Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Visit Copenhagen, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Madscenen i København, et globalt omdrejningspunkt, har længe været domineret af det nordiske udtryk, som Nomas drypeffekt skal have meget af æren for.
Men lige som man troede, at byen var ved at blive lidt for ensformig i sit udvalg af råvarer og spisesteder, skete der et skift. Pludselig ser vi en opblomstring af det franske bistrokøkken, der ellers lå godt begravet under syre, sylt og sarthed.
Annonse
Ligeså har dele af det italienske køkken slået kraftige rødder i den københavnske asfalt, og alle Københavns områder ligger nu inde med en eller flere restauranter med hang til gluten og emulgerede saucer, som man ikke vil være ked af at sidde på i Rom.
Og så er der det asiatiske pift, som er væltet ind over grænserne og vist, at København i sandhed er blevet en international madscene forstået på flere måder.
Men hovedstaden er ikke kun blevet en kulturel magtfaktor på grund af vores gastronomi. I – og i særdeleshed også omkring – København ligger der museer i topklasse, som får for lidt opmærksomhed, hvis du spørger os.
Men set fra den lyse side betyder det, at der stadigvæk er et væld af muligheder for at blive genforelsket i vores hovedstad og dens opland.
Til bords
Som en fodboldstjerne uden kontrakt har Bo Bech de seneste år befundet sig i et restaurantlimbo, hvor intet køkken har været hans.
Annonse
Det har ikke givet mening: Bo Bech er en kokkenes kok, en af dem, der både kan koge og tænke, og hans evner er for monumentale til kun at lave private selskaber for folk med spækkede tegnebøger.
Derfor var glæden i branchen og blandt madglade mennesker stor, da Bo Bech sidste år meldte ud, at hans genkomst ville ske. Efter en gennemgribende byggeproces slog Bo Bech i november dørene op til restauranten Bobe på Gråbrødre Torv i de lokaler, hvor københavnere og turister gennem tiden har spist smørrebrød og andre klassikere hos Peder Oxe.
Her spiller grøntsagerne førsteviolinen, mens kød og fisk kommer i anden række. Og nok kommer du for maden, men du bliver for stemningen, der altid har været Bo Bechs helt store metier.
Gråbrødretorv 11, 1154 København K
Maison
Netop som man måske tænkte, at det klassiske franske køkken havde udspillet sig selv, så åbnede makkerparret Rasmus Oubæk og Jesper Marcussen Maison, der fuldstændig overbeviste om det modsatte.
Steak au poivre, snegle i hvidløg som i Bourgogne, stegte vagtler, stegt søtunge, frikassé af bressekylling – man har lyst til alt på kortet. Maison er et af de steder, der fra dag ét virker, som om det altid har været der. Et sted, man slet ikke kan forstå, man har kunnet undvære.
Annonse
Læg dertil en stemning af næsten sitrende madglæde – man kan ganske enkelt mærke gæsternes begejstring for, hvad de får på tallerkenen. Maison er lidt som at komme hjem.
Dronningens Tværgade 43, 1302 København K
Silberbauers Bistro
Mathias Silberbauers lille stykke Nice i Jægersborggade, hvor hans sydfranske bistrokøkken leverer så stramt og autentisk. Og det overvejende fiske- og skaldyrsbaserede køkken er helt vildt populært.
Vi misser aldrig muligheden for at anbefale den nicianske løgtærte, pissaladière, for der findes ikke en bedre løgtærte i byen, men snyd ikke dig selv for tavlens andre skønheder, der leveres uden nogen former for dikkedarer.
Der er en vidunderlig tilbagelænet og ligefrem stemning. Vinkortet er fyldt med fornuftigt prissatte vine i den saftige og naturlige ende af spektret – og servicen er top!
Jægersborggade 40, 2200 København N
Mangia
Det kan ikke komme bag på nogen, der læser eller lytter til Euroman, at vi her på redaktionen er glade for Mangia. Men det er nu også med god grund. At træde ind på Mangia er som at træde ind på sit yndlingssted i Italien, et sted i Piemonte kunne det være.
Udefra er der ikke rigtig noget at se, og så åbenbarer sig det mest vidunderlige, enkle, dybe og højloftede lokale, hvor der altid er et leben, og hvor man har lyst til at hænge i baren i det uendelige.
