Ny tjeneste leverer dagligvarer på 10 minutter. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Du kan nu få leveret alt fra Maltesers til en liter mælk og en kold 6-pack til din hoveddør på under 10 minutter. Sådan lyder løftet fra det nye leveringsfirma Gorillas. Men hvordan kan det lade sig gøre at levere dagligvarer så hurtigt? Vi er taget på arbejde med en af de riders, der leverer varerne.

Offentliggjort

Hjulene hviner, og Alexander bremser så hårdt for rødt, at han næsten laver hjulspin. Han hopper af cyklen, ser på sit ur og kigger tilbage med et stort smil og garanterer mig, at man som bud hos Gorillas naturligvis overholder færdselsreglerne.

”Vi tager lyskryds og venstresving på en ordentlig måde, fordi vores liv og sikkerhed er det vigtigste, selvom vi selvfølgelig skal levere varerne meget hurtigt.”

Det er eftermiddag på Østerbro i København, og trafikken er tæt. Jeg har en aftale med 26-årige Alexander, der ikke har lyst til at oplyse sit efternavn. Men han vil gerne fortælle, at han er født og opvokset i Tyskland og er ansat hos den hurtigtvoksende virksomhed Gorillas. De lover deres kunder, at de leverer dagligvarer på under 10 minutter. Deres slogan lyder, at de vil være ’hurtigere end dig.’

Og det virker: Jeg er ved selvsyn blevet bekræftet i, at leveringer vitterligt ankommer 10 minutter efter bestilling. Slik, sodavand og andre fornødenheder, men også dagligvarer i den sundere ende af kostpyramiden. Gorillas slår sig op på at have omkring 2.000 varenumre, og de kan dermed dække et ret bredt behov.

Men jeg er fuld af forundring: Hvordan er det overhovedet logistisk muligt at modtage en ordre, pakke den, have et cykelbud parat og køre ud til kunden på så kort tid? Har man toptrænede bude på elcykler på stand-by? Har man små lagre overalt i byen, hvor man konstant afventer den næste ordre? Og kan det gøres overenskomstmæssigt forsvarligt?

Foto: PR | Alle Gorillas bude fragter varerne i de genkendelige sorte rygsække med Gorillas logo.

Vi er drejet ind ad en smallere vej. Under den korte cykeltur har jeg primært haft udsigt til Alexanders sorte rygsæk og forsøgt at træde hårdt nok i pedalerne til, at jeg kunne følge med hans ivrige tråd på elcyklen.

”Så er vi her,” udbryder Alexander længere fremme, hvorefter vi i al hast parkerer cyklerne op ad en husfacade og går mod en metalport, som er indgangen. Hans blik søger uret, og han konkluderer forpustet, at vi har nået leveringen til tiden. Op ad trappen, roligt svinger han rygsækken, så han kan åbne den og give varerne til kunden, der fåmælt tager imod og smækker døren i til lejligheden.

Jeg ved, at vi på denne tur har leveret æg, fordi Alexander passede særligt på ikke at være for voldsom med rygsækken. Men ellers er det uvist, hvilke varer der gemmer sig i de brune papirposer med det påtrykte Gorillas-logo – og det skal vise sig, at det ikke kun er indholdet i papirposerne, men også Gorillas’ forretningsmetoder, der bliver forsøgt holdt hemmelige. Det skal vise sig, at der er mange ting, Gorillas ikke har lyst til at dele med en journalist.

”Så er den klaret,” siger Alexander. ”Når vi skal levere, har jeg desværre ikke tid til at vente på dig, fordi vi skal jo holde, hvad vi lover,” siger han, stadig lettere forpustet og med et mildt smil, da vi igen kommer ned på gaden, inden han beroliger mig med, at vi kan køre langsomt på hjemturen tilbage til lageret på Landskronagade på Østerbro.

Foto: gorillas.io | Gorillas leverer ikke i hele København men i udvalgte områder.

Leveringsservicen Gorillas blev grundlagt i 2020 af den tyske entreprenør Kagan Sümer og har siden vokset sig så stor, at der i dag er mere end 11.000 ansatte i virksomheden. Gorillas er til stede i mere end 55 byer i lande som Belgien, USA og Frankrig – og altså i udvalgte dele af København i Danmark.

Selskabet ønsker ikke at oplyse deres regnskab eller omsætning. Og selvom trenden med salg af dagligvarer på nettet ikke er ny, er den steget kraftigt under nedlukningen af Danmark.

For konkurrenterne Nemlig.com var 2020 det første regnskabsår med overskud og sorte tal på bundlinjen. Markedet for levering af dagligvarer og take-away til døren er, udover Nemlig.com, domineret af spillere som Wolt, Just Eat, Coop og Salling Group, og konkurrencen har sine konsekvenser i form af dårlige arbejdsforhold for nogle af de ansatte. Som Politiken tidligere i år kunne afsløre, arbejdede Nemlig.com’s chauffører under forhold, der af eksperter blev betegnet som direkte ulovlige.

Hos Gorillas er tidligere ansatte begyndt at finde sammen på sociale medier som Twitter og Instagram på internationalt plan via profiler, der har til formål at sætte fokus på tvivlsomme arbejdsvilkår og dårlige oplevelser med selskabet, såsom manglende udbetaling af løn. Målet er at kæmpe for bedre betingelser og arbejdsforhold.

Danske Gorillas gør en dyd ud af at fortælle, at de fastansætter deres bude og lønner dem efter danske standarder, men hvad det mere præcist vil sige, vil de ikke ud med.

