Fræk flyfart
Skyhøje knald: Luftfartsselskaber giver dig mulighed for sex på flyveturen
”Vi er ikke et flyvende bordel.”
Der er mange, der taler om The Mile High Club, som man kan kalde sig medlem af, hvis man har haft sex på en flyrejse. Men hvem kender overhovedet nogen, der har prøvet den?
Andy Johnson er sandsynligvis en undtagelse fra de fleste af os andre. Han driver nemlig et lille luftfartselskab, Love Cloud, der henvender sig til par, der ønsker at prøve en date med ekstra luft under vingerne, og netop tilbyder Mile High Club-ture.
Flyselskabet, der flyver fra Las Vegas, tager godt 5500 kroner for en halv times flyvetur med en tomotorers Cessna 421, hvor piloterne er udstyret med lyddæmpende hovedtelefoner og kabinen møbleret med en dobbeltmadras.
For knap 7000 kroner kan man få en time i luften, og for små 10.000 kroner får man halvanden time til at ordne sagerne.
Og det er tilsyneladende en udmærket forretning for selskabet, der ifølge mediet Quartz fløj omkring 20 ture i sidste uge. Godt nok var efterspørgslen også mere end fordoblet på grund af Valentinsdag.
Efter, at de har fløjet med kunder, rengør personalet kabinen og sengelinned grundigt.
”Vores fly er renere end de fleste hoteller på The Strip i Las Vegas,” siger Love Clouds præsident Andy Johnson.
Sammen med god hygiejne byder turen i et af Love Clouds fly også på en flot udsigt over Red Rock Canyon og Hoover-dæmningen. Hvis passagererne ellers har tid til at kigge på den slags.
For som David McDonald, præsident for Flamingo Air, siger med hensyn til ruten på de romantiske flyvetur, hans selskab tilbyder i luften over Ohio:
”Who cares?”
En tur med Flamingo Airs enmotors Piper Cherokee-fly koster 3300 kroner, og nogle gange flyver selskabet op til 10 ture om dagen. McDonald fortæller, at de har beværtet enkelte trekanter, men på grund af pladsen vil større grupper finde det ”ubekvemt”, mener han.
Ifølge Quartz er de pikante flyveture typisk noget, som par bruger for at give forholdet et skud krydderi. Andy Johnson fra Love Cloud mener endda, at hans forretning har reddet et par ægteskaber.
”Vi er ikke et flyvende bordel,” siger han.
LÆS OGSÅ: 7 tips til ferien: Sådan får du mere lejebil for pengene
LÆS OGSÅ: Porno-agent: Så meget tjener branchens skuespillere
LÆS OGSÅ: Du kan få en gratis øl i London hver gang det regner