Mahieddine Sekkal har været concierge i 38 år: ”Der er ikke noget, der hedder at have en dårlig dag”
En global pandemi truer med at klemme luften ud af hotellerne. Men bag skranker landet over står receptionister, portiers og concierges og holder liv i en presset branche. Medarbejderne er hotellernes ansigt udadtil – de kender servicefagets gamle dyder, mestrer diskretionens kunst og forventes at opfylde gæsternes ønsker, hvor umulige de end er. Sebastian Himmelstrup har spurgt tre af landets mest erfarne hotelmedarbejdere om, hvad livet i receptionen byder på af særheder, seværdigheder og gode historier. Her fortæller Mahieddine Sekkal, 68, concierge på Radisson Collection Royal Hotel.
Foto: Søren Rønholt Mahieddine Sekkal har arbejdet på Radisson Collection Royal Hotel (det tidligere SAS Royal Hotel) i 40 år. Som concierge i 38 år og har været medlem af De Gyldne Nøgler siden 1980’erne.
Da jeg blev ansat på hotellet i 1980, var der ingen mobiltelefoner. Så vores tre telefoner i receptionen stoppede aldrig med at ringe. De ringede fra morgen til aften. Opkaldene kom fra hele verden. Jeg kunne ikke sove om natten, fordi jeg hørte ringetonen i mit hoved konstant. For at være ærlig så startede jeg på hotellet for at få et job. Men jeg kunne godt lide hospitality, og jeg syntes, det var spændende at møde mennesker fra hele verden. Efter to år blev jeg concierge. Nu har jeg været her i 40 år.
Drikkepenge er ikke noget, vi snakker højt om. Men jeg kan sige så meget, at jeg engang har haft en bror til en mellemøstlig konge boende. Det er cirka 30 år siden. Broderens søn ville gerne købe nogle eksklusive ure, så jeg blev sat til at finde en forretning, hvor han kunne komme efter lukketid, fordi han ikke ville være der sammen med andre. Jeg fandt en butik og tog med ham derned, fordi han gerne ville have mig med. Han købte tre eller fire meget eksklusive ure. Og der faldt en belønning af til mig. Jeg kan desværre ikke sige, hvad det var. Men det var et fint lille ’tak for hjælpen’. Sådan nogle ting sker måske hver dag på hoteller i Paris eller London, men det sker ikke så tit her i København.
For en concierge er intet umuligt. Vi kan i princippet gøre alt, så længe det er lovligt. Jeg kan huske dengang, Noma var den bedste restaurant i verden. Når folk ringede og bookede et værelse, spurgte de samtidig, om vi kunne skaffe et bord på Noma, selvom det nærmest var umuligt. ’Men du er jo concierge,’ sagde folk til mig. Så jeg måtte prøve. Dengang åbnede Noma bookingen tre måneder før, man kunne få bord, og på en halv time var alt udsolgt. Jeg kan huske, at jeg og Uffe Sørensen, der er concierge på Hotel Nimb i dag, engang har stået og prøvet at få bord til en gæst, der gerne ville spise der. Vi stod med hver vores telefon og onlinebooking for at få bare ét bord. Det endte med, at vi fik et bord til ham.
Der er ikke noget, der hedder at have en dårlig dag, hvis man er sur på konen eller noget, når du arbejder som concierge. Gæsterne er også ligeglade med, om du har sovet dårligt. Man skal smile og være ydmyg uanset hvad.
Man kan det meste med computere nu til dags, men den menneskelige service og kontakt kan en computer ikke give. For måske 20 år siden havde ledelsen på hotellet sat en stor maskine op i receptionen med en masse knapper, hvor du kunne få fat i forskellige steder – Det Kgl. Teater, restauranter og andre ting, som concierges plejede at stå for. Jeg ved ikke, om ledelsen prøvede at gøre os overflødige eller hvad. Men jeg begyndte at hive stikket ud en gang imellem, så den ikke virkede. En maskine skulle ikke komme og tage mit job. Ledelsen endte med at fjerne den igen.
Der var tre detektiver ansat på hotellet, dengang jeg startede. De var ansat for at holde øje med lommetyve. Der var altid én af detektiverne på arbejde, fordi det var så slemt. Detektiverne findes ikke mere, fordi kriminaliteten i byen er faldet så meget. Men jeg savner alligevel den gamle tid. Der skete bare flere ting dengang. Det var også mere glamourøst i gamle dage.
En morgen kom en mand hen til skranken. Han var vel 25 år gammel. Han spurgte, om jeg kunne skaffe ham et privatfly til Beirut og tilbage igen. Jeg havde to dage til at få booket flyet. Jeg ringede frem og tilbage, og til sidst fik jeg booket et fly. Jeg må ikke sige, hvem det var, men det var en kendt mand. Og han skulle kun være i Beirut i nogle timer. Han skulle hente en person, tror jeg – og så flyve tilbage. Der var ingen spørgsmål om betaling. Prisen var underordnet. Den samme gæst fik en hel etage, da han boede hos os. I den forbindelse ville han gerne have en tv-kanal, vi ikke havde. Det var en søndag, han spurgte. Det endte med, at TDC kom forbi og installerede helt nye kanaler, og det blev vist rigtig dyrt. Han var der kun i en uge, men jeg tror, han endte med at have betalt for 10 år.
De Gyldne Nøgler (Les Clefs d’Or)
Les Clefs d’Or blev grundlagt i 1920 i Paris som en forening, der skulle styrke fælleskabet og netværket mellem datidens concierges på byens fineste hoteller. En concierge adskiller sig fra receptionisten eller portieren ved at udføre mere personlige opgaver af forskellig slags for hotellets gæster fra en skranke, der er separeret fra receptionen. En concierge skal have fingeren på pulsen i byen og have et unikt netværk. Les Clefs d’Or blev oprettet i Danmark under navnet De Gyldne Nøgler – Dansk Hotelportierforening i 1952 som det første land i Skandinavien. For at være med i fælleskabet og få retten til at bære De Gyldne Nøgler-emblemet på skulderen skal man have haft rollen som concierge i mindst to år og arbejdet i hotelbranchen i mindst fem år. Desuden skal ansøgeren gennem et længere godkendelsesforløb. Det er kun de bedste concierges, der opnår medlemskab.
Se, hvad vi ellers skriver om: Oplæste artikler og Hoteller