Gorillas

On-demand leveringstjenesten Gorillas blev grundlagt i Tyskland i 2020 af entrepenør Kagan Sümer. Det hurtigtvoksende start-up i dag at finde i mere end 55 byer inklusiv København. Virksomheden er den hurtigst voksende unicorn virksomhed i Tyskland og har i dag mere end 11.000 ansatte. 

Netop en fastansættelse og dermed en stabil månedlig indtægt var en af grundende til, at Alexander søgte jobbet hos Gorillas. Derudover er han glad for, at han kan få lov til at cykle så meget og røre sig på jobbet, fordi han så slipper for at motionere i sin fritid.

Alexander er tilknyttet afdelingen på Østerbro, hvor et af de velstrukturerede lagre ligger i stueetagen i en rød murstensbygning, der ikke ser ud af meget udefra. Indenfor arbejder de ansatte blandt tusindvis af varer, der står side om side på hylderne i lange rækker, som er præcist organiseret med det formål at gøre det så hurtigt som muligt at pakke hver bestilling. Men hvordan er det muligt at pakke og levere en bestilling på under 10 minutter?

Det skal vise sig at være sværere end ventet at få svar på det spørgsmål. Mine spørgsmål bliver mødt af tavshed og høflige afvisninger, da jeg nogle timer inden min første leveringstur med Alexander møder op på Gorillas’ lager på Østerbro.

Der er i alt tre lagre i København, hvor fra buddene kan cykle og nå ud til kunderne på maksimalt 10 minutter. Det største lager ligger i Indre By og dækker både dele af Vesterbro, Frederiksberg og Nørrebro, og de to andre lagre er strategisk placeret Østerbro og Amager Øst, så Gorillas kan nå ud til så stort et område af København som muligt, men de er endnu ikke til stede i hele byen.

Jeg havde inden vores møde på lageret på Østerbro modtaget en mail, hvor der stod, at jeg desværre ikke måtte komme indenfor på lageret af konkurrencehensyn, men da den stille regn, der falder, besværliggør et udendørs møde, har de besluttet, at jeg alligevel er velkommen indenfor. I hvert fald i døråbningen.

Her bliver jeg mødt at tre unge mænd, der alle er ansat hos Gorillas. Cykelbudet Alexander, hans leder Rasmus samt Julius, der er ekstern kommunikationsansvarlig. Vi kender ikke deres fulde navne.

Foto: PR | 26-årige Alexander er et af de bude, der cykler byen tynd i forsøget på at levere dagligvarer for Gorillas på mindre end 10 minutter.

Et par meter til højre fra indgangen, hvor jeg står, hænger en fladskærm i hovedhøjde, der er trukket ud fra væggen, og som hælder lidt, så man kan se den fra de skriveborde, der står nedenfor. Når der kommer en bestilling ind via appen, lyder der et pling, og bestillingen vises på skærmen. Derfra begynder nedtællingen fra de 10 minutter. Alle ansatte kan følge med i nedtællingen på deres egne telefoner, som de har fået af Gorillas til formålet.

Det forklarer Alexanders overordnede mig, da vi står i døråbningen. Jeg foreslår, at jeg tager et par skridt frem, så jeg kan se skærmen, vi taler om. Det bliver pure afvist. På skærmen står fortrolige tal og data, lader de mig forstå.

Pling lyder det fra fladskærmen. En stemme råber for fuld kraft ’Order!’ ud på lageret. En af de ansatte sætter i løb mod en vogn med en tom papirpose, der står klar, og forsvinder ned ad en af gangene, hvor varerne står sirligt og præcist placeret ud fra et system, der ikke overlader noget til tilfældighederne. Det er ifølge Gorillas en af hemmelighederne bag, hvordan de kan pakke deres varer så hurtigt.

Alexander tager cykelhjelm på og finder en tom rygsæk, så han er klar til at tage i mod, når varerne er pakket. Jeg får lov til at følge med på min leveringstur nummer to denne eftermiddag. Alexander får posen ind i tasken, griber fat i cyklen og sætter i gang. ”Sådan der! Så kører vi. Vi skal direkte til venstre her,” råber han til mig, og straks efter sætter han tempo, stikker af og lægger sig et stykke foran mig på cykelstien.

Flere gange bliver jeg reddet af de mange lyskryds, der er på vores rute. Så indhenter jeg ham, og vi får et øjebliks ro til at få luft. Alexander kigger på uret på sin telefon, der tæller ned og på GPS’en for at sikre sig, at vi er på rette vej. Han rynker et øjenbryn, så han får folder i panden, men så ryster han på hovedet og konkluderer, at det altså ér den hurtigste vej, vi kører.

Tværs over et lyskryds og hen ad en tresporet vej stopper vi brat op på cykelstien. Alexander griber telefonen og holder den op foran sig, mens han rystende på hovedet udbryder, at der er noget galt med husnummeret. Efter febrilsk at have set sig om får han øje på tre unge mænd, der står på den anden side af den hårdt trafikerede vej og vinker til os. Vi trækker cyklerne over på den anden side og møder dem storsmilende. De er imponerede, forklarer de som det første, da vi stopper op på fortovet. De har aldrig før bestilt varer fra Gorillas, men de ville lige teste, om det kunne lade sig gøre at levere deres varer indenfor 10 minutter. Og det kunne det.

Jeg får ikke mere at vide fra Gorillas’ egne folk, som aldrig lader mig komme længere ind end til døråbningen. Men jeg har ved selvsyn set, at det kan lade sig gøre. Det handler om, at Gorillas mestrer to helt essentielle ting: At pakke varerne hurtigt og køre dem endnu hurtigere ud. Det kræver et veludviklet teknologisk setup at orkestrere infrastrukturen bag. Og så kræver det mest af alt gode ben hos budene, der tramper i pedalerne for at nå frem på under 10 minutter.