bag alt det, der er så ordentligt og anstændigt, ligger der en vildskab. Det er noget, jeg kan spejle mig i, og det ligger stadig i knoglerne.