Moderedaktøren: Vi er nu mange mænd, der har overgivet os hos pierceren

"Du har altid været den vildeste pyntekrabbe, Frede."

En pige, jeg har arbejdet med og kendt igennem modebranchen i mere end 20 år, kategoriserede mig for nogle år siden som en ’pyntekrabbe’.

En term, der betegner en særlig art og kategori af krabber, som fæstner tang og alger på sit skjold, for at kamuflere sig på havbunden. I mit tilfælde var udtrykket for at understrege min gennemgående hang til at pynte mig. I hendes optik altså, for selvom jeg godt ved, at jeg er mere forfængelig end majoriteten af danske mænd, har jeg aldrig tænkt mig selv som udtrykt pyntesyg.

Og så alligevel lidt måske. Min interesse for at gå i noget helt bestemt tøj og ikke at ligne nogen andre og stå ud fra mængden kom tidligt til mig i mine teenageår. Jeg startede som 15-årig som piccolo på Alt for damerne, og derigennem lærte jeg folk i branchen, butikker, designere etc. at kende. Jo mere opmærksom jeg blev på, hvad mine nyfundne brancheidoler gik klædt i, jo mere udviklede jeg min egen smag.

Det var 1992, og smykker til mænd blev igen en tendens fra i en længere periode at have været ude af modebilledet. I Pisserenden i København lå butikken Creol. Her solgte de primært sølvsmykker, og særligt populært var det, vi refererede til som indiske slangearmbånd.

Det blev pludselig noget alle skulle have om håndleddet. Jo større klaser af armbånd, man havde hængende om håndledende, jo bedre. Det var uanset, om du var dreng eller pige. Og vi havde sølvringe på alle fingrene. Jeg fik lavet en del smykker hos guldsmeden og smykkedesigneren, Jane König. Der var også Marlene Juhl Jørgensen, hun arbejdede mere med guld og var generelt dyrere, så der nøjedes jeg med at trykke næsen flad mod hendes vinduer.

En anden ting, jeg drømte om dengang, var en ørering i det ene øre. Fra 7.-8. klasse blev jeg venner med to nye piger i min klasse på Zahle’s skole ved Nørreport, Emilie og Anna. De kom fra Bording friskole og var meget mere flippede end resten af Zahles-slænget.

Igennem dem mødte jeg en masse sjove typer, Mads Holger blandt andre. Allerede fra 8. klasse gik han i sort habitjakke, hvid skjorte, sorte jeans, spidse sorte cowboystøvler og et kæmpe bæltespænde med tre åbne spillekort, hvorpå der stod Lucky Strike.

Mads Holger og jeg kom op at slås, første gang vi mødtes. Der skulle lige markeres, hvem, der var alfahan og mest populær blandt pigerne. Sidenhen blev vi venner. Han gik ikke meget med smykker, men en signetring kunne det blive til.

Min mor var højlydt protesterende overfor mit ønske om hul i øret. Det sømmede sig ikke for en pæn ung dreng som mig. Jeg lyttede til min mor og ventede i stedet næsten 25 år, førend jeg lod mig pierce i først det ene øre og sidenhen det andet.

Igennem min gymnasietid var armbåndene og fingerringende fortsat en del af mit look. I midthalvfemserne røg der mere til, træperlekæder om halsen osv. Jeg lignede efterhånden et juletræ. Det var næsten for fjollet.

Da jeg flyttede til London i ’97-’98 og kom min stilmæssige modreaktion. Armbånd, ringe og alt mit andet tingeltangel røg i skuffen, og jeg synes for en periode igen ikke om at have smykker på. Min stil blev mere ren i udtrykket, og smykkepyntepausen varede til ca. 2005, hvor jeg bad min veninde, Sophie Bille Brahe om at lave en særlig guldhalskæde med en tung pille i massivt guld til mig. Så vidt jeg husker var hun stadig under uddannelse, og hun brugte mange timer på vedhænget, som jeg har endnu og stadig bruger jævnligt.

Det her med mænd og smykker er ikke bare noget, jeg selv har haft skiftende holdninger til over årene, det er også noget vi på redaktionen, løbende har talt en del om. En ting er, hvad moden og samtidsstrømningerne socialt dikterer, en anden ting er diskussionen om, hvornår og til hvilke mænd smykker passer. Hvornår bliver det for meget, for feminint og mest af alt for pyntet?

De færreste mænd kan lide prædikatet forfængelig. Er du forfængelig, så går du unødigt meget op i dit udseende og generelt i luftige værdier. Det er i hvert fald fordommene jeg typisk møder på min vej.

I mange år levede vi på Euroman efter Giorgio Armanis udtalelse om, at ’uret var mandens eneste tilladelige smykke’. Derfor havde vi i flere år kun meget sjældent fokus på smykker på modesiderne i magasinet.

I de seneste tre til fire år er smykker til mænd igen blevet et mere og mere normalt syn i gadebilledet. Først kom den tynde guldhalskæde retur, gerne med et vedhæng i, så kom fingerringene, og det sidste år til halvandet har flere mænd igen fået hul i øret.

Holdningerne til, hvad mænd og kvinder kan tillade at iklæde sig, er mange, men gennemsnitligt iblandt yngre, er det i dag mere tilladeligt for mænd at købe ind i tøjmærkers pigeafdelinger, som det igennem mange årtier har været for kvinder at gå i herretøj.

Vi er nu mange mænd, der har overgivet os hos pierceren og fået et eller ovenikøbet flere huller i ørene. Selvom mange lægger klassisk ud med en lille ring i sølv, så er perler, guld og ting, der hænger og dingler, nu også stigende populært.

Fokusset på herresmykker generelt er nu større end det har været meget længe og blandt smykkedesignere, der har vundet indpas hos mænd over de senere år er Handcraftcph, Trine Tuxen Jewelry og Maria Black, der alle tre laver smykker, hvor mange økonomisk kan være med.

I kategorien af smykker du investerer lidt flere penge i, er der for nyligt for første gang har lavet en mindre smykkelinje specifikt henvendt til mænd.

Orit Elhanati har netop indgået samarbejde om at lave sin første herresmykkelinje til mænd, eksklusivt til luksus multibrandbutikken, Collage The Shop, der ligger på 1.sal i Illum i København, som lander i starten af oktober.

Også Euroman-favoritten, Kalle Holm lancerer i dette efterår sin første reelle herrekollektion, under navnet Glamour.

Selv tænker jeg kun over, hvad jeg har på af smykker, når enten mine børn gør mig opmærksom på, hvor fjollet de synes, det er, at jeg ’har dameøreringe på’, eller jeg står i en samtale med en mere konservativ, hvis blik konstant hæftes mod mine øreflipper.

Som jeg for nylig udtalte i forbindelse med, hvordan man bør klæde sig til en jobsamtalen, så synes jeg, der er situationer, hvor man bør tænke over at nedtone sin påklædning, smykkebrug etc. I hvert fald, hvis man gerne vil tages seriøs.

Jeg er opmærksom på at ikke mange anskuer mode på samme måde som jeg, så de hensyn, jeg vælger at tage til de personer, tager jeg egentlig ikke for deres skyld, men for min egen.

Når jeg bedre igennem hos andre ved ikke at tiltrække unødig opmærksomhed til mine øreflipper, så gør det mig ikke noget at mindske risikoen for at blive stemplet som pyntekrabbe - lige den dag.

Halskæder