Nyt afsnit af 'Arbejdstitel': Sådan skal Esben Bjerre, Adam Price og Andreas Bagh holde nytår

'Arbejdstitel' siger godt nytår med et stjernebesat panel, der ser tilbage på året, der gik.

Nyt afsnit af 'Arbejdstitel': Sådan skal Esben Bjerre, Adam Price og Andreas Bagh holde nytår
Offentliggjort

Hvad skal Esben Bjerre drikke til nytår? Hvordan sørger Adam Price for både at få afløb for sine gastronomiske ambitioner og se sine gæster i løbet af aftenen? Og hvad har været den bedste bid, Andreas Bagh har sat tænderne i i det forgangne år?

Det er blot nogle af de spørgsmål, der bliver berørt i denne nytårsspecial fra Arbejdstitel. De to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné har sat Esben Bjerre, Adam Price og Andreas Bagh stævne på sidstnævntes helt nye restaurant, Ambra, der netop er åbnet i Indre By i København.

Nytåret er også en god lejlighed til at kigge tilbage på det forgangne år. Der bliver talt om højdepunkterne – fx har Kristoffer ikke fået armene ned over at være i Frankrig for at se Tour de France, mens Esben Bjerres førstegangsoplevelse til Wimbledon har prentet sig ind som noget særligt. Og så er det jo svært ikke at tale om mad og drikke, når man har en gæst som Adam Price med rundt om bordet, der udover at være manuskriptforfatter også er restauratør og tv-kok per excellence.

Det er mesterkokken Andreas Bagh, der byder indenfor i afsnittet på restaurant Ambra. Ambra er hans bud på et sted, hvor det italienske køkken møder New York med store retter og stor stemning, og det er svært at komme på et bedre sted til at afslutte året i Arbejdstitel-regi.

Arbejdstitel: Nytårsspecial 2023 er ude på alle platforme nu. Lyt der, hvor du normalt lytter til dine podcast. Og rigtig godt nytår.

Se, hvad vi ellers skriver om: Arbejdstitel, Esben Bjerre og Restauranter i København