Er Jon Stephensen landets næste kulturminister? ”I al beskedenhed er det da noget, jeg ved noget om”

Moderaterne vil afsætte en milliard på finansloven til kulturlivet. Er det dit aftryk på jeres partiprogram?

”Ja ja, det er min idé. Som teaterchef gennem 21 år har jeg på godt og ondt erfaret, at kulturpolitik kan meget mere. Jeg tror faktisk ikke, politikerne er klar over, hvor meget kulturen kan give på tværs af økonomi, arbejdspladser og andre politikområder. Kultur er benzin til hjernen og hjertet, så hvis staten understøtter kulturen, gør det ikke kun, at vi får bedre kunstnere og idrætsfolk – vi får også bedre arbejdskraft i Novo Nordisk.

Kulturen skal ud til alle. Jeg synes jo, det er et demokratisk problem, at vi alle betaler til kulturen, men hvis man skal være lidt grov, så er det mest over- og middelklassen, der bruger den, mens underklassen bare betaler til gildet. Jeg vil gerne skabe nogle rammer, der gør, at i hvert fald børn og unge ikke bliver delt op i A- og B-hold, i forhold til den kultur de møder i deres hverdag.”

Du har tidligere været medlem af Alternativet. Hvordan er det foreneligt med Moderaternes politiske program?

”Det var, fordi det var det eneste rigtige grønne parti. Jeg kunne godt lide den energi, der lå i det. Jeg tror, at Moderaterne har lidt samme energi. Jeg ved godt, der er stor forskel på mange punkter mellem de to partier, men fx på kulturpolitikken tror jeg, at vi har meget til fælles. Jeg ser også Alternativet som et midterparti. De ligger nok på den anden side af midten, men jeg synes ikke, de ligger så langt fra midten.”

Du siger, at Alternativet ligger på den anden side af midten end jer. Skal det forstås sådan, at midterpartiet Moderaterne faktisk ligger lidt til højre for midten?

”Man kan sige, at hvis der findes en midte, så ligger Alternativet lidt til venstre for midten, og vi ligger til højre for midten. Jeg synes, at vi begge er inden for midten.”

Det siges, at du er den eneste i Moderaterne, der vipper lidt til venstre for midten. Er det rigtigt?

”Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at jeg er den røde moderat. Ikke den røde pirat, ha ha. Der er nok også andre, der vil betragte sig som lidt rødere end resten. Men jeg er nok til den røde side. Det betyder jo ikke, at jeg ikke står bag partilinjen. Ethvert parti har selvfølgelig diskussioner, og jeg står meget fast på, at uligheden ikke må øges i det her land.”

Har du været nødt til at sluge nogle kameler i udformningen af partiprogrammet?

”Det er klart omkring skattepolitikken. Der skal jeg være klar på, at det er der, vi skaber det økonomiske rum for, at vi fx kan bruge en milliard mere på kulturen. Jeg har talt meget med Lars (Løkke Rasmussen, red.) om, at uligheden ikke må stige i det her land. Det er ikke bare ud fra et princip, men jeg tror heller ikke, det er godt for landets økonomi. Så omkring skattepolitikken er der måske nogle ting, der ikke ligefrem er groet i min have, men hvis jeg bare har en fornemmelse af, at det er regnearket bag, at vi kan skabe bedre velfærd, bedre sygehuse og bedre kulturpolitik, så er det fint.”

Da man vidste, at Løkke ville starte et nyt parti, gik spekulationerne straks på, hvilke sværvægtere han ville kunne få til at stille op. I det 41 mand store kandidatfelt er du nok den mest kendte. Er du lidt skuffet over, at det ikke er lykkedes at få andre af en vis tyngde til at stille op?

”Næ, egentlig ikke. Måske mere overrasket, men ikke skuffet. Og overrasket ved jeg snart heller ikke. Man skal jo heller ikke have kendte med, hvis de ikke har noget at byde ind med. Vi kunne have fået en realitystjerne med, men havde det været politisk troværdigt?”