Pastaen spiller en central rolle på kortet, blandt andet de piemontesiske pastatyper tajarinog plin, man kun sjældent møder uden for Italien. Det er solide serveringer, der har mere fokus på smag end på at være Instagram-fotogene (selvom stedet også er gået hen og blevet et Instagram-spot).
Det store vinkort har også en del ikke-italiensk vin, og er man særligt interesseret og har den lidt større pung med, så er der også et kælderkort, man kan spørge sig frem til.
Mangia er ikke mindst stedet, hvis man bare lige vil sidde i baren og have et glas vin. Men vær forberedt på, at der er rift om pladserne. Besøg alternativt Circolo, Bar la Una eller Bevi Bevi, der er med i Mangia-familien.
Bagerstræde 9, 1617 København V
Paesano
Paesano er rykket ind, hvor senest Topical og før det Christian Puglisis tidligere Michelin-restaurant Relæ havde til huse, og hvor Koan gæsteoptrådte på lånt tid, før de fandt deres egen permanente adresse.
Køkkenchef Davide Laudato, der selv er fra Napoli, værdsætter det simple, syditalienske fattigmandskøkken, og derfor byder Paesano blandt andet på pasta med kartofler, friturestegte riskugler og bedstemors vintersuppe.
Restaurantens atmosfære er afslappet, og det vil være op til gæsterne selv at dække deres bord med bestik og hente retterne fra køkkenet. Samme uhøjtidelighed gør sig gældende på menukortet, hvor en pastaret står til 95 kroner, mens man blot skal slippe 195 for deres tre-retters menu. Mamma Mia!
Jægersborggade 41, 2200 København N
Resto Bar
Med få virkemidler er det lykkedes at skabe et vidunderligt lokale, således man træder direkte fra Vesterbros Torv og ind et sted i Italien. Kortet er klassisk opbygget efter italiensk forbillede, mens selve retterne snarere er moderniserede klassikere, end det er de velkendte travere.
Vinkortet er italiensk og fransk, fifty-fifty. Mikkel Egelund og Morten Kaltoft, der også er indehavere af den fremragende bistro på Gothersgade, Pastis, og de to hyggelige italienske Osteria 16-restauranter på Nørrebro og Vesterbro, lykkes fuldstændig med deres ret billige bud på et klassisk trattoria.
I efteråret åbnede de også Locale 21, ligeledes italiensk, der også er et besøg værd.
Vesterbrogade 51, 1620 København V
Rufino Osteria
I en kælder på Christianshavn bliver der lavet guddommelig pasta. Rufino Osteria åbnede i 2016 og er bare blevet bedre og bedre siden da.
Der bliver lavet en ny portion frisk pasta hver dag i det åbne køkken, hvor de også står og jonglerer med sæsonbestemte råvarer, der både bliver importeret fra Italien og hentet fra gårde rundt omkring i landet.
Du kan vælge mellem et velvoksent a la carte-kort eller menuen, der består af fire startere, to pastaretter og en dessert. Ligegyldigt hvad, skal du nok gå pastaglad derfra.
Strandgade 14, 1401 København K
Sushi Anaba
Det er svært præcis at sætte ord på, hvad der gør de små mundfulde helt specielle. Det er summen af det hele – fiskens friskhed, måden, den er skåret på, fiskens struktur, temperaturen, risens perfektion ... Det hele summer op til en helt særlig ’mund-fornemmelse’.
Det er så fantastisk at sidde ved sushi-baren i det lille stykke Japan-møder-Danmark og se Mads Battefeld udføre sine små mirakler. Og sake-ledsagelsen er endnu en ahaoplevelse.
Sushi Anaba er helt bogstaveligt enestående i Danmark og en påmindelse om, at verdensklasse ikke kun findes ude i verden, men også hjemme hos os selv.
Tænk sig, at vi skulle blive begavet med en af Europas bedste sushirestauranter.
Sandkaj 39, 2150 København Ø
Kōnā
Østrigske Philipp Inreiter er manden bag det japanskorienterede spisested. Han har tidligere været omkring Noma og har desuden været med til at opbygge den ultrapopulære Slurp Ramen Joint.
Der er med andre ord lagt op til et japansk-nordisk miks, og det bærer både mad og den stramme indretning da også præg af. Stedet har både en omakase- og en izakaya-afdeling.
