9 spektakulære landinger

Kabinechefen anbefaler: Nice, Thorshavn og 7 andre smukke landinger der er hele rejsen værd

En purser med 20 års erfaring guider til sine yndlings-indflyvninger.

Madeira
Offentliggjort

For mange mennesker er det en vild oplevelse at sætte sig i en flyver for første gang. Med tiden bliver det mere en omstændighed, der skal overstås uden alt for megen irritation over tørt indeklima og manglen på benplads.

Alligevel er der ting ved flyveturen, der bliver ved med at fascinere, for eksempel landingen. Eller måske snarere strækket op til selve landingen, hvor flyet flyver lavt og langsomt nok til, at man kan se sin destination og virkelig glæde sig til at udforske den.

Sådan har Mikkel Bøgelund Bach det også. Han har arbejdet 19 år i SAS, først som steward og de sidste 10 år som kabinechef eller purser, som det kaldes i fagsproget.

I disse år flyver han mest i Danmark, Skandinavien og Europa, men tidligere har han også fløjet oversøisk. Som kabinepersonale har man ikke altid mulighed for at kigge på udsigten, idet man af sikkerhedsårsager skal holde øje med passagererne. Men nogle gange oplever man, hvis bemandingen tillader det, den luksus at få lov at se indflyvningen fra cockpittet eller fra et passagersæde. Og det er en ting, han endnu ikke er blevet træt af.

”Når jeg og min kone skal på ferie, kæmper vi altid om at sidde ved vinduet,” siger Mikkel Bøgelund Bach, der nævner noget så ueksotisk som København som en af sine favoritindflyvninger:

”Jeg er stor fan af København. Hvis man lander østfra, altså fra Øresund, flyver du næsten parallelt med Øresundsbroen, som jeg synes er en utrolig smuk bro. Og så kan man kigge på Middelgrundfortet og Flakfortet og Københavns havn. Jeg elsker at se min by oppefra. Der er næsten altid en flottere side, man kan flyve ind i en lufthavn fra, og i København er det altså østfra.”

Hvor køn indflyvningen til København end er, så er den jo kendt af de fleste danskere, der har fløjet udenlands. Så her kommer purserens tips til ni indflyvninger, som du muligvis ikke har prøvet endnu, og som er en rejse værd i sig selv.

Stavanger, Norge

”Der er på en gang frodigt og goldt omkring Stavanger. Der er barske fjelde på hver side af byen, om vinteren er de beklædt med hvid sne, om sommeren lyser græsset smaragdgrønt under den blå himmel. Og så er der det glitrende Atlanterhav, som løber ind og ud af alle de uendeligt mange fjorde, som Norges Vestlandet består af. Det er som at flyve gennem et postkort. Det gør sig godt i klart vejr, men det er også imponerende, når det er gråt. Jeg forstår godt, at Norges fjorde flere gange er blevet kåret af National Geographic til verdens bedste rejsedestination.”

Funchal, Madeira, Portugal

”Madeira er en vulkanø med meget lidt flad jord at lande på. Derfor er landingsbanerne i Cristiano Ronaldo International Airports lnternational Airport en speciel oplevelse. De ligger helt ud til vandet, og en del af landingsbanen hviler på søjler, som er cementeret på klipperne nedenunder. Jeg tror, man har bygget den sådan, fordi der var et terræn til det lige dér, men så er maskinerne blevet større, og øen er blevet mere populær blandt turister, og så blev man nødt til at udvide med en ekstra bane. Det er en svær landingsbane, en af den slags, som piloter skal specialtrænes til at lande på, det kræver en del præcision. Øen ligger langt ude i Atlanterhavet, så man er altid tanket op med nok benzin til at kunne flyve tilbage til det portugisiske fastland, hvis vejret skulle gøre det for hasarderet at lande der.”

