Brian Holm om Jesper Skibby: "På en god dag ville han have haft benene til at blive verdensmester"

Hvor god er en cykelrytter? Det kan være svært at få greb om, og en diskussion om det emne ender ofte som en veritabel selskabsleg. For en professionel cykelrytters vedkommende er der selvfølgelig de målbare præstationer, sejrene og placeringerne, men den slags er langtfra fyldestgørende og fortæller intet om, hvordan forholdene var på dagen, hvem der blev kørt imod, og hvordan løbet udviklede sig. Ofrede holdet sig for rytteren? Skar en sidevind feltet over? Var der styrt i finalen, punkteringer undervejs?

Alle er enige om, at Eddy Merckx er historiens største cykelrytter, men hvad med de andre store navne? Havde Froome vundet Touren i 2019, hvis ikke han kort forinden var styrtet i Critérium du Dauphiné? Og ville en femte Tour-sejr til Froome i øvrigt placere ham på linje med om ikke Merckx, så Anquetil, Hinault og Indurain, der alle har vundet det franske etapeløb fem gange? Og hvor i cykelhistorien placerer vi Raymond Poulidor, der har tre 2. pladser og fem 3. pladser i Touren? Var Coppi større end Bartali, var Rolf bedre end Riis, og burde Contador have vundet flere Grand Tours, end han gjorde?

For alle med interesse for professionel cykling er spørgsmål som disse med til at gøre sporten dybt fascinerende. Det er en del af det, vi kan lide. Intet sted kan det være så smukt at tabe som på landevejen, og alle ved, at en rytters eftermæle har afsæt i meget mere end hans palmerés.

Lige fra starten har jeg vidst, at jeg ville forsøge at indkredse kvaliteten af Jesper Skibbys præstationer. Placere ham på sportens landkort. Han er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours, og i alt står han noteret for 30 professionelle sejre. Så meget ved vi. De fleste er også enige om, at hans flotteste sejr er Tour-etapen til Évreux, og mange mener, at han på en god dag kunne have vundet verdensmesterskabet i professionel landevejscykling.