Det er sådan et sted, byen skal være virkelig glad for at have fået tilført.
Bag Elefanterne 13, 1799 København V
Propaganda
Riccardo Marcon, der i forvejen driver restaurant Barabba i Store Kongensgade, er manden bag restauranten og vinbaren i de ukurante lokaler på Vester Farigmagsgade (lige ved Mælk-skiltet), som er blevet et af byens hotspots.
Vinkortet har fokus på naturvine fra Europa, mens maden, ret overraskende, er koreansk. Til at stå for det har han allieret sig med sydkoreanske Youra Kim, som tidligere bl.a. har været på Noma.
To ting er sikre på Propaganda: Du vil elske deres KFC (korean fried chicken), og du kommer til at få en stor fest med vin en masse.
Vester Farigmagsgade 2, 1606 København V
Det skal du lave
Det kan på forunderlig vis stadigvæk betegnes som en perle, det smukke Ordrupgaard Museum i Ordrup, nord for København. Eller sagt kortere og med vores vokabularium: Det er groft undervurderet.
Museet, der har en stor samling af fransk impressionisme (Monet, Degas, Gaugin, Renoir) og Vilhelm Hammershøi (der efterhånden er blevet en af de største malere i vores kunsthistorie), tager navn efter det herskabshjem, hvor parret Wilhelm og Henny Hansen oprettede Ordrupgaard som en privat kunstsamling for over 100 år siden, men har siden fået tilbygninger tegnet af ingen ringere end Zaha Hadid og Henny Hansen.
Og som om den misundelsesværdige samling af kunst og den vilde arkitektur ikke skulle være nok, så har Ordrupgaard også et ekstra es i ærmet.
I weekender kan man nemlig besøge den verdenskendte danske møbeldesigner Finn Juhls hus, der er en fast del af museet. Fik vi sagt, at det er undervurderet?
Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund
Fint i forstaden
Det er selvfølgelig trivielt at gentage sig selv, men det er altså vildt, hvordan København og omegn er begunstiget af kunstinstitutioner af højeste kaliber. Du kan køre den ene eller anden vej og inden for et overskueligt antal kilometer vil du lande i nærheden af stor kunst.
Hvis du kører lidt sydvest på fra København, vil du lande omkring Ishøj, og er du i nærheden af Ishøj, må du ikke snyde dig selv for at besøge Arken. Sørg for at afsætte godt med tid, for er du først derinde, kommer du ikke ud lige foreløbig.
Du kommer desværre til at misse Esben Weile Kjærs ’Butterfly!’-udstilling, men det har du glemt på nul komma fem, når du omgiver dig med Per Kirkebys murstensskulpturer, der var Arkens største udstilling i 2023, eller når du står og triller en masse tårer foran franskfødte Apolonia Sokols portrætmalerier af hendes brogede venneflok, der er gået hen og blevet kult i dele af den senmoderne kunstverden (vi kan virkelig anbefale dokumentaren ’Apolonia, Apolonia’ om hende). Til Ishøj med dig!
Skovvej 100, 2635 Ishøj
Lad dig installere
Der er noget fysisk imponerende over at sætte sine fødder i den gamle B&W-svejsehal på Refshaleøen, hvor kunstcenteret Copenhagen Contemporary hører til.
Ikke nok med, at lokalerne er prægtige på en uset måde i københavnsk kontekst, så har renoveringen af stedet, som arkitekt Dorte Mandrup har forestået, også gjort, at Copenhagen Contemporary kan fungere som et sted for installationskunst fra nogle af de største stjerner (og talenter) i vores – og kan fungere så godt.
Siden stedet åbnede i 2016 har de – for bare at nævne et lille udvalg – vist udstillinger fra kunstnere som Anselm Kiefer, Carsten Höller, Yoko Ono, James Turrell og David Shrigley.
Frem til april kører der en børneudstilling med Jakob Martin Strids endog meget populære tegninger (det ved de fleste forældre, der var på børnegavejagt denne jul), mens de voksne kan træde ind i universerne hos Kapwani Kiwanga, Cathrine Raben Davidsen og Hannah Toticki. Der er nok at tage fat på.
