Garderobesnak med Brian Holm: “Jeg bryder mig ikke om dyrt tøj”

God stil er ikke nødvendigvis lig med at bruge en formue på sit tøj. Det mener den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm, der er gæst i det nye afsnit af podcasten Garderobesnak med vores moderedaktør, Frederik Lentz Andersen.

Garderobesnak med Brian Holm: “Jeg bryder mig egentlig ikke om dyrt tøj”
Offentliggjort

I 2018 kårede vi ham som en af årets bedst klædte, og i slutningen af 2019 lavede vi en undersøgelse blandt vores læsere om, hvilke kendte mænd, de synes har god stil, og svaret var soleklart. Brian Holm lå nr. 1.

I det nye afsnit af ’Garderobesnak’ med Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, fortæller Brian Holm om sine klare holdninger til sin stil, som helst skal have referencer til britisk mode. Men det er ikke ens betydende med, at tøjet skal være dyrt.

“Jeg bryder mig egentlig ikke om dyrt tøj. Tøj skal være til at betale, og det gør det også mere spændende. Vi kender alle sammen nogen, der har mange penge, men de har ikke nogen stil. De tror ofte, at fordi tøjet er dyrt, så ser de godt ud. Men nej, det gør det faktisk ikke.”

Foruden sin gode smag er Brian Holm kendt for sin karriere som tidligere professionel cykelrytter. I dag arbejder han som sportsdirektør for cykelholdet Quick-Step Floors og er kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg for de Konservative. Og så ved han altså en ting eller to om mode.