Roma, Roma! Reklamekanon Daniel Rørbæk elsker Rom – og det kommer du også til efter at have læst hans guide dertil

Medstifter af reklamebureauet Barkas samt drikkevarebrandet Depanneur, Daniel Rørbæk, kender Rom bedre end de fleste, og derfor har vi bedt ham løfte sløret for sine personlige favoritter i den italienske hovedstad, hvor det kan være svært at skille skidt fra kanel.

Roma, Roma! Reklamekanon Daniel Rørbæk elsker Rom – og det kommer du også til efter at have læst hans guide dertil
Offentliggjort

Overnatningssted

Jeg elsker bydelen Monti, og jeg har i mange år altid boet på Residenza Marriti på Via Tor de’ Conti. Det er billigt, stedet er ejet af en lille familie, og så leverer de altid en fremragende service. Det kan godt være svært at få en plads, da der ikke er mange værelser på hotellet, og de samtidig står til langt under markedspris.

Så bestil i god tid, og forvent ikke extravanganza forhold som på Soho House eller Hoxton, der for nyligt er blomstret op i den mere uptown-del af byen. Værelserne på Residenza Marriti er faktisk på grænsen til skod, og man skulle tro, at møblerne blev købt i samme åndedrag, som man opførte hotellet, men det ligger godt og betjeningen er venlig.

Morgenmad

Jeg spiser aldrig morgenmad, og det gør romerne heller ikke. Men efter jeg har fået børn, kan jeg godt overtales til en cornetto (italiensk for croissant) med abrikosmarmelade og en espresso macchiato på siden for selskabets skyld. Det er en velkendt menu i Rom, og jeg foretrækker den på Bar San Calisto. Den kommer vi tilbage til senere.

Frokost

Jeg kunne nævne hundrede steder, hvor jeg ville spise min frokost. Jeg har læst mange kloge og gastronomiske interesserede københavnere forklare, at de har svært ved at finde gode spisesteder i Rom. Det er noget vrøvl. Byen vrimler med autentiske og traditionelle spisesteder. Man skal bare lige se sig for. Undgå fx steder, der tillader udskænkning af Aperol til maden, og lad dig ikke hverve på gaden. Hold i stedet øje med, hvor de lokale går hen, så er du i gode hænder.

Jeg ved, der er en gentrificering i gang på madscenen i Rom, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor. Jeg elsker Rom for dens originalitet, det traditionelle og den ære, romerne sætter i at følge en opskrift til punkt og prikke, år efter år, generation efter generation. I min hverdag kæmper jeg med alt, hvad jeg har, for at holde den indre gamle mand fra døren. I Rom byder jeg ham indenfor med åbne arme, og det er en frihed uden lige, skulle jeg hilse at sige.

Jeg elsker at spise på La Matriciana i det halvkriminelle område mellem Termini og Monti. Det er med hvid dug og kvalificeret personale. Restauranten ligger over for operaen, så det er et kvalitetsbevidst publikum, der kommer der.

I Trastevere er jeg blandt andet vild med Osteria Der Belli på Piazza di Sant’Apollonia, der har gastronomiske rødder til Sardinien, hvilket kommer til udtryk i sammensætningen af menukortet.

I Testaccio vil jeg anbefale en god romersk frokost på Perilli A Testeccio på Via Marmorata, og befinder jeg mig i Centro, vil jeg nok med stor sandsynlighed spise frokost på Ristorante Nino på via Borgognona.

Aktivitet

Jeg kan dårligt navnet på et eneste museum i byen, og jeg har aldrig været på Colosseum eller i Vatikanet. Til gengæld kan jeg godt lide at se fodbold, og Stadio Olimpico i Rom er et af de smukkeste steder at overvære en fodboldkamp. Særligt efter Mourinho er kommet til, er det efterhånden en selvfølge, at byens hold, AS Roma, spiller for fyldte tribuner.

Jeg får stadig gåsehud, når hele stadion synger Antonello Vendittis ’Roma, Roma, Roma’, mens spillerne går på banen. Nu har vi også fået dansk islæt på holdet i form af landsholdsspilleren Rasmus Nissen Kristensen, så jeg glæder mig til at følge klubben endnu tættere.

Er man ikke til fodbold, så gå en tur gennem Orto Botanico di Roma (den botaniske have) og videre op omkring Gianicolo for at nyde en spektakulær udsigt over byen. Jeg kunne gå den tur hver dag, og den får søerne i København til at føles som gågaden i Herning.

Shopping

Køkkenbutikken c.u.c.i.n.a, der ligger ved Piazza Spagna, er et besøg værd, hvis man som jeg har en fetich for køkkengrej.

Når jeg har egen lejlighed med køkken til rådighed, elsker jeg at handle ind på Markedet ved Piazza San Cosimato, hvor man finder de lækreste råvarer af frugt, grønt, fisk, ost og kød. Efter markedet på Piazza San Cosimato kan man fortsætte madshopping rundt om hjørnet på Via d. Francesco a Ripa, hvor delikatessebutikkerne ligger side om side.

Aftensmad

Jeg nyder at gå på opdagelse i de mindre kendte romerske bydele, som Pigneto, Ostiense, Garbartella og San Lorenzo for at finde aftensmad. Men jeg må ærligt erkende, at jeg har tendens til at lade mig falde tilbage til de gamle klassikere i Trastevere, Monti, Testaccio og Centro. Men der ligger et fantastisk spisested i Garbatella på Piazza Benedetto Brin, der hedder Dar Maschino.

Trecca i Ostiense er også godt og et smukt eksempel på, hvordan den yngre generation har videreformidlet de romerske traditioner. Ejergruppen bag Trecca har også Circoletto ved Circo Massimo på cv'et, som jeg fra tid til anden besøger, hvis mine ledsagere har hjemlængsel efter naturvin og et yngre publikum.

Får jeg helt selv lov til at bestemme, spiser jeg først en pizza på Pizzeria ai Marmi på Viale Trastevere og går derefter på Checco Er Carettiere på Via Benedetta og færdiggør måltidet.

Drinks/natteliv

Jeg slutter som regel dagen, hvor jeg startede den: på Bar San Calisto. Det er en fremragende bar, som alle efterhånden kender. Stedet holder åben fra klokken 06 om morgenen til klokken 02 om natten. Det er ikke mange af stedets åbne timer, hvor der ikke er propfyldt.

Om morgenen bliver Calisto benyttet af lokale arbejdsmænd, og senere kommer både unge lokale og alverdens turister til. Et mangfoldigt hovedkvarter i Trastevere, en håndfuld skridt fra Piazza Santa Maria. Bar San Calisto er for mig et af de dejligste steder i verdenen.

Speakeasy-baren Race Club i Monti er også et besøg værd, og hvis man gerne vil drikke videre til klokken 05, tager man til Monte Testaccio, hvor alle natklubberne med lange åbningstider ligger side om side. Det er nu mange år siden, jeg har været der, og det her skal ikke læses som en anbefaling, nærmere en servicemeddelelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Rom, Restauranter, Mad og Drinks