Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Visit Århus, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Jo, der er stadig et stykke vej til Københavns overflødighedshorn af gode spisesteder og muligheder for underholdning, men drop forestillingen om en by med mindreværdskomplekser, for Smilets by kører på egne præmisser, og der mangler absolut ingenting. Du kan endda pakke metrokortet væk, for du kan (næsten) gå til det hele.
Aarhus har al den gastronomi, du kunne drømme om, og nogle af landets fedeste museer og skønneste hoteller. I hvert fald kan du, uanset om du er til det ene eller andet, roligt sige godnat til Malaga og lukke dine øjne i Aarhus denne vinter.
Annonse
Og når du vågner igen, kan du tage turen ud til den jyske hovedstads opland, hvor du får noget fuldstændig forrygende natur – fra Søhøjlandets bakker, skove og Gudenåen til Nationalparken Mols Bjerge. Du kommer ikke til at kede dig foreløbigt.
Til bords
I foråret 2023 overtog Kristoffer Ringsing posten som køkkenchef efter Steffen Villadsen, og han fastholder det gamle badehotels position som et midtjysk gourmettempel.
Ringsings køkken er klassisk og nordisk, og det er hans målsætning at bruge så meget som muligt af de råvarer, Mols og Djursland kaster af sig.
Der er to signaturmenuer med enten seks eller fire serveringer samt indledende snacks. Kroens beliggenhed med udsigt til havet og Mols Bjerge i baggrunden er enestående.
Hovedgaden 16, 8400 Ebeltoft
Annonse
Moment
Trofasthed over for idealerne og ihærdighed lønner sig til sidst. Frilands-, øko- og bæredygtighedslandsbyen ved Feldballe på Djursland har ganske enkelt en af landets bedste vegetariske restaurant med Moment.
Dets køkken forstærker grøntsagernes smag med gæring, henkogning og syltning, og der er en vældig forstand på at skabe næsten kødlignende substans i retterne, ligesom de heller ikke er blege for at dreje kraftigt på syreknappen.
Vinserveringerne er naturligt nok naturlige ... nøgne, ja, sig bare naturvin, men slet ikke skøre, og staben er vinkyndig på allerhøjeste niveau. Der serveres også øl med kant, og så er Moments saftmenu absurd vellykket sammenlignet med andre restauranters forsøg udi den kunst.
Retterne er smagsbomber på rette sted i menuen og elegantiere i begyndelsen og enden af menuen. Vegetarer foren eder!
Ravnen 1, 8410 Rønde
Frederikshøj
Annonse
Wassim Hallal, gastrokongen af Aarhus og udstyret med to Michelin-stjerner. Den anden skulle han have haft for længst, men fred nu med det.
Wassims køkken og Frederikshøj kan det helt særlige, som ikke ret mange kan: give gæsten den ekstraordinære følelse af massiv luksus – både på tallerkenen, i forhold til servicen og i det hele taget stemningen på stedet.
Wassim Hallal er ikke til nynordiske fermenteringsnarrestreger, hans afsæt er klassisk, men innovativt og legesygt, og man går derfra med en oplevelse, der har sat sig i kroppen.
Oddervej 19, 8000 Aarhus
Atelier 33
At rygterne om det franske køkkens død er stærkt overdrevne, er Atelier 33 endnu et bevis på. Den franske bistro blev på rekordtid virkelig populær, og selvom stedet er helt nede på jorden afslappet, så skal man ikke tage for givet, at man bare kan svinge forbi og satse på, at de har et bord. Der er mange, der gerne vil til.
Kortet er som taget ud af en parisisk bistro – og dog, for der er også et par afstikkere til blandt andet Italien og Spanien, men grundtonen er og bliver fransk.
Det er et livligt og dejligt højrøstet sted, så er man til ro og ophøjet ensomhed, skal man nok lige overveje en ekstra gang. Vi andre kan glæde os over, at der er åbent til både frokost og aften alle ugens dage.
M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus
Ghrelin
I det helt nye betonparadis på havnen i Aarhus ligger Ghrelin med det mærkelige navn, som ikke stammer fra kokkens slægt, men derimod er den latinske betegnelse for et sulthormon.
Ghrelin er selvfølgelig indrettet i rå omgivelser, strukturer og indretning er betonstyrede, men varmen kommer fra de mørke nordiske træsorter i borde og stole.
Varmen kommer også fra service og ikke mindst maden, der gennemgående er velkomponeret, præcist udført og visuelt lokkende. Inspirationen er dansk, italiensk, spansk og ikke mindst helt klassisk fransk haute cuisine med mørke nedkogninger til klassisk menuopbygning, hvor koncentrationshøjdepunktet kommer lidt over halvvejs inde i menuen.
Kurante stykker kød, kalv, okse, svin, and og ikke mindst luksusfisk som havtaske og pighvar.
