To dage i efterretningschefens liv

Lars Findsen er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Han er chef i en verden af navnløse spioner, hackere og efterretningsfolk, der foretager sig ting, ingen må vide noget om. For første gang stiller chefen for den hemmelige tjeneste sig nu frem med navn og ansigt og fortæller offentligheden om sig selv og sit usædvanlige job. Her gennemgår Lars Findsen overfor Euromans Jesper Friis, hvordan to typiske dage i hans liv forløber.

Lars Findsen
Offentliggjort

Dag 1 – i en uge med børn

Vågner 6.30. Drikker et par glas vand og en af dagens første kopper kaffe, mens jeg skimmer Ekstra Bladet og Information. Har læst dagens Politiken og Berlingske på iPaden allerede inden, jeg gik i seng.

Vækker de to yngste første gang lidt i 7. Den store er selv allerede oppe. Laver havregrød til Villads på 14 og mig selv, og stiller skyr og chiafrø frem til Amalie på 12. Karoline på 17 finder selv på noget, hvis ikke hun får mig til at lave spejlæg. Efter den rituelle råben op ad trappen kommer de to ned klokken

7.15. De spiser og gør sig klar, mens jeg stryger en skjorte, og vi kører i skole 7.45. Amalie cykler selv.

Tilbage ved huset holder chaufføren og venter, og vi kører på Kastellet eller direkte til møde i byen. Læser papirer i bilen.

På kontoret taler jeg kort med chefsekretær og PA (Personlig Assistent, red.) om dagens program og læser dagens situationsrapport (kort redegørelse over den øjeblikkelige sikkerhedssituation, red.) eller sidder med til situationsmøde (hvor man drøfter sikkerhedssituationen, red.), hvis det passer.

Klokken 9 møde om projekt Nyt Domicil, som har til formål at samle tjenesten ét sted for at kunne sikre et endnu bedre samarbejde på tværs af organisationen.

Klokken 10 internt møde ovre i kontraterrorsektoren med henblik på at blive orienteret om større aktuelle operationer. De involverede medarbejdere, typisk både analytikere, kildeførere (efterretningsindhenter eller spion, red.) og dataspecialister, som arbejder tæt sammen i operative teams, kommer ind på skift og orienterer om deres operationer, da chefen for kildeføringsafdelingens kontor, som vi sidder i, ikke er så stort. Vi lufter ud ind imellem, fordi vinduet af sikkerhedshensyn ikke må stå åbent, når vi taler.

På vej tilbage til mit kontor går jeg forbi et af vores større mødelokaler og byder en flok nye medarbejdere, som er samlet til introkursus, velkommen og understreger, at vi samler på talenter i Forsvarets Efterretningstjeneste, og at det er derfor, at netop de er blevet ansat. Jeg gør også tre ting klart, som jeg forventer af dem: at vi tænker operativt i alle funktioner, at vi arbejder sammen og tænker i helheder, så vi får mest muligt ud af den fantastiske styrke, der ligger i vores diversitet, og at vi behandler hinanden ordentligt, tillidsfuldt og med respekt for hinandens fagligheder, så vi både kan have det sjovt på arbejde og frigøre energi, så vi får mest muligt efterretningsarbejde ud af vores ressourcer.

Klokken 11.30 holder jeg møde med folk fra vores ledelsessekretariat om kalenderen for de kommende uger og rejseprogrammet for de næste seks måneder. Vi er en udenrigsefterretningstjeneste, så formålet med rejserne er en blanding af vedligeholdelse af partnersamarbejder, og opdyrkning af nye samarbejdspartnere. Rejsemålene er en blanding af de almindelige hovedstæder i ligesindede lande og mere eksotiske lande i konfliktfyldte regioner. I efterretningsverdenen, hvor tætheden i samarbejdet i høj grad er baseret på gensidig tillid, er møder mellem cheferne et vigtigt element, som skal passes.

Mødes klokken 12.30 med en journalist ude i byen for at drøfte forskellige forhold til baggrund.

Klokken 14 er jeg til møde inde på Slotsholmen med repræsentanter fra ministerier. Det trækker ud til klokken 16, så jeg suser tilbage til Kastellet, hvor vi har et rutinemæssigt møde med Tilsynet med Efterretningstjenesterne klokken 16.30 til 18.

Chaufføren og jeg kører straks efter mødet hjem. Hjemme varmer jeg resten af en lasagne fra om søndagen til Amalie og Villads og steger et par vegetarschnitzler til Karoline.