Moderaterne er jo i den situation, at skulle I komme ind, kan I meget sandsynligt blive en del af den kommende regering. Er det din ambition at blive minister?

”Lad mig sige det på den måde: Nu er jeg gået ind i politik, og det er gået stærkt, og nu er jeg spidskandidat i København. Selvfølgelig har jeg da ambitioner. Jeg tror, det var Jens Otto Krag, der sagde, at man ikke skal have magten for magtens skyld, men for at forandre samfundet. Så hvis man kan holde det til, at det er ambitionen, er det da klart, at jeg drømmer om det.”

Og det ville ganske givet være som kulturminister?

”I al beskedenhed så er det da noget, jeg ved noget om. Jeg har beskæftiget mig med arkitektur, teater, film og grænseflader. Så jeg synes, jeg har en ret god ballast og visioner, når det handler om kultur.”

Kunne du forestille dig at være minister for noget andet end kultur?

”Nu leger vi, og jeg synes, det er en farlig leg. Det kunne jeg da godt forestille mig, men lige nu håber jeg bare at blive valgt ind. Hvis det lykkes, så interesserer kulturpolitik mig meget. Så langt vil jeg da gerne gå.”

Jon Stephensen

Født i 1959. Bosat i København. Uddannet arkitekt og journalist. Har tidligere arbejdet som marketingschef, inden han i slutningen af 90’erne begyndte at arbejde med film og teater. I 2007 blev han teaterchef på Østre Gasværk, men han blev afskediget i 2009 efter en sag om konsulenthonorarer, Stephensen havde fået sideløbende med sin løn som teaterchef. Der blev senere indgået forlig i sagen. Fra 2011 til 2022 var Jon Stephensen teaterchef på Aveny-T. Ansættelsen ophørte i maj – Stephensen mener, han blev fyret, fordi han engagerede sig politisk i Moderaterne. Bestyrelsen i Aveny-T har afvist anklagerne. Sideløbende med sit virke som teaterchef har Stephensen engageret sig i samfundsdebatter om alt fra bymiljø til ’X Factor’ i aviskronikker og radioprogrammer. Han er opstillet som spidskandidat i Københavns Kommune for Moderaterne ved folketingsvalget.

Hvem af de tre statsministerkandidater ser du helst som statsminister efter valget?

”Vi peger jo ikke på nogen. Det ville være et scoop for dig, hvis jeg sagde noget andet. Det er vores store styrke, at vi ikke på forhånd peger på nogen. Det kommer ikke til at ske.”

Kan Lars Løkke blive statsminister?

”Der er 179 medlemmer, der i princippet kunne blive statsminister.”

Det hørte jeg også Løkke selv sige på DI-topmødet. Det skal vel oversættes til, at Løkke godt kan blive statsminister?

”Ja, sammen med 178 andre.”

Du kan nok ikke, Jon.

”Jamen, selvfølgelig kunne han blive det. Men det er ikke det, der er hele idéen bag det her projekt. Idéen er at lave en regering hen over midten og på den måde holde yderfløjene uden for indflydelse. Jeg hørte forleden Sophie Løhde fra Venstre sige, at så længe, vi ikke melder klart ud, er en stemme på Moderaterne i princippet også en stemme på Mette Frederiksen. Så kan man også sige, at en stemme på Venstre eller Konservative stensikkert også er en stemme på Støjberg, Messerschmidt og Vermund. Det, synes jeg, de borgerlige vælgere skal gøre sig megaklart: Er det virkelig bedre, at et borgerligt flertal skal helt derud på fløjen for at hente sit flertal, end at man indgår i en regering med Socialdemokratiet?”

Så man skal som borgerlig vælge mellem Mette Frederiksen og den yderste højrefløj?

”Nej, det er et valg mellem den yderste højrefløj og en regering hen over midten.”

Som jo ville indeholde, og formentlig være ledet af, Mette Frederiksen?

