Nyt afsnit af ’Tomas og cheferne’ med Brian Mikkelsen
Efter 24 år som folkevalgt med poster som bl.a. kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister tiltrådte Brian Mikkelsen i 2018 som direktør i Dansk Erhverv. I det nye afsnit af podcasten ’Tomas og cheferne’ fortæller han bl.a. om sin karrierevej ind og ud af politik.
”Jeg kan næsten ikke huske, at jeg har givet en skideballe i de 15 måneder, jeg har været administrerende direktør i Dansk Erhverv,” fortæller Brian Mikkelsen i det nye afsnit af Talk Towns podcast ’Tomas og cheferne’.
Den tidligere minister og nu administrerende direktør taler desuden bl.a. om, hvordan han voksede op med meget unge forældre og blev mønsterbryder, hvorfor politik har fyldt så meget i hans liv og hvorfor han sagde ja tak til stillingen hos Dansk Erhverv.
I podcasten interviewer vært Tomas Zhang Mathiesen en række af Danmarks absolutte topledere. Han vil vide, hvad det kræver at blive en topleder, og hvordan man er en god leder.
Annonse
Det gør Tomas Zhang Mathiesen, fordi han selv ønsker at blive topchef engang i fremtiden.
I første afsnit medvirkede adm. direktør i dagligvarekæden Irma, Søren Steffensen, mens fængselsinspektøren for Københavns Fængsler, Lea Bryld, var gæsten i andet afsnit. I tredje afsnit fortæller Peter Kjær Jensen, adm. direktør i PostNord Danmark, om at transformere en tabsgivende posttjeneste i en tid, hvor vi som nation sender færre og færre breve. Gæsten i fjerde afsnit er administrerende direktør og CEO i Adecco, Mickey Maymann, der fortæller om, hvordan man kan arbejde sig op ad karrierestien uden nødvendigvis at behøve at rykke fra den ene virksomhed til den anden.
Går du ligeledes med de samme drømme om at blive topleder som Tomas Zhang Mathiesen, så lyt her på linket til 'Tomas og cheferne' og hør, hvordan toplederne i podcasten er nået dertil, hvor de er i dag.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.