Gamle mænd i nye klæder: Populær Instagram-profil i samarbejde med Another Aspect

Vi samler op på ugen, der er gået i modeverdenen. Blandt andet om et sjovt og beundringsværdigt samarbejde mellem en amerikansk Instagram-profil og et dansk mærke, der hylder den ældre generation og dens stil.

Gamle mænd i nye klæder: Populær Instagram-profil i samarbejde med Another Aspect
Offentliggjort

1664 Blanc x 7 Days Active collab

Den citrussmagende øl i den blå flaske, Kronenbourg 1664 Blanc, vil for tredje år i træk være sponsor for Copenhagen Fashion Week. Ved modeugen i sommer markerede man sponsoratet ved at lave en limited edition tøjkollektion med det danske active wear brand 7 Days Active, der blev præsenteret på catwalken og hurtigt efter blev meldt udsolgt.

Nu gentager 1664 Blanc og 7 Days Active succesen med en ny kollektion, så fortvivl ej, hvis du gik glip af at købe items fra det første samarbejde. Denne gang er det en udvidet kollektion med en bomberjakke, sweats, caps og tights, alt sammen i tråd med 7 Days Actives skarpe farveunivers.

”Vi er meget stolte over den retning, som Malkit (designer og ejer Malkit Singh, red.) har taget kollektionen i. Det er klart et sats fra vores side at bevæge os lidt længere væk fra vores mere genkendelige farver, men 1664 Blanc er heldigvis blevet meget populært og genkendeligt i bybilledet efterhånden, så med den nye kollektion følger vi tidens trends, og kommer tættere på det livsstilsbrand, vi ønsker at være. Her er 7 Days Active blandt de bedste eksperter til at nå nye højder med ens brand," siger Charlotte Høgh Damgaard, der er Marketing Manager hos 1664 Blanc, i en pressemeddelelse.

Kollektionen lander på 7daysactive.com 3. juni og vil også være tilgængelig i en begrænset periode i butikkerne Naked i København og Butler i Aalborg.

Helena Christensen er kampagnemodel for Off-Whites solbrillekollektion

Virgil Ablohs streetwearmærke Off-White lancerer for første gang i sin otte års levetid en egentlig solbrillekollektion. Solbrillernes udseende henter både inspiration i de sene 80'ere og 90'erne. De er alle unisex.

Den danske supermodel Helena Christensen er udvalgt som kampagnemodel sammen med skuespillerinden Justine Biticon og musikeren Lil Dre.

”Jeg valgte Helena, Justine og Lil Dre, fordi de hver især repræsenterer forskellige verdenssyn og perspektiver, men alligevel er de alt, hvad jeg mener, Off-White står for. Kreativitet, udholdenhed og selvtillid,” siger Abloh i en pressemeddelelse.

Solbrillerne kommer i butikkerne i juni.

Rock'n'roll forever

Så bliver det ikke mere Liam Gallagher-agtigt. Oasis-legenden har en forkærlighed for Umbro, fodboldklubben Manchester City og er tit blevet set på scenen i tøj fra det engelske sportsmærke.

Selv har musikeren siden 2009 drevet sit eget tøjmærke Pretty Green, der vil forene verdenerne af mode, musik og fodboldkultur gennem kollektioner, der kombinerer nostalgi og moderne design.

Derfor giver det også så meget mening, at Pretty Green for tredje gang slår sig sammen med Umbro om en kollektion i ægte 90'er-æstestik. Der er selvfølgelig træningsjakker med hætte og bøllehatte. Ligesom den lyseblå Manchester City-farve dominerer.

Du finder hele kollektionen her.

Another Aspect og Instagram-profil står for ugens bedste samarbejde

'These senior citizens are definitely cooler than you'.

Sådan lød en rubrik i det britiske stilmagasin Dazed i 2019, hvor man skrev om internetfænomenet og Instagram-profilen @gramparents. Her viser man streetstyles-billeder kun af ældre mennesker, og det er altid inspirerende og ikke mindst livsbekræftende at følge med, hvilket knap 150.000 brugere på Instagram snart gør.

Blandt de mange følgere er det danske og bæredygtige herretøjsmærke Another Aspect. Og det, der startede som en DM-udveksling tværs over Atlanten mellem de to, har nu mundet ud i et samarbejde, fordi de hurtigt fandt ud af, at de deler fælles værdier omkring mode og stil.

Det sidste halve år har Another Aspect gennem Zoom-samtaler og prototyper frem og tilbage udviklet en kollektion i samarbejde med Gramparents.

"Med inspiration og kærlighed for vores ældste og deres daglige aktiviteter. Den måde, hvorpå de forbliver tro mod klassikerne uden påvirkning af tidens tendenser – de gør det på en måde, der er naturlig, praktisk og med en kæmpe respekt for deres beklædningsgenstand. Dette var de fælles værdier, der førte til et samarbejde med Kyle fra Gramparents, hvor vi sammen har skabt en lille kollektion baseret på vores stylebibliotek og med en inspiration fra Gramparents Instagram feed," fortæller Daniel Brøndt, der er en af stifterne af Another Aspect.

Kollektionen kommer online på anotheraspect.org 1. juni.