Nyt afsnit af ’Arbejdstitel’: Med Martin Kongstad

I de smukke omgivelser i en baggård på Værnedamsvej i Another Aspects butik har værterne Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné sat forfatter, madanmelder og Rom-ekspert Martin Kongstad stævne.

Nyt afsnit af ’Arbejdstitel’: Med Martin Kongstad
Offentliggjort

Et emne, der ofte bringes op i ’Arbejdstitel’, er den københavnske madscene, og hvordan man spiser godt. Og er der én, som ved meget om det, er det forfatter og madanmelder Martin Kongstad, som gæster programmet i det nyeste afsnit.

Samtalen kommer vidt omkring og kredser blandt andet om den bedste og værste ret, Martin Kongstad har spist, om hvorvidt kaffe kan drikkes af glas, om lange kashmir-strømper, og så fortæller Martin Kongstad historien om, hvordan han fik fingrene i Bent Fabricius-Bjerres grønne Armani-fløjlsbukser for fem kroner.

Martin Kongstad er desuden netop hjemvendt fra en af sine mange ture til Rom, og han deler generøst ud af gode tips til byen, som Oliver og Kristoffer snart skal besøge.

Og der er naturligvis intet afsnit af ’Arbejdstitel’ uden det berygtede format ’Overvurderet/Undervurderet’. Denne gang diskuteres tennis, løb, at gå på stranden og om man bør have coffee table books liggende på sofabordet.

Lyt til det nye afsnit øverst i artiklen her eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.

Se, hvad vi ellers skriver om: Arbejdstitel