Dagbog fra Hotel Corona - del 2: "Jeg vågner igen, og det går op for mig, at jeg har drømt om Paw Henriksen"

Læs del 1 her.

Dag 3

Tænder for mit 18-tommers vidunder og zoomer ind på DR1. Mette Frederiksens tilstedeværelse føles meget virkelig, mens jeg ligger her og om nogen må være personificeringen på de problemer, hun og alle mulige andre prøver at adressere. En 22 somre gammel persona, der måske ikke altid har været lige god til at overholde de retningslinjer, der af regeringen er blevet udstukket. Det kan være, det er det, der omsider har fældet mig og gjort, at jeg ligger her. Det kan også være, jeg bare har været møghamrende uheldig og er blevet smittet på vej ud af Irma. I det mindste udviser jeg da samfundssind ved at tage min tørn her på A&O Hostel Nørrebro nu.

De første tegn på lejrkuller begynder at vise sig. Efter at have afsluttet et FaceTime-opkald med min kæreste, går det stille og roligt op for mig, at vejen tilbage til noget, der er nogenlunde civiliseret og til at holde ud, stadigvæk er lang og snørklet. Jeg er sulten, og selvom jeg bare kan bestille noget takeaway eller køre noget knækbrød med pesto ned, så har ugideligheden manifesteret sig som en slags herskende følelse i min krop. Hvorfor spise noget, når jeg alligevel ikke kan smage det? Jeg prøver at bekæmpe min følelse af afmagt ved at foretage mig noget konstruktivt. Jeg beslutter mig for at gå i gang med at læse ’Malte Laurids Brigges optegnelser’ af Rainer Maria Rilke, men må allerede erfare på første side, at hverken min koncentration eller mit humør kan klare en så intens konfrontontation med døden. Alligevel når jeg dog at føle en vis samhørighed med den kære karakter, Malte Laurids Brigge, da han i første linje skriver: “Nå, så det er her folk kommer for at leve, jeg ville snarere tro, man døde her.” Det må egentlig være en meget præcis beskrivelse af at være fanget her.

Klokken er kun halv fem, men jeg tror, det er ved at være sengetid. Tiden er for alvor begyndt at gå langsomt, og jeg er næsten begyndt at savne min Wonderwall-syngende nabo, som ikke har pippet fra sit skjul i snart halvandet døgn nu. Jeg håber, han er okay, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at kede mig så meget, at jeg kommer til at tænde for AGF-Brøndby senere. Det ville være et nyt lavpunkt i denne allerede voldsomme deroute, jeg har begivet mig ud på, at skulle se David Nielsen og hans let’s go boys mod Niels Excel Ark Frederiksen og hans entourage.

Dagens højdepunkt. Aftensmad. Kan ikke udtrykke med ord, hvor glad jeg er for, at mine smagsløg ikke virker. Endnu en omgang horribel føde, men i det mindste får jeg noget at spise.

Genoptager min binge watching af ’Lovecraft Country’. Genial serie. Er samtidig pinligt bevidst om, at AGF og Brøndby spiller.

Jeg har indgået en aftale med mig selv. Jeg må spise en pakke Maoam om dagen. I dag faldt valget på den med colasmag. Uha, what a treat. Selvom det kan føles omsonst at glæde sig til noget, man alligevel ikke kan smage, har det alligevel en eller anden gavnlig effekt på den dystopiske og trivielle tilstand, jeg befinder mig i. Måske er det en erhvervsskade fra at have arbejdet som pædagogmedhjælper inden for autismeområdet i en del år, det ved jeg ikke, men forudsigligheden ved at have noget at se frem til er ikke til at kimse af. Også selvom jeg mest af af alt sidder tilbage med en følelse af at gnaske i elefantsnot.

Dag 4

Vågner ufattelig tidligt efter en nat fyldt med drømme, mareridt og en konstant uro, der har gjort, jeg har været vågen cirka en gang i timen. Jeg tænder op for min computer på ny og går i gang med at se Netflix og David Finchers nye film ’Mank’.

Jeg har min kæreste i røret igen, som desværre, eller for os måske heldigvis, også er blevet testet positiv for COVID-19. Eftersom hun også bor med tre andre i en lille lejlighed på Vesterbro, skal hun også tjekke ind på Hotel Corona, og det viser sig, at hun gerne må tilslutte sig min isolation. Jeg prøver at forsikre hende om, at det rent faktisk er en fordel for hende, at hun også har mistet evnen til at smage noget, og eftersom jeg har sendt hende billeder af de fleste af mine måltider, siger hun mig ikke imod.

Døren til værelse 10 glider op, og min kæreste er nu også checket ind. Hvor er det underligt lige pludselig ikke at kunne smage og lugte et menneske, man kender så godt. Det er som om, at ens forstand godt fatter, hvem det er, man har med at gøre, men ens krop halter lidt efter, når den ikke har lugten og smagen at læne sig op ad. Men alt andet lige er det virkelig dejligt at se hende, og det hjælper på det isolationshul, jeg er ved at grave mig dybere og dybere ned i.