Nicklas Friis Nielsen er den dygtige kok, og Big Chef (Anders Kuk Kristensen) hygger om gæsterne i restauranten og sammensætter skarpt en vinmenu med udgangspunkt i den klassiske og konventionelle europæiske vinverden.
Bernhard Jensens Boulevard 125, 8000 Aarhus
Domestic
Mange af retterne på Domestic ligner små dioramaer, små naturscenerier eller i virkeligheden bare et stykke natur taget ind på tallerkenen. Det visuelle gør også Domestic unik, men det er og bliver smagsuniverset, som trækker Domestic over i sin helt egen afdeling.
Sammenligninger er farlige, men et sted mellem Kadeau og Noma er ikke helt forfejlet. Christoffer Norton og Morten Frølich Rastad er de to vildmænd i køkkenet, der sylter, gærer, glaserer og modner alverdens råvarer, som skal komme fra det helt lokale.
Dogmatisk, ja, men et køkken, der afsøger grænser for smagen. Domestics køkken har yderpunkter i sødmefulde kornfermenteringer, sindssyg høj syre på retter og ulmende smagseksplosiv umami fra overraskende baser på flere retter.
Retterne blander rusticitet og pincet-anretning på en måde, der aldrig virker opstyltet eller konstrueret.
Vinsiden styres af Ditte Susgaard, som tør sætte lavt svovlet vildskab i spil, men aldrig går for langt den vej og heller ikke tøver med klassiske syreholdige rieslinger.
Mejlgade 35B, 8000 Aarhus
ET
En århusiansk ærkeklassiker, der efter snart mange år på ingen måde har tabt højde eller er blevet træt og mainstream. Tværtimod synes ET at være i storform, nu på ny adresse med mere plads og på alle måder revitaliseret.
Det er ikke et sted, man kommer for de subtile smage og diskrete greb. ET er stedet, hvor der er så meget knald på smagen, og det er stedet i Aarhus, man altid har lyst til.
Mindegade 8, 8000 Aarhus
Bardok
Vi elsker det sted! Naturvin, skindkontakt og larm, rock’n’roll, skramlet og dejligt krydret mad med stærk inspiration fra Kaukasus og især Georgien, hvor indehaverne har opholdt sig, men retterne bærer også præg af alt fra Sicilien til Pakistan.
Det er cappellotti med kartoffel og salvie og de enorme khinkali-dumplings, du skal smage.
Åboulevarden 51, 8000 Aarhus
Substans
Sanseligt og sart køkken. René Mammens kærlighed til lokale råvarer, blid tilberedning, hvor råvarens egen smag ikke skjules og en tydelig naturbevidst og miljøskån-som idealisme præger køkkenet. En af byens bedste restaurantudsigter.
Husk Substans højst unormalt for restauranter på det niveau holder frokoståbent fredag og lørdag. Forvent moderat funky naturvin. Besøg alternativt Mammens lillesøsterrestaurant, bistroen Pondus.
Det er ikke altid, at der reelt er så voldsomt meget om snakken, når restauranter hævder at være lokalt forankret, men for Hærværks vedkommende er producenter fra nærområdet nærmest restaurantens fundament.
Bl.a. ildsjælene Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegaard leverer til restauranten, så man kan altid få for eksempel et glas mousserende æblevin fra den økologiske gård ved Odder.
Hærværk siger selv, at grøntsager er deres force, men de er faktisk også ret skarpe, når det kommer til kød og fisk. Som navnet næsten antyder, serveres der ikke forfinet pincetmad her, smagen kommer i første række.
Maden må aldrig blive fortænkt, men ikke desto mindre giver alt på Hærværk rigtig god mening.
Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus
Det skal du lave
Om du er garvet mountainbiker eller nybegynder, findes der næppe et bedre sted her til lands at kaste sig ud i den intense cykeldisciplin end i Silkeborg.
Ikke nok med, at der er en skov af mountainbike-spor i Søhøjlandet, er det også i skovene omkring Danmarks selvbestaltede outdoor-hovedstad, at vi finder de mest kuperede ruter.
Hårdt opad og med adrenalinen pumpende nedad. Hvad mere skal man bede om? Så skulle det lige være lidt regn, så man ligner Mathieu van der Poel med mudder fra top til tå efter et par timer i sadlen.
Kunst fra kanten
Få ting her i livet er gratis. Men en af dem er et besøg på GAIA i Randers, som fremviser kunst fra såkaldte outsidere: af mennesker, der befinder sig på kanten af social normalitet og langt uden for den etablerede kunstverden.
Her kan du opleve kunst, der er lavet med lidenskab og finurlige idéer i stedet for det konventionelle; det, der bliver lavet inden for de rammer, vi kender og holder af. Det er altid godt at få udvidet sin horisont.
Lene Bredahls Gade 10, 8900 Randers C
Fra toppen af Danmark
Forrige år stod Danmarks højeste bygning færdig ”uh på ø’n,” som aarhusianerne ville sige. Lighthouse har været mange år undervejs. Det samme har udbygningen af Aarhus’ midtby, Aarhus Ø. Ikke som i retningen øst, men som i én ø, vel at mærke.
