Kanye West udlover én million dollar til alle nybagte forældre på dramatisk første vælgermøde
Kanye West holdt i går det første vælgermøde i sin højt besungne præsidentkampagne. Særligt abortdebatten fik tårerne frem hos den kristne rapper og producer.
Foto: Getty Images Kanye West præsenterer albummet 'Jesus Is King' i oktober 2019.
I skudsikker vest og med ’2020’ barberet ind i håret udlagde Kanye West i går for første gang sit politiske projekt for vælgerne i South Carolina. Selv i en tid, hvor de såkaldte Trump-rallies har rokket ved den almene forståelse af vælgermøder i amerikansk politik, var Wests politiske debatarrangement dog af særlig usædvanlig karakter.
Det var således en Kanye West i sine følelsers vold, der tog ordet fra den ydmyge scene i Exquis Event Center i South Carolina, hvor arrangementet blev holdt. West har de seneste år turneret med sin kristne åbenbaring, og særligt abortspørgsmålet, der er et notorisk betændt emne i amerikansk politik, fik Chicago-rapperen til at bryde grædende sammen på scenen. Han afslørede blandt andet, at han forud for fødslen af sin første datter North havde overvejet at foreslå abort:
”Jeg var lige ved at slå min egen datter ihjel!” græd Kanye West til adspredte bifald i salen.
Ifølge West er løsningen på abort dog ikke at udskamme dem, der aborterer, men at skabe større incitament til at ”vælge livet”. Det skal ifølge den uerfarne præsidentkandidat gøres ved at udlove op til én million dollar til mødre, der fravælger abort. Et forslag, der resulterede i apatisk latter fra de fremmødte.
Kanye West placerede formentlig mødet i South Carolina, da der i dag er frist for at komme på stemmesedlen i netop denne delstat. I skrivende stund er Kanye West kun opstillingsberettiget i Oklahoma. Det er dog ikke kun valgjura, der kan true Kanye Wests præsidentdrømme – ifølge de første meningsmålinger har kun omkring to procent af amerikanerne tænkt sig at stemme på hitmageren.
Midt i hele præsidentvirakken har Kanye West, surprise, lanceret det nye album ’Donda’, der efter sigende udkommer på fredag. På den positive side afslører den foreløbige trackliste, at albummet formentlig vil indeholde bidrag fra den fremragende, lækkede plade ’Yandhi’.
I videoen nedenfor kan du se hele Kanye Wests første vælgermøde, hvor han med vanlig entusiasme opfordrer vælgerne til at stoppe med at se porno, afslører, hvor høj hans IQ er, lufter tanken om at frigive marijuanaen og kritiserer borgerrettighedsforkæmperen Harriet Tubman:
Se, hvad vi ellers skriver om: Kanye West, USA og Præsidentvalg