Brian Holm om Jesper Skibby: "På en god dag ville han have haft benene til at blive verdensmester"

Hvor god er en cykelrytter? Det kan være svært at få greb om, og en diskussion om det emne ender ofte som en veritabel selskabsleg. For en professionel cykelrytters vedkommende er der selvfølgelig de målbare præstationer, sejrene og placeringerne, men den slags er langtfra fyldestgørende og fortæller intet om, hvordan forholdene var på dagen, hvem der blev kørt imod, og hvordan løbet udviklede sig. Ofrede holdet sig for rytteren? Skar en sidevind feltet over? Var der styrt i finalen, punkteringer undervejs?

Alle er enige om, at Eddy Merckx er historiens største cykelrytter, men hvad med de andre store navne? Havde Froome vundet Touren i 2019, hvis ikke han kort forinden var styrtet i Critérium du Dauphiné? Og ville en femte Tour-sejr til Froome i øvrigt placere ham på linje med om ikke Merckx, så Anquetil, Hinault og Indurain, der alle har vundet det franske etapeløb fem gange? Og hvor i cykelhistorien placerer vi Raymond Poulidor, der har tre 2. pladser og fem 3. pladser i Touren? Var Coppi større end Bartali, var Rolf bedre end Riis, og burde Contador have vundet flere Grand Tours, end han gjorde?

For alle med interesse for professionel cykling er spørgsmål som disse med til at gøre sporten dybt fascinerende. Det er en del af det, vi kan lide. Intet sted kan det være så smukt at tabe som på landevejen, og alle ved, at en rytters eftermæle har afsæt i meget mere end hans palmerés.

Lige fra starten har jeg vidst, at jeg ville forsøge at indkredse kvaliteten af Jesper Skibbys præstationer. Placere ham på sportens landkort. Han er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours, og i alt står han noteret for 30 professionelle sejre. Så meget ved vi. De fleste er også enige om, at hans flotteste sejr er Tour-etapen til Évreux, og mange mener, at han på en god dag kunne have vundet verdensmesterskabet i professionel landevejscykling.

Da jeg nævner det sidste for Jesper selv, replicerer han hurtigt:

”Jeg er den eneste dansker, der har været til VM 11 gange og kun har fuldført én gang. Det er rekord.”

Han griner efter at have sagt det, hvilket hverken generer eller overrasker mig det mindste. Som de fleste andre har jeg det godt i Jespers selskab, og jeg har vænnet mig til hans hurtige replikker og uhøjtidelige tone. Det er hans natur, og den virker ærlig.

Men et svar som dette gør det indimellem også til en udfordring at komme til bunds i historien. Det gælder pudsigt nok ikke, når vi taler om personlige emner som følelser og familie. Her dvæler han længe ved spørgsmålene, inden han svarer, tænker sig om, leder efter de rette ord og formuleringer og spørger bagefter ind til, om jeg forstår, hvad han mener, om det giver mening, hvad han siger.

Sejrene i cykelkarrieren affærdiges dog ofte med en vittighed eller en hurtig forklaring om, at han har svært ved at huske en episode. Jesper virker en smule genert, når han bliver rost.

En dag, jeg har Brian Holm i røret, siger jeg, at jeg ikke forstår, hvordan man kan blive så god til så hård en sport som professionel landevejscykling, som Jesper var, hvis man har en så afslappet indstilling til sin træning og karriere, som han giver udtryk for. Hvis man ikke har fuldstændig styr på, hvor længe og hvorledes man sidder på cyklen hver dag.

”Det er bare Skibby, der underspiller sin rolle. Han er en af de mest seriøse ryttere, jeg nogensinde har mødt. Skulle han køre 300 kilometer på en træningsdag, kørte han 300 kilometer, og så gik han sulten i seng. Du vinder ikke Grand Tour-etaper, hvis du kun kan lave fis og ballade og ikke ved, hvad der foregår omkring dig. Det var et image, som han måske stadig har svært ved at slippe,” siger Brian Holm og tilføjer:

”Men kommer du ikke ud på Eurosport på mandag? Thomas Bay er der også. Så snakker vi om det.”

