Thomas Dolmer Nielsen så en rotation på himlen, da han og nogle rejsemakkere stod ved en vejside i Texas. Det lignede ikke den normale måde, himlen cirkulerer på under stormvejr. Og pludselig dykkede den. Tornadoen. En spiral fór ned med retning mod ham, hans rejsepartnere og deres tre biler.
De kastede sig ind i bilerne og kørte af sted. Men de havde glemt at lukke bagsmækken.
I ren refleks kastede Thomas sig ud af bilen, mens han råbte "STOP, STOP, STOP" og løb efter sin kuffert med tøj og kameraudstyr. Med tornadoen på 100 meters afstand kørte hans bil væk uden ham, og han blev ramt af ophvirvlet jord og grene.
Men du kan sagtens opholde dig inde under supercellen, siger Thomas:
"Langsomt roterer den henover langskabet som en stor spiral, hvor skyerne ligger i flere hundrede lag og danner formationer, der både kaster hagl og vind af sig, men som også efterlader beskueren med en afsindig visuel oplevelse."
Han ved, det er risikabelt, og at stormene ødelægger byer og menneskeliv.
"Mange spørger: Hvorfor er det, I gider tage ud til de her ødelæggelser?"
"Men det er slet ikke det, vi går efter. Ni ud af ti tornadoer og storme foregår ude på prærien, hvor de ikke gør nogen skade. Det er ikke noget perverst ønske om at se død og ødelæggelse eller få et adrenalinkick," siger Thomas.
Annonse
"Det er en kæmpe stor fascination af naturens kræfter."
Siden han var dreng har han været draget af og forskrækket over vejret Det er dét, der får ham til at fortsætte; Første gang Thomas var i USA for at jage storme var i 2006. Selvom det var i maj - i midten af højsæsonen for tornadoer - var der til han og han to rejsemakkeres store skuffelse høj sol de første tre uger, så den sidste aften teamede de op med nogle rutinerede, amerikanske chasere.
De fangede et uvejr, pludselig lyste et lyn det bælgmørke landskab op, og Thomas syntes, at han så en lang hvirvel gå fra himmel til jord. Det havde han aldrig set før. Under den dundrende torden og i tæt regn ventede alle i bilen.
"Da det lynede igen, var jeg ikke i tvivl. Det var en tornado, jeg så i horisonten. Den var ikke særlig stor, men den var der!" siger Thomas.
Det var den tornado, der fik ham til at vende tilbage året efter. Og igen året efter. Han glemmer aldrig de tornadoer, han har set igennem de ni år, han er kommet igen for at køre mellem Texas i syd til North Dakota i nord.
"Vi kunne kun se noget, når det lynede. Og det var... forestil dig... så stod der bare en kile ned, ikke? Der var lyst på begge sider, og så stod der bare den her kulsorte kile ned. Den var omkring tre kilometer i diameter. Det var lynene bagved, det lyste dens silhuet op.
Og så kom vi op ad en landevej. Ved vejsiden holdt der to biler med lyskeglerne ned mod sådan en bunke affald, der lå på en mark. Men det var fandeme ikke byggeaffald, det var et hus, der var blevet fuldstændig jævnet med jorden," siger Thomas.
Da de gik ud for at se, om der var noget, de kunne gøre, hørte de sivende gas fra ødelagte gasanlæg og brøl fra sårede og vildfarende køer. Tornadoen rungede som et rumlende tog.
Det var byen Greensburg, der i 2007 blev ramt af tornadoen, som Thomas havde fulgt på afstand. For hvert år han er vendt tilbage til USA, har han også besøgt byen.
"De første år skete der ikke meget, men nu er det fantastisk at se, hvordan de har genopbygget byen. Og sågar som den mest energivenlige i hele USA," siger han.
Når han ikke kan træde speederen i bund på de amerikanske landeveje, følger han med i det vilde vejr hjemme fra Danmark.
"Haha, så sofachaser man," siger Thomas med et meget tilfreds grin.
Det er især også her, han har lagt mærke til boomet i antallet af optagelser. Og at optagelserne rykker tættere og tættere på der, hvor det reelt bliver farligt at opholde sig. Selv har Thomas den regel, at han opholder sig mindst to-tre kilometer fra en tornado. Det er aldrig følelsen af den, han vil have. Det er blot synet.
Men for hans ven, handlede det om at komme tæt på. Han lavede programmer om ekstremt vejr for blandt andet National Geographic og forsøgte eksempelvis at komme til bunds i, hvad der foregår i en tornado.
En dag var han ude for at sætte censorer ned i jorden med en ven og sin søn. De kunne se en tornado på radaren og satte udstyret i den bane, de forventede den en kilometer brede spiral ville bevæge sig.
Udover at bevæge sig, bredte den sig pludselig til fire kilometer i diameter – den største, der nogensinde er målt – og så slog den om i direkte modsat retning, end hvad de forventede. El Reno, hed tornadoen, og den satte direkte kurs mod Thomas' ven.
"De blev fanget og trukket tilbage, selvom de havde speederen helt i bund, har man senere hen fundet ud af," siger Thomas.
I stormchasermiljøet holdt alle vejret.
"Hvordan kan det ske for en mand, der var så dygtig?" siger Thomas.
"Kan det ske for ham, kan det ske for alle."
Thomas har alligevel valgt at fortsætte.
"Når vi er af sted, har vi forberedt os med udstyr i bilen, der viser, hvor vi sikkert kan opholde os. Efter ulykkerne er jeg begyndt at holde mig endnu længere væk. Det paradoksale er, at det oftest er civile lokale, der kommer til skade, fordi de ikke er blevet informeret." siger Thomas.
Ofte er det samtidig stormchasere, der er nærmest ulykker og derfor flere gange har reddet liv. Selv har Thomas ikke været så tæt på tragiske hændelser og så længe han ikke chaser for død og ødelæggelse har han sin samvittighed ren, når han rejser over Atlanten for de vilde skyformationer og det tunge nedbør.
"Der ser og oplever jeg vejr, som jeg aldrig har set i Danmark. Skyformationer og farvespil på himlen som får mig til at tabe kæbe og mund."