”Nej, Socialdemokratiet. Ikke nødvendigvis Mette Frederiksen som statsminister. Det, synes jeg da godt, man som borgerlig vælger kan tænke over. Vi står i nogle udfordringer, hvor det ikke lige nu er yderfløjene, der skal diktere politikken.”

På din profil på Moderaternes hjemmeside står der kun noget om kulturpolitik. Moderaterne vil blandt andet gøre morgensang obligatorisk i folkeskolen – hvorfor?

”Det at samles hver dag om noget fælles er virkelig godt. Og det er alt fra Andreas Odbjerg til ’I østen stiger solen op’. Det er ikke kun salmer. Tænk på de nydanskere, der kommer til landet. Hvor mange vendinger, der er i sangene. Man lærer sproget, og der er traditioner i sangene, viden om årstiderne, som også er forbundet med sang. Efterår, sommer, vinter. Forår i høj grad. Der er enormt meget forbundet med sang. Først og fremmest er det et fællesskab. Og det er en gratis omgang. Mange forslag koster jo tit penge. Det her er gratis og skaber fællesskab. Vi har det problem i folkeskolen, at det er blevet for individfokuseret og præstationsagtigt. Her står vi bare fælles og synger. Det er ikke noget med, at man skal lære salmer og disciplin. Men den glæde, det giver at synge sammen, skal vi have frem.”

Lad os lege med tanken om, at du bliver kulturminister. Så overtager du en varm kartoffel fra nuværende minister Ane Halsboe-Jørgensen, der handler om, hvorvidt Danmark skal foretage en diplomatisk boykot af fodbold-VM i Qatar. Ville du tage af sted som kulturminister?

”Først vil jeg gerne sige, at det er ikke landsholdets skyld, og det er ikke DBU’s skyld, at der er VM i Qatar. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at der denne gang fra de nationale unioner udtrykkes utilfredshed med, at det er sket, således at vi fremover undgår den her situation. VM i Qatar skulle ikke have været spillet der. Den måde, det er blevet trumfet igennem på, er underlig. Migrantarbejdere, der har arbejdet under usle forhold. Det er ikke sådan, det skal være. Derfor er det godt, der har været så meget fokus på det. Skal landsholdet tage derned og spille? Ja. Skal kulturministeren tage derned? Ikke nødvendigvis. Jeg mener, at det officielle Danmark skal tænke sig rigtig godt om, før vi tager derned. For hvis vi gør det, anerkender vi på en eller anden måde arrangement. Men det er et dilemma, for vi har jo handel med Qatar og med Saudi-Arabien. Så hvor går grænsen? Kan vi handle, men ikke have sportsligt samkvem?”

Ved VM i 2030 er Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien i spil som realistiske bud på værtsnationer. Så har kritikken vel ikke hjulpet?

”Det kan da godt være, hvis det på grund af kritikken ikke er de lande, der ender med at få den.”

FIFA er ikke modstandere af idéen.

”Men sport er jo så dilemmafyldt. En gang talte man om ping-pong-diplomati, hvor USA sendte bordtennisspillere til Kina. Så sport kan også gøre, og måske er jeg naiv her, at der skabes nogle forandringer i Qatar, der ikke var kommet, hvis vi bare havde lukket dem af. Måske får indbyggerne i Qatar øjnene op for, at der er en anden og bedre verden. Jeg ved det ikke. Men jeg synes, det er problematisk.”

Joy Mogensen blev, da hun var kulturminister, hånet for at sige, at ’der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater’. Er du enig i hendes betragtning?

”Der er i hvert fald ikke lige så meget kunst i en håndboldhal, som der er i Det Kongelige Teater. Jeg synes, vi skal passe lidt på at sammenblande kunst og kultur. Kultur er én ting, kunst er noget andet. At vi har en håndboldkultur i det her land, hvor mange piger og drenge, også i Udkantsdanmark, spiller håndbold, det er fantastisk. At vi har det fællesskab og den foreningskultur. Jeg elsker det. Og så er der kunst, det er noget helt andet. Det ene er ikke bedre eller finere end det andet, men det er to helt forskellige ting. Når man nævner en håndboldhal og Det Kongelige Teater i samme sætning, så bliver man meget politisk, og det er noget rod.”