Refshalevej 173A, 1432 København
Et kunstigt bindeled
I en af Københavns mange smukke historiske bygninger, denne på gaden Gammel Strand i Københavns Indre By, ligger kunstforeningen og -hallen Gl. Strand, der trækker tråde tilbage til 1825, hvor den blev oprettet af en gruppe borgere, som ønskede at udbrede den almene kendskab til kunsten og bygge bro mellem det elitære Kunstakademi og den brede befolkning.
Og det er stadigvæk med det sigte, at Gl. Strand opererer, når de i dag præsenterer mellem seks og otte udstillinger om året med udgangspunkt i moderne- og samtidskunst.
Her bliver der givet plads til unge danske talenter, men man får også mulighed for at se udenlandske kunstnere fylde den historiske bygning op, ligesom kunstbiografens projektor heller ikke ligger på den lade side.
Lige her til sidst er da også værd at nævne, at bageriet Flere Fugle, der normalt huserer i Nordvest, er rykket ind. God kunst, god kaffe. God kombination.
Gl. Strand 48, 1202 København K
Humlehistorie
Carlsberg er ikke bare et stort, internationalt bryghus, der brygger en simpel pilsner, som de fleste af os har indtaget i forskellige grader og mængder. Det er en historisk virksomhed, der både har spillet en central rolle i udbredelsen af pilsner, forskning og kunst i hele verden.
Historien er lang og kompliceret, men derfor er det godt, at Carlsberg i december 2023 åbnede et museum, hvor du blandt andet kan lære om stifteren og kunstmæcenen J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsens uenigheder, og hvordan det var med til at skabe det Carlsberg, vi kender i dag som et af verdens største bryggerier. Du kan altid hoppe i baren bagefter.
Gamle Carlsberg Vej 11, København V
3 gode steder at overnatte
Skal man måle et boutiquehotel på dets evne til at blende ind i dets omgivelser? Pas. Men det er unægteligt en skøn ting, at Coco Hotel, som ligger på Vesterbrogade, virker, som om det har ligget der for evigt.
Det var dog først i 2019, at restaurantkæden Cofoco kunne slå dørene op til deres første hotel, og det er til at mærke, at det er nogle garvede servicebranchefolk, som har været inde over.
Endda så meget, at hotellet i sommeren 2023 blev kåret som det bedste i Skandinavien af læserne hos det store rejsemedie Travel+Leisures, hvilket ikke er noget, man skal kimse ad, når man tager i betragtning, hvor mange gode sovesteder København og resten af Norden har at rutte med.
Snyd ikke dig selv for at få en varm drik under tæppet i gården.
Vesterbrogade 41, 1620 København V
Marienlyst
Det ligger lige dér, i Helsingørs vindblæste klitter, med et uforstyrret vu ud over Øresund. Marienlyst Strandhotel, der er opkaldt efter Frederik V’s dronning, Juliane Marie, har siden 1861 fungeret som en nordsjællandsk højborg for komplet afslapning, og har man opholdt sig i lobbyen bare én gang, er det ikke svært at forstå, hvorfor vores danske drenge har valgt Marienlyst som deres hjem under landsholdssamlingerne.
Om de må besøge kasinoet, der var Danmarks første, vides ikke, men én ting er sikker: De elsker at tøffe rundt på gangene iført deres hotelsutter.
Får du brug for et afbræk fra livet på et luksuriøst strandhotel, gør det ikke noget, at du fra Marienlyst ikke skal bruge lang tid på at transportere dig til steder som Kronborg Slot, M/S Museet for Søfart eller Louisiana.
Ndr. Strandvej 2, 3000 Helsingør
Kurhotel Skodsborg
Vi ved godt, at begrebet staycation blev skamredet under pandemiens hærgen, men sætter man fødderne på Kurhotel Skodsborg, vil du pludselig glemme alt om det og ende ud i primale brøl: STAYCATION! STAYCATION! STAYCATION!
Ja, du begynder måske ligefrem at drømme om endnu en nedlukning. Kurhotel Skodsborg, der ligger på Skodsborg Strandvej med udsigt til Øresund, er nemlig rendyrket extravaganza på sådan en måde, hvor du næsten ikke kan overskue udvalget af behandlinger og faciliteter.
Du kan fx starte din dag med en omgang holdtræning i haven, inden du får en facial og en omgang hot stones, som leder videre til en massage, inden du hopper i spaen og afstresser på en helt ny og transcenderende måde. Selvfølgelig slutter du aftenen på brasseriet.