Christian Grau: "Det er noget af det mest vellykkede, Mercedes har tegnet i årevis"

Jeg har ofte før jublet over den nye Mercedes E-klasse. Komforten, teknologien og det arrogant lækre interiørdesign. Samtidig har tyskerne skruet op for dynamikken, så bilen også bider fra sig, når man beder den om det, hvilket ellers normalt har været en lille indvending her.

Så er der overhovedet noget at komme efter, må det være det nye formsprog, hvor C, E og S-klasserne ligner hinanden så meget, at de er svære at skelne fra hinanden.

Det gælder bare ikke for coupéen, der er noget af det mest vellykkede, Mercedes har tegnet i årevis. Ja o.k., bagenden er måske lidt konturløs, men det gælder så til gengæld ikke for den nye cabriolet-variant. Den fremstår nærmest pletfrit proportioneret og skulptureret.

Mercedes har altid været mestre ud i kunsten at tegne graciøst store cabrioleter med plads til fire, og med den nye generation har de så lige tilført et ekstra nøk arrogance for at give det der ekstra skud af selvsikker elegance.

Det er en bil, der ifører sig et corny trim med tre gange bordeaux (lak, kaleche og instrumentbord) samt lyst træ og cremefarvet læder med samme naturlighed, som 74-årige Mick Jagger hopper i et par trikot-stramme jeans og en glinsende paillet-skjorte. Konkurrenter som BMWs 6-serie og den retfærdigvis mindre Audi A5 ville være usælgelige i den mundering, men E-klassen bliver bare endnu mere lækker, fordi ekstravagancen fremhæver bilens format.

Jeg havde fornøjelsen af en E400, som i dag dækker over en 3,5 liter benzinmotor med dobbelt turbo og 333 hestekræfter. Mindre kan absolut gøre det, men forvent ingen klager herfra.

Den har kræfter nok til at trække ubesværet fra al trafik på din vej, selv når den står i comfort-mode. Derudover har den to sportsindstillinger, som strammer undervognen op og reducerer reaktionstider overalt i drivlinjen.

Fine egenskaber når vejen byder på sving, men ellers bare en begrænsning af den smidighed, der må være bilens egentlige adelsmærke. Personligt havde jeg den sjældent ude af comfort-mode, og selv dér er der overskud til at distancere et færgetræk. I øvrigt uden nævneværdig vindstøj fra kalechen, hvis den er på – og tilsvarende uden turbulens, når kluden er nede. Jeg har kørt mange lukkede biler, der slet ikke kan matche den åbne E-klasse, når det gælder komfort og støjfri kørsel.

Hvad kan man indvende mod bilen? Jo, prisen er en kamel at sluge, og så havde min testbil endda ekstraudstyr for 500.000 oveni, hvilket får prisen til at runde 1,7 millioner kroner. Til gengæld er den også klar til at tage kampen op mod konkurrenter fra de højere luftlag som Bentley Continental GTC og Maserati GranCabrio.

Du misser godt nok den søde lyd fra otte cylindre, men kan dit ego klemmes ned i en Mercedes, får du mindst lige så meget komfort og næsten ligeså meget klasse. Og kan det ikke, kan du passende betragte det som en mentalhygiejnisk øvelse og ’nøjes’ med den billigste variant E200 Cabriolet til 841.000 kr. Det vil klæde dig, præcis som E400 Cabriolet i bordeaux og creme klæder enhver indkørsel.

Den er kort sagt blandt de bedste og lækreste åbne biler, jeg nogensinde har kørt. Så drømmer du om en åben bil, er E400 so next season.

LÆS OGSÅ: Graus anmeldelse af Range Rover Velar: Det er den nyeste og mest moderne Land Rover

LÆS OGSÅ: Se ejendomsmægler Jesper Nielsens biler gennem karrieren

LÆS OGSÅ: Se Nikolaj Stokholms biler gennem karrieren

Se, hvad vi ellers skriver om: Mercedes, Biler og Christian Grau