”Jeg holder mig til talemåden om, at der i hvert fald er én lighed mellem familie og fisk”

Alskens julefilm og juleeventyr har solgt os idéen om julen som en varm familiebegivenhed, hvor vi samles med ild i pejsen, ænder i ovnen, spændte børn og kærlige blikke rundt om juletræet, mens freden sænker sig.

Men sandheden er, at julen også er en højtid, hvor forventningerne ofte bliver sat så urealistisk højt, at de er umulige at indfri. En højtid så gennemiscenesat med stort set samme kernefamiliekøreplan ude i de små hjem, at afviger man bare en lille smule fra normalen, slår det sprækker i idyllen.

Og så har vi ikke engang talt om dem, der slet ikke har forventninger, men bare ser frem til, at al virakken er overstået. Dem, der ikke hører ’Driving Home for Christmas’, for de er allerede hjemme, og der kommer ingen på besøg.

I julen bliver vores relationer penslet tydeligt ud. Både dem, vi ikke har, og dem, vi ville ønske, var bedre. Og fordi julen kommer med en iboende forestilling om, at alt skal være fryd og gammen, anden stegt perfekt og gaverne ramme plet, så udsætter vi også os selv for en stor risiko for at blive godt gammeldags skuffede.