Bliver man mildere med alderen eller snarere mere bestemt?

Det sker for os alle, om vi vil det eller ej. Det nye afsnit af 'Arbejdstitel' handler om at blive ældre.

Bliver man mildere med alderen eller snarere mere bestemt?
Offentliggjort

Der er et nyt afsnit af 'Arbejdstitel' på gaden. Og denne gang handler det om noget, vi alle har tilfælles, men som for de flestes vedkommende sker, uden vi lægger mærke til det, før det er sket: Det handler nemlig om at blive ældre.

Kristoffer er i slutningen af 30’erne, Oliver er i midten, og derfor kan det synes en smule irrelevant at tale om at blive ældre. Men det er ikke desto mindre, hvad Arbejdstitels to værter har sat sig for i programmet, der bliver optaget på Brasserie Post i København.

At blive ældre er både en fysisk ting, men det er i den grad også mentalt. Bliver man mildere med alderen eller snarere mere bestemt?

Oliver er meget opmærksom på at give slip og ikke forsøge at styre alting i arbejdsrelationer, mens Kristoffer er mere tilgivende over for sine medmennesker og forsøger at møde alle, hvor de er.

Oliver og Kristoffer taler også om den fysiske træthed, der indfinder sig oftere, end den gjorde engang. Om at vågne tidligere, om glæden ved at gå tidligt i seng, og om at bruge længere tid på at komme sig.

Og om at se i øjnene, at ungdommen er uigenkaldeligt forbi, og at den næste store milepæl først blive en rund fødselsdag og så faktisk pensionen – i hvert fald for Kristoffer, der kommer til at blive gammel før tid.

De to værter kommer naturligvis også omkring det faste format Overvurderet/Undervurderet, hvor lytterne vanen tro har bombarderet begges indbakker med bud, der bliver taget op til diskussion.

Alt det og meget mere i det helt nye afsnit af ‘Arbejdstitel’, der er ude på alle platforme nu.

Se, hvad vi ellers skriver om: Arbejdstitel