Dette skisportssted kombinerer ypperligt skiløb med klassisk italiensk gastronomi

Uden for de tykke, hvide spor, primært på sydsiden, gør et tyndt snedække et ihærdigt forsøg på at dække det stenede terræn. At køre frit mellem skråningerne er ikke en mulighed.

Solen har nemlig bagt ned i området i ugevis. Det er en mærkelig vinter og den tredje vinter i træk, hvor intet er som normalt. Først oplevede Cortina d’Ampezzo en vinter, hvor sæsonen blev afbrudt tidligt på grund af corona-pandemien.

Derefter kom en vinter, hvor det italienske skisportssted måtte holde helt lukket på grund af den samme pandemi, en vinter, hvor der i øvrigt faldt mere sne end i mands minde.

Og nu, hvor vi besøger Cortina d’Ampezzo, er det den tørreste vinter i årevis med nærmest ingen nedbør og snefald fra himlen.

Cortina er klassisk land for alverdens skiløbere. Oppe nær de takkede Dolomitter ligger landsbyen omgivet af bjergtoppe, og ud over de normale skiturister tiltrækker byen også mange rejsende fra det nordlige Italien.

Vi går dog under vores besøg i nogenlunde ensom majestæt med skiene hvilende på skuldrene ned ad hovedgaden i byen. Omgivet af butikker, som lokker med navnkundige mærker.

Skiløbet er rygraden i byen, det, som har givet den sin status. For Cortina d’Ampezzo gæstes også ofte af verdenseliten i alpin-ski. En lang række World Cup-events er blevet kørt på skisportsstedet, og sidste år var byen vært for alpint VM, hvilket var anden gang, da Cortina også husede VM helt tilbage i 1932.

Læg dertil, at de olympiske vinterlege blev afholdt her i 1956, og at Cortina igen i 2026 skal være værtsby for legene.

Der er i alt 64 pister i Cortina d’Ampezzo. 31 kilometer blå, 23 kilometer rød og 10 kilometer sort.

På vores visit i Cortina d’Ampezzo har vi allieret os med den tidligere professionelle svenske skiløber Emil Johansson.

Vi stopper ved den mest vanskelige passage på herrernes styrtløbsbane fra VM sidste år. Emil står stille i et stykke tid, han ser forundret ud. Han har deltaget utallige gange i slalom i Europa Cup’en og har hentet point i World Cup’en i sin karriere, men lige nu står han her og kigger forbløffet på de lokale italienske styrtløbere, som i umenneskelig høj fart tvinger deres ski ned gennem de snævre sving – på blank is.

Inden vi er nået hertil, langt fra klipper og is, har Emil kunnet køre frit i den dybe, turistvenlige sne. Vi har snoet os ned fra området under Tofana di Mezzo på nærmest uberørte pister, selvom det er midt på formiddagen.

Denne dag er vinden frisk, og kabinebanen herop er lukket for offentligheden. Andrea, vores lokale turguide, har dog via et par telefonopkald fået åbnet liften for os.

Pisterne er brede og hælder meget, men lige nok, til at svingene kan skæres skarpt. Udsigten er storslået, og takket være den lukkede lift kan vi arbejde uforstyrret. Jeg glider ned bag ved Emil i sneglefart.

Måden, han kører på foran kameraet, vidner om hans dygtighed.

Emil er umenneskeligt sikker i sine sving, og farten og præcisionen, når vi skyder, er uvirkelig.

Emil Johansson viser optimal balanceføring og overlegen teknik på en nedfart i det norditalienske alpeparadis.

Vel nede i landsbyen igen sætter vi kursen mod en restaurant ved navn Dolom’eats All’aquila, der serverer retter fra Ladin-køkkenet.

Ladin er den etniske gruppe, som beboerne i Cortina hører til. I og med at de er afskåret fra lavlandet, især om vinteren, er der gennem tiden opstået en madkultur her, som er baseret på lokale ingredienser og råvarer.

Kulturen lever i bedste velgående, og blandt de karakteristiske retter er friteret og spinatfyldt butterdej, ravioli med spinat og forskellige former for knödel. Andrea kører os et par hundrede meter gennem den maleriske landsby til vores hotel.

Vi bor på Hotel Panda, et ikke særligt stort hotel, men familievenligt i klassisk alpestil tilsat et skvæt af Østrig i indretningen. Mens Andrea læsser vores bagage fra bilen, spørger Emil ind til det bedste pizzeria i Cortina. Andrea løfter mine ski ud, vender sig smilende rundt og peger på døren ved siden af indgangen til Hotel Panda: ”Det ligger lige der.”

Hjertet i Birreria & Trattoria Vienna er pizzaovnen, som er muret direkte ind i murstenene. Stedet kunne måske ligne noget, der ville befinde sig i en landsby i Norden, men pizzaerne her er meget mere end bare mad, der skal mætte.

Der er noget med italienerne og deres forhold til gastronomi. Selv det mest banale, der serveres på en tallerken i Italien, er blevet tilberedt med lidenskab og nøjagtighed. Ingredienserne er ikke nødvendigvis avancerede, men man kan mærke, at der er blevet gået efter en perfektion i alle detaljer.

Pizza-bestillingerne strømmer da også ind på telefonen på restauranten aftenen igennem.

Gastronomien og det gode liv er i højsædet i Cortina d'Ampezzo. Og selvfølgelig er der rødvin til frokosten.

Næste formiddag i Cortina d’Ampezzo tilbringer vi i området oven for Faloria, op mod Tondi. Terrænet er kuperet. Hældningerne snor sig nedad, og til tider er det meget stejlt. Sneen er hård og glat. Der er ingen grund til at svinge for at bremse, for svingene her tages bedst i høj fart.

Spændstigheden i skiene bruger vi til at øge farten ud af svingene, og kraften forplantes gennem kroppen.

Senere bevæger vi os mod bjergformationen Cinque Torri, fem naturlige tårne skåret ud i sten. Også i dette område bølger bakkerne i landskabet. På den nederste strækning snor de sig ind mellem de sparsomme lærketræer.

Solen og skyggespejlet falder hen over skråningerne og trækker mønstre efter sig i sneen.

Alt i alt er vi mere afslappede, end da vi ankom. Den italienske levevis har smittet os. Det vigtigste er det gode i livet, og så går det nok, at der er mindre sne i Cortina d’Ampezzo lige nu, end der normalt er. Og skiløbet er godt. Livet på pisterne er godt. Det er simpelt og behageligt.

Dagen efter bruger vi kræfterne på skiene anderledes, end da vi kørte offpiste i den dybe sne. I stedet handler det nu om at jage præcision og perfektion i hvert sving. Vi valfarter rundt i systemet med skistøvlerne klikket ud.

Klokken 11 sipper vi til hver vores espresso, og kort efter spiser vi en lang frokost på Rifugio Scoiatoli.

Et par timer senere tager Emil en af de kasketter, han selv har designet, på. ”Vi mangler et enkelt billede til de sociale medier,” siger han.

Lidt længere nede finder jeg et spot, hvor pisten drejer, hvor der er et sted med god sne, og hvor lyset falder på den helt rigtige måde. Jeg skyder fotografiet fra hoften.

Det bliver et af de bedste fra vores dage i Cortina.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski, Mad og Guide