Her kan du læse motorredaktør Christian Graus store guide til elbilsmarkedet.
Opladning
En elbil giver først mening, når du har adgang til en ladestander. Optimalt set din egen eller alternativt fordi du bor et sted med nem adgang til offentlige standere. Bor du i hus, er det bare at vælge en udbyder og et abonnement, og bor du i byen, skal du selvfølgelig vælge den udbyder, som har ledige standere omkring dig. Om du skal købe standeren eller lease den, og hvilket abonnement du skal vælge, kan være lidt af en jungle. FDM har en god guide til at finde billig strøm. Kører du ikke ret meget, kan en elbil med lang rækkevidde også fungere i byen, da du så blot skal finde en ledig stander fx en gang om ugen.
Rækkevidde
Rækkeviddeangst er et ord, der er fulgt med den nye teknologi. At køre tør i en elbil er ikke ligesom at løbe tør for benzin. Det kan være svært at få liv i bilen igen, så stop bilen, før bilen stopper dig. Præcis som benzinbiler sjældent kører lige så langt på literen, som der står i brochuren, har mange elbiler svært ved at holde den lovede rækkevidde. Især om vinteren, når kulden tærer på batteriet, og opvarmning af kabinen bruger ekstra strøm. Her er det en fordel at varme bilen op, mens den står i ladestanderen, hvilket desuden betyder, at du sætter dig ind i en lun og afrimet bil. En anden omstændighed er bilens ladekapacitet, som afgør, hvor lang tid det tager at lade bilen op. De hurtigste elbiler kan lade med op til 350 kW, men ikke ret mange ladestationer kan levere så meget strøm. I byen er de typiske ladere på 22 kW, mens en hjemmelader leverer 11 kW. Så er det simpel matematik at udregne en omtrentlig ladetid for et 90 kWh-batteri, og det passer måske ikke med et cafébesøg. Endelig har elbiler typisk en ladekurve, som betyder, at de lader kraftigt, når batteristanden er lav, og langsomt når den sidste strøm fyldes på. Så forvent ikke optimal ladning, hver gang du lader.
Forsikring
Nu du er ved den usexede, praktiske del, så tjek også forsikringen, før du vælger elbil. En del lader sig lokke af udsigten til lydløse super-accelerationer og mange hestekræfter, men glemmer, at forsikringsselskaberne typisk tager sig godt betalt for den type biler. Hertil kommer, at Tesla p.t. er det bilmærke med flest skader, hvilket nok også trækker prisen op.
Forældelse
En sidste barriere for at stille om til en elbil er frygten for, at bilen bliver forældet. Nye modeller, nye batterier og ny teknologi kan forælde din ny elbil før tid. Spørgsmålet er så, om det problem løses ved at købe en fossilbil, som definitivt er på vej ud. Det kan i hvert fald løses ved at lease bilen og ved at vælge en elbil med lang rækkevidde og hurtig ladetid. Det er vores anbefaling.