Men nu står bydelen og ikke mindst bygningen klar, og udsigten fra toppen findes ikke bedre her til lands, og så har du endda stadig Jyllands hovedstad med alle dens muligheder i baglommen.
Men pas på, du ikke forelsker dig alt for meget i hav- by- og skovkigget: Lejlighedspriserne skulle vist ikke være til at spøge med.
Helga Pedersens Gade 81, 8000 Aarhus
Mørkt og godt
Anholt smager nok mest af sol, sommer og et afbræk fra hverdagens uundgåelige hamsterhjul. Men øen er ikke at kimse ad i vintermånederne, hvor du kan komme helt tæt på mørket.
Uforstyrret af det kunstige lys, vi konstant bliver udsat for, kan du opleve en stjernehimmel, der minder om en nat på det åbne ocean, eller en tid, ingen af os kan huske.
Og så er der da også lidt pondus i at fortælle, at man har brugt vinterferien på at kigge på stjerner i en ørken – i Danmark.
Tolkien og østers
Er du til vandreture, shelterovernatninger, ’Ringenes Herre’, lystfiskeri eller bare godt kan lide at være i naturen, skal du slå et smut forbi Nationalpark Mols Bjerge på Djursland, der rent faktisk er bjergtagende – stol på os!
Det er jo ikke for ingenting, at J.R.R. Tolkien, forfatteren til ’Ringenes Herre’, efter sigende var så inspireret af den østjyske natur, at han valgte at opkalde flere steder i sine bøger efter steder i Østjylland: Hjelm Dyb (Helm’s Deep), Isgård (Isengard), Eskerod (Esgaroth) og Aarhus (Aros).
Så er der også lidt til din nørdede fætter, som ikke synes, vandreture i vinterkulden normalt er sagen. Ellers kan I altid lede efter østers, som det også er muligt at samle her.
Dansk vin er fin
Langt, langt ude på landet ligger Cold Hand Winery, som laver vin på deres egne hjemmedyrkede æbler. Nej, ikke cider. Vin! Det har man gjort siden 2010, og ekspertisen kan smages.
Og selvom de allerede laver fremragende vin nu – ligesom en masse andre vinbønder i Danmark gør det – så vil forudsætningerne for at lave verdensklasse vin kun blive bedre, hvis man skal tro de dystre klimaprognoser.
Middeltemperaturen står nemlig til at stige, så vi kommer til at nå et klima, der minder om det, nogle af Europas mest kendte vindistrikter har lige nu.
Nå, men tilbage til Cold Hand Winery: Book en omgang vinsmagning, og opdag, at dansk fin altså er fin – og også mere end det.
Haversmosevej 21, 8920, Randers NV
3 gode steder at overnatte
Lige over for domkirken i Aarhus ligger byens ældste (det blev bygget i 1838) og nok mest berømte hotel. Hotel Royal har gennem tiden huset alt fra royale til internationale popstjerner, men det er ikke, fordi det har mistet sin charme af den årsag, tværtimod.
I dag står hotellet som et moderne luksushotel med store værelser med klassisk nordisk indretning inde bag facaden på den pompøse bygning på Store Torv.
Men du behøver ikke kun at tage vores ord for dets kvalitet: Sidste år udnævnte musiker Peter Sommer hotellet til at være sit favorithotel i hele verden. Det har lidt rock’n’roll over sig, som han sagde dengang.
Store Torv 4, 8000 Aarhus
Hotel Randers
Næsten lige så gammelt (som Hotel Royal i Aarhus) er Hotel Randers i, ja, Randers. Det blev opført i 1856, så der var ikke noget at sige til, at det trængte til en overhaling i 2016, da det blev gennemrenoveret.
Heldigvis bevarede hotellet sin ånd og de historiske rammer, som kendetegner det store hotel i midten af Kronjyllands største by, der har et lidet flatterende ry i folkemunde og i popkulturen.
Et ry, Randers faktisk langt fra har fortjent. I hvert fald ikke længere.
Torvegade 11, 8900 Randers
Hotel Ny Hattenæs
Ned til en af Silkeborgs mange søer ligger Hotel Ny Hattenæs, som blot består af 14 værelser. Men der er alt, hvad du skal bruge: Det ligger lige midt i Søhøjlandets natur, der ikke lader en outdoor-aktivitet gå dens næse forbi.
Kajak eller kano på Gudenåen er blot et stenkast væk, mens du også er omgivet af skove fyldt med mountainbike-spor. Om aftenen, hvor du selvfølgelig er helt færdig efter en dag med aktiviteter, kan du læne dig tilbage i hotellets bar- og restaurant.
Er du et overmenneske, kan du gå eller cykle de blot tre kilometer ind til centrum af Silkeborg. Men lad os nu se.