Vágar Lufthavn, Thorshavn, Færøerne

”Apropos svære landingsbaner. Her er man glad, hvis piloten har masser af flyvetimer bag sig. Ikke at jeg er bange for at flyve efter så mange år i jobbet. Men lad os sige, at den giver et behageligt sug i maven at flyve så tæt på klipperne. Og så er den smuk, indflyvningen. Naturen, det barske vejr og de grønne, brune og blå farver gør sindssygt meget indtryk. Desværre gør de hyppige vejrændringer, at man enkelte gange må flyve forgæves.”

Innsbruck, Østrig

”En rigtig god vinterdestination og et godt udgangspunkt for rejser i både Østrig og Norditalien. Og en spektakulær lufthavn, der ligger i en lang dal mellem Alperne. Det er lidt som om, man flyver i en bjergkorridor, og af og til er man da også nødt til at vende om, hvis vindforholdene er for barske. Indflyvningen er bedst i solskin. Men jeg sætter nu også pris på flotte skyformationer. Sådan en kilometerhøj, hvid cumulus-sky på en blå baggrund kan være lige så smuk et landskab på landjorden.”

Heathrow, London, England

”Hvis du lander østfra i Heathrow, og det gør du to ud af tre gange, er det smukt at følge Themsen, der slingrer sig gennem centrum og kunne kigge ned på hele det centrale London, inden man lander i byens vestlige udkant. Alene størrelsen på byen er jo imponerende. Der er så mange bygninger, over det hele. Og så er der alle de arkitektoniske og byplanlægninsmæssige kendetegn, både gamle og nye: Big Ben, London Eye, Tower Bridge, Hyde Park, The Docklands. Det er måske en snæver professionel interesse, men jeg holder også altid udkig efter London City Airport, som man har fundet plads til på et meget lille sted tæt på finanscentrummet Canary Wharf.”

Newark, New Jersey, USA

”Det er altid en fryd at se hele Manhattan med dens høje skyskrabere og broerne til Queens og Brooklyn og kigge ned på den enorme Central Park. Jeg fløj meget til byen, da jeg var yngre, og jeg er fuldstændig forelsket i byen, så det har altid været lokkende at kigge ned på den, inden jeg ankom. Det gav mig altid lyst til at udforske noget nyt, selv om jeg kun havde 24 timer til det, inden jeg skulle hjemad igen. Måske er indflyvningen mest betagende, når det er mørkt, og det hele står og lyser.”

Nice, Frankrig

”Det er et ret fedt forløb, den indflyvning har. Man kommer næsten direkte fra Alperne ud over Middelhavet, og så laver man en løkke og cirkler ned til lufthavnen vestfra og dens landingsbane, der strækker sig up i vandet, jeg gætter på, de har fyldt op med sand under den. Imens kan man kigge på kyststrækningen og bjergene bag den. Så er man klar til badeferie.”

Split, Kroatien

”Det er de smukkeste farver, der møder en, når man kommer svævende under indflyvningen. Man ser de hvide strande inde mellem klipperne og fisker- og sejlbådene i deres små vige, vandet er turkist og så klart, at man nærmest kan se korallerne nede på bunden. Der længes jeg tit efter ferie selv, når vi ankommer.”

Skiathos, Grækenland

”Man flyver stille og roligt ind over havnen, hvor man kan kigge ned på cruiselinere og tavernaer. Det er ret hyggeligt. Og så skal man lige hen over en strand en pynt, inden man lander man på en ret kort bane mellem to højdedrag. Badegæster på stranden bliver næsten blæst bagover, når man lander. Det er en ret vild landing. Sådan en som er kendt blandt flynørder på nettet.”

LÆS OGSÅ: 6 anbefalinger: Her skal du spise og drikke i Napoli

LÆS OGSÅ: Milano forbyder selfie sticks, food trucks og glasflasker

LÆS OGSÅ: Folket har talt: Ingen gider se dine feriebilleder på sociale medier

Se, hvad vi ellers skriver om: Fly, Frankrig, USA, London og Norge