Synes du, Socialdemokratiet har svigtet kunstdelen af kulturpolitikken?

”Nej, S har haft en idé om, helt bevidst, at putte de to ting i samme sætning. For at vise, at de er et stort folkeparti, der synes, at en håndboldhal er lige så vigtig som Det Kongelige Teater. Og så laver man den der lidt underlige stråmand. Fint nok, jeg kommer bare ikke til at sige det. Men jeg synes også, det er meget vigtigt, at vi har en foreningskultur i det her land.”

Vi skal også forbi sagen om din fyring fra Aveny-T. Zetland bragte i august en artikel, hvori 12 kilder kritiserer arbejdsmiljøet på teatret under din ledelse. Har du været ansvarlig for et dårligt arbejdsmiljø på Aveny-T?

”Nej, det har jeg ikke. Der var et supergodt arbejdsmiljø. Det var der, da jeg forlod teatret, og det har der været hele tiden. Der var en sag i 2018, eller ikke en sag, men en situation, hvor jeg skrev til en skuespiller, der var besvimet på scenen fredag aften, og som vi ikke havde hørt noget til i to dage. Det er så blevet til en voldsom historie i Zetland.

Jeg skrev til hende søndag aften:

’Kære Coco (Hjardemaal, red.). Sikke en skidt oplevelse, du havde i fredags. Håber, at søvn og hvile har gjort dig godt. For teatrets skyld er det efter syv aflysninger tæt på liv eller død, at vi gennemfører de forestillinger, der er tilbage. Jeg vil derfor holde dig prøvefri frem til nytår, så du alene behøver at spille om aftenen og ikke andet, så du får hvile og fred. Desuden vil jeg, såfremt du kan, belønne dig med 5.000 kroner ekstra, der udbetales med din decemberløn.’

Jeg synes bare, jeg er en meget ansvarlig chef. Jeg havde selv lånt teatret 600.000 kroner af mine egne penge og gået uden løn i over et halvt år. Ellers var teatret lukket – jeg reddede det. Og det vidste skuespillerne godt.

I den her sag kom der en lægeerklæring, og jeg tog derfor Coco af forestillingen og fandt en anden, mens hun fik løn frem til februar, som hendes kontrakt var på. Skuespillerforbundet sagde til mig, at jeg skulle lade være med at tilbyde bonus, så det gjorde jeg, og så var der ikke mere i det. Indtil min bestyrelse så, midt i sommer, graver den her sag frem.”

Der er jo 12 kilder, der er stået frem med kritik af din ledelsesstil, og de er ikke fra bestyrelsen, så hvad har bestyrelsen med det at gøre?

”Nu ved jeg jo ikke, hvad de forskellige kilder siger, men jeg har haft over 100 skuespillere og ansatte, så 12 er, synes jeg, ikke særligt mange. Man vil altid kunne finde én, der ikke føler sig retfærdigt behandlet. Og så sker der det, at jeg ikke længere er der, jeg blev fyret, og hvem vil man så gerne være solidarisk med? Dem, man skal arbejde sammen med fremover, altså bestyrelsen, eller mig, der er ude af døren?”

Så du påstår, at bestyrelsen har fået skuespillerne til at klandre dig, fordi det er dem, der har relationen til skuespillerne?

”Det er i hvert fald bedre at forholde sig til de mennesker, man skal arbejde sammen med fremover, end at forholde sig til mig. Når man er chef, kan man ikke gøre alle tilfredse. Der vil altid være en, to, tre, fire, fem, der synes et eller andet. Jeg havde det fint. Jeg synes, vi havde et fint forhold. Men det er også en sensitiv branche.”

Har skuespillerne været for ømskindede?

