Den ukronede ambassadør fra Rom: Eva Ravnbøl gæster ’Arbejdstitel’

Der er et nyt afsnit af ’Arbejdstitel’ på gaden. Og med programmets forkærlighed for Italien, restauranter og la dolce vita er det svært at finde en gæst, der er mere oplagt end dagens besøgende: Eva Ravnbøl.

Den ukronede ambassadør fra Rom: Eva Ravnbøl gæster ’Arbejdstitel’
Offentliggjort

I dette afsnit har ’Arbejdstitels’ to værter Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst besøg af Eva Ravnbøl. Det er ikke for meget at sige, at Eva er ’Arbejdstitels’ uofficielle ambassadør i Rom. Her har hun boet i langt over halvdelen af sit liv, og som journalist for blandt andre TV 2 har hun gjort det til sit adelsmærke at formidle levende og begejstret om stort og småt fra landet, som alle elsker at elske.

Eva Ravnbøl er forfatter til den glimrende bog ’Gud er italiener’ og snart aktuel med endnu en udgivelse om italiensk madkultur, ’Guds eget køkken’. Med hendes egne ord kan Evas liv i Italien bedst beskrives som ”la crema,” og mere kan man næsten ikke stræbe efter i dette liv.

Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst møder Eva Ravnbøl på Italo Thai på Værnedamsvej i København, hvor snakken flyder om alt fra regler på italienske restauranter, forskellen mellem bella figura og brutta figura, og hvorfor kvaliteten på kuvertbrød i Italien (alarme rosso! alarme rosso!) er så fornærmende ringe.

Eva Ravnbøl er gavmild med sine indsigter om italiensk kultur. Og hendes øje for italienernes vaner og opførsel, særligt i lyset af de danske ditto, er guld værd at lytte til.

Det faste element Overvurderet/Undervurderet er selvfølgelig også på agendaen i dagens program, og her skal Eva Ravnbøl sammen med de to værter vurdere lytternes spørgsmål. De går blandt andet på, om man skal bære sin kaffekop tilbage på disken eller lade den stå, efter man har drukket kaffen, om det er overvurderet eller undervurderet at sige nej tak til ting, selvom de er gratis, eller hvor på skalaen de placerer at gå ud at spise dessert, efter man har spist derhjemme.

Alt det og meget mere ligger klar i det helt nye afsnit af ’Arbejdstitel’ med Eva Ravnbøl, der er ude på alle kanaler nu.

Se, hvad vi ellers skriver om: Arbejdstitel