Jeg ser det nyeste afsnit af ’Kender Du Typen’. Tager mig selv i oprigtigt at blive glad på Flemming Møldrups vegne, da han gør rent bord og hjemtager en knusende sejr over Anne Glad. Sådan, Flemming! Og ja, så må jeg bare konstatere, at Mads Steffensen i hvert fald ikke har været forbi moderedaktionen på Euroman for at få fingre i den skjorte, han har på. Jesus Christ, det er sgu en ommer.

Modtager en besked på Messenger fra venner i Aarhus, som er sluppet ud fra isolation og nu sidder på Under Masken og drikker kolde Ceres Top og surfershots, inden hele svineriet bliver lukket ned i morgen. Det føles lige pludseligt ekstremt tungt at være her. Jeg spiser tre havrekiks med chokolade for at trøste mig selv. For at gøre ondt værre, ender jeg i et solidt internethul, hvor jeg i en time giver mig selv en lettere migræne ved at se YouTube-videoer af Premier League-spilleres boliger. Hvordan kan man have så mange penge og samtidig bo så grimt? Måske er det netop det, der er problemet.

Så er der frokost. Knækbrød med pesto og en Corny Müslibar. Det føles et kort sekund som Roskilde Festival.

Har nu fortæret samtlige afsnit af ’Oraklet fra fondue’, og igen må der lyde en stor anbefaling herfra. Dejligt for en gang skyld at se et madprogram, hvor man slipper for Nikolaj Kirks overdrevne entusiasme.

Efter et mindre meltdown fra min side, bliver jeg vækket til live fra min surmulendekiggenindivæggen af min kæreste og titelmelodien til ’Supersize vs Superskinny’. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.

Varmer op til Leipzig-United med igen at ryge ned i et solidt internethul. Denne gang lader jeg mine hjerneceller torturere til fire episoder af ’Aspen Delight’ med skilærer Morten Frederiksen og hans elev Luke Poulsen. Samtidig har jeg overtalt min kæreste til at agere stråmand. Det har ikke været muligt for mig at ophæve min indbetalingsgrænse på bet365, så eneste udvej er at få hende til at oprette en konto istedet. Ja, jeg ved godt, det er patetisk. But desperate times call for desperate measures.

Er United virkelig ikke blevet bedre? Og hvornår stopper jeg med at oddse med hjertet…

Dag 5

Vi bliver vækket af en meget høj og insisterende brandalarm. For første gang siden i lørdags bevæger jeg mig ud fra mit værelse. Den dystopiske følelse ved at være fanget her forstærkes virkelig i denne tidlige morgentime, hvor man kan se forvirrede mennesker, min kæreste og jeg selv inklusiv, rende rundt på Hotel Coronas dårligt belyste gange iført diverse former for nattøj og ansigtsmasker. Heldigvis får vi at vide efter kort tid, at der blot er sket en fejl, og vi kan returnere tilbage til vores værelser.

Er tilbage på værelset. Prøver at falde i søvn igen, men min lunger skriger, og jeg føler, jeg har fået feber. Tænk sig, at 400 meters smålunten kan føles som en coopertest i stiv modvind i gymnasiet.

Jeg vågner igen, og det går op for mig, jeg har drømt om Paw Henriksen. Jeg må virkelig være ramt af febervildelse, men i det mindste bliver jeg så mindet om, hvor lang tid siden det er, jeg har set Anna Pihl og K.G. Blomberg i aktion.

Min kæreste spiller GameBoy, og jeg ser sejrstaler fra folk, der har vundet en Academy Award på YouTube. Hvis man aldrig har set Roberto Benignis fejre sin statuette i 1999, burde man gå ind på YouTube og gøre det. Hvor er det befriende at se en person, der bare giver slip og lader følelsen, han befinder sig i, skinne igennem. Og hvem gad ikke også godt få muligheden for at træde over hovedet på Steven Spielberg i en kæmpe sejrsrus over at have vundet en Academy Award?

Krisemøde på værelse 10. Hvad fanden skal der ske? Vi prøver at arbejde os frem til en liste, som bl.a. indeholder forslagene: At lave en TikTok-video, se Jul i Valhal og afholde en kolbøttekonkurrence. Don’t judge us. Fire dage på 10 kvm kan få det værste frem i folk.

Jeg har for alvor fået feber nu, og min krop er fuldstændig smadret. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst. Hverken at skrive, læse eller se en god film er en mulighed. Jeg ligger i fosterstilling og kigger ind i væggen.

Har ligget og kampsvedt i flere timer. Min kæreste har også fået et tilbageslag. Og lige som man troede, man nærmede sig dagen, hvor man kunne påbegynde sine 48 symptomfri timer og bryde fri fra coronalænkernes stramme greb. Værelse 10 rammer kassen tidligt i dag. Godnat og sov godt.