Jeg kører Karoline til dans klokken 20, fordi det regner, og vi samler en veninde op undervejs. Handler i Fakta på vejen hjem. Vi laver lektier, og Amalie og jeg når et afsnit af en uendelig Netflix-serie, som Villads kommenterer med på fra sidelinjen.

Så går Amalie i seng og Villads op på sit værelse, mens jeg henter Karoline fra dans igen. Hun går direkte i seng, og jeg læser sager en times tid eller to og skimmer næste dags avis, inden jeg går i seng.

LARS-FINAL 7.jpg

Dag 2 – i en uge uden børn

Vågner klokken 6.30. Løber en kort tur. Spiser havregryn, drikker kaffe og læser avis. Stryger skjorte.

Bliver hentet af chaufføren klokken 7.55, og vi kører til møde med Politiets Efterretningstjeneste i Buddinge, som starter klokken 8.30.

Tager motorringvejen mod Amager, for at komme ud til vores station helt ude i Kongelunden, hvor vi har en stor del af vores medarbejdere og hemmeligheder bag pigtrådshegn og bevæbnede vagter.

Vi ankommer klokken 10.15 og jeg holder tre møder frem til klokken 12.15. De to første med eksperter fra et par af vores politisk/strategiske afdelinger og det tredje med chefen for vores udviklingsafdeling.

Jeg spiser en kort frokost i kantinen. Efter frokost får jeg en orientering om status og fremdrift i et af vores meget komplekse datahåndteringsprojekter.

Klokken 14.30 er vi tilbage på Kastellet, hvor jeg bliver orienteret om den seneste udvikling i en meget sensitiv kildeføringssag af chefen for vores kildeføringsafdeling og et par af vores kildeførere.

Bagefter giver jeg tilbagemelding på min første læsning af vores årlige, offentlige risikovurdering. Må afslutte det hurtigt, da chefen for vores Mellemøsten-afdeling bryder ind for at drøfte en specifik bestilling, der er kommet fra Udenrigsministeriet om den seneste udvikling i det nordlige Syrien, og som haster.

Klokken 16.30 har jeg formøde med en bredere kreds af medarbejdere til brug for et vigtigt partnermøde (en besøgende efterretningstjeneste fra et andet land, red.), vi skal have dagen efter.

Sidder på kontoret og læser lidt på papirerne til morgendagens møde.

Klokken 18.15 samler chaufføren mig op, og vi kører til middag ude i byen med chefen for den besøgende partnertjeneste, som er landet og afhentet i lufthavnen af vores protokol samme eftermiddag. Han og hans folk ankommer til restauranten med livvagt og motorcykeleskorte, da han kommer fra et land med et højt trusselsniveau. Vi har reserveret og ’sweepet’ (gennemgået for elektronisk aflytningsudstyr, red.) en lukket del af restauranten, så vi kan tale mere uforstyrret under middagen

Bliver sat af hjemme klokken 22 og kaster et sidste blik på mødepapirerne til næste dag, inden jeg læser næste dags aviser og går i seng.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er den ene af to efterretningstjenester i Danmark, Politiets Efterretningstjeneste (PET) er den anden. FE er udenrigstjenesten, der tager sig af Danmarks sikkerhed internationalt set, hvor PET beskæftiger sig med den nationale sikkerhed. Tjenesten har eksisteret i 52 år i sin nuværende form.

FE overvåger andre landes og personers aktiviteter for at få et billede af mulige trusler mod Danmark. Tjenesten gør blandt andet brug af spioner, computerhackere og andre efterretningsmetoder for at få hemmelige informationer om, hvilke trusler der kan få betydning for danske interesser. FE udarbejder analyser og trusselsvurderinger, som skal give den danske regering viden og information, når der skal træffes vigtige beslutninger, der vedrører international sikkerhed og politik.

Tjenesten har i de senere år beskæftiget sig i stigende grad med cybertruslen og har oprettet Center for Cybersikkerhed. FE arbejder på at rekruttere nye IT-talenter til tjenesten ved blandt andet at åbne Cyberakademiet og Hackerakademiet.

Det er hemmeligt, hvor mange ansatte tjenesten har, men FE fik i 2019 en samlet bevilling på 972 millioner kroner. Derudover er tjenesten på det seneste blevet bevilget ekstra midler til at imødegå cybertrusler.

Du kan læse hele interviewet med Lars Findsen her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Terror, Interview og Krig