”Det siger jeg ikke. Men folk kan opfatte tingene meget forskelligt. Jeg ved bare, at jeg efterlod et teater med sindssygt god stemning, og jeg kan da se, at efter, jeg blev fyret, sygemelder folk sig rask væk. Der har i hvert fald været et par sygemeldinger, har jeg hørt. Der var aldrig en sag med mig, indtil bestyrelsen gjorde det til en sag.”

Du blev citeret i Zetland for at sige, at ’alle skuespillere gør alt for at spille no matter what, også selv om de er syge. Det ligger så dybt i skuespilleres dna, at the show must go on, og så må man æde det. Man skal virkelig være syg for at melde afbud til en forestilling’. Er det ikke en meget old school indstilling til det at gå på arbejde?

”Nej, der er den forskel, og det vil jeg gerne holde fast i, at hvis der er en på et fodboldhold, der er syg, så har man nogle reserver, man kan sætte ind. Hvis der er nogen ude på Euroman, der bliver syge, så udkommer bladet alligevel. Hvis der er en skuespiller, der er syg på et teater, så bliver forestillingen aflyst.

I den her helt specielle situation, der var vi bare så sindssygt pressede. Selvfølgelig skal skuespillerne lægge sig syge, hvis de er syge. Det er slet ikke det, vi taler om. Her var der en skuespiller, der var besvimet under en forestilling. Jeg er også besvimet, og næste dag var jeg frisk igen. Det var, fordi jeg ikke havde fået nok vand eller et eller andet. Hvad handlede det her om? Hvis vi satte hende på skånekost, kunne hun så spille? Det var det, det handlede om. Hvis skuespillere er syge, er de syge.

Men nogle gange er du sikkert også gået på arbejde, selvom du er lidt syg. Med dit øje burde du måske faktisk være blevet hjemme i dag (journalistens venstre øje er slemt hævet på grund af en inflammation, red.). Men du er på arbejde.”

Politik er jo også en branche, hvor der nogle gange kan være behov for en ekstra indsats. Hvis du bliver kulturminister, vil det da blive forventet af de fuldmægtige i Kulturministeriet, at de i særligt travle perioder går på arbejde, selvom de er syge?

”Nej, prøv at høre: Der var ingen vinding for mig i det her. Jeg fik ingen bonus for, at skuespillerne spillede. Jeg kæmpede for arbejdspladser. Skulle jeg have tilbudt de penge? Nej, det skulle jeg ikke. Men var det en sag dengang? Nej, det var det ikke.

Selvfølgelig skal man som chef lytte til sine medarbejdere og sikre ordentlige forhold. Jeg har været teaterchef i 21 år, jeg har fandeme sørget for ordentlige forhold og givet folk efteruddannelse og jeg-ved-ikke-hvad. Det her er en sag, bestyrelsen har trukket frem for at frame mig, efter jeg har lagt sag an mod dem for at have fyret mig af politiske årsager, efter jeg meldte mig ind i Moderaterne. Så kort kan det siges.”

Zetlands chefredaktør, Ida Ebbensgaard, skriver i en skriftlig kommentar om Stephensens påstand om, at historien om arbejdsmiljøet på Aveny-T er plantet af teatrets bestyrelse: ”Vi kan fuldstændig afvise, at historien er plantet af Aveny-T’s bestyrelse. Faktisk var vi i gang med at undersøge arbejdsmiljøet allerede et år inden, Jon Stephensen blev fyret. Vi har absolut ingen grund til at tro, at vores kilder har skjulte motiver. Tværtimod risikerer de meget ved modigt at stå frem med personligt svære historier.”

Henning Dyremose, bestyrelsesformand i Aveny-T, skriver i en skriftlig kommentar om baggrunden for Jon Stephensens fyring: “Lad mig igen slå fast, at en enig bestyrelse på syv personer med stor personlig integritet, som i årevis har arbejdet gratis for at sikre teatrets fremtid, har afskediget Jon grundet uenighed om ledelsesmæssige og forretningsmæssige forhold, der intet har at gøre med hans politiske ståsted.”