Det er ikke første gang, jeg besøger Eurosport i Skovlunde, men jeg tænder altid gps’en for at finde den rette motorvejsafkørsel til Mileparken, der skærer sig som et grimt ar fra Herlev Ringvej til Ballerup Boulevard. Ingen uden et ærinde forvilder sig ind i det store industrikvarter, gætter jeg på.

Anderledes forholder det sig med Eurosport, der har fået seertilgang blandt andet på grund af den store interesse for cykelsport, og fordi kanalen i Danmark har eksklusivrettigheder til blandt andet Giro d’Italia og italienske éndagsklassikere som Milano-Sanremo og Strade Bianche.

Efter dagens optagelser til Thomas Bays og Brian Holms program Radio Tour sætter vi os omkring et bord med en kop kaffe. Jeg forklarer, at jeg gerne vil have Jesper Skibby til at fremstå som den store sportsmand, jeg mener, at hans resultater fortæller, at han var, men at han indimellem selv virker for beskeden, når talen falder på karrieren.

”Det sidder stadig i ham,” siger Brian Holm. ”Og det er ikke kun Jesper: Sådan er cykelryttere flest. Man underspiller sin egen træningsindsats og lader, som om man lever afslappet af kager og burgere og gin-tonics. Det er signalet udadtil. Men som jeg sagde, så er Jesper en af de mest seriøse cykelryttere, jeg har kørt med. Han var hysterisk med kosten, og det var en religion for ham at træne og leve sundt.”

Thomas Bay er enig:

”Jesper var vanvittig seriøs, selvom han altid har givet udtryk for det modsatte. Det skulle helst lyde, som om han aldrig trænede og spiste alt det, vi ikke måtte spise, og drak alt det, vi ikke måtte drikke. Cykling var det eneste, der fyldte i hans liv, tror jeg. Han arbejdede stenhårdt, og det gjorde så også, at han lagde et ekstremt pres på sig selv. Han stressede sig selv, og det låste ham lidt indimellem.”

Det vender vi tilbage til: Hvordan Jespers egne forventninger og ambitioner kunne stresse ham og bremse for yderligere store bedrifter, særligt i de store endagsløb. Først vil jeg høre, hvad han egentlig kunne? Hvorfor var Jesper Skibby så dygtig?

”Jesper var tæt på at være en komplet cykelrytter,” siger Brian Holm. ”Han kunne køre enkeltstart, det beviste han allerede i sit første Tour de France, da han blev treer på den lange enkeltstart.”

”90 kilometer,” indskyder Thomas Bay. ”Han er 23 år gammel og bliver kun slået af Stephen Roche, der vinder det hele, og af Charly Mottet. Og på den anden enkeltstart senere i løbet bliver han firer. Dér stempler Jesper Skibby ind på den store scene.”

”Desuden kunne han spurte,” fortsætter Brian Holm. ”Specielt hvis det gik lidt opad. Og så var han faktisk også god til at køre i bjerge. Der var ikke mange danskere, der kunne køre opad, som Jesper kunne. På sine gode dage kørte han bedre i bjergene end Rolf, og han er nok en af de mest komplette danske ryttere nogensinde. Der var lidt Steven Rooks eller Theunisse over ham, og havde det været i dag, kunne han nok også have kørt klassement.”

Heri er Thomas Bay enig:

”Jesper var en ret komplet rytter, men det, jeg som ung rytter var mest imponeret over, var noget så enkelt som hans topfart. Når Jesper Skibby kørte stærkt, så kørte han sindssygt stærkt. Vi ser det ikke så meget mere, det med at snyde sprinterne ved at angribe små halvanden kilometer før mål og køre solo hjem. Men det var Jespers fineste våben og også den måde, hvorpå han vandt sin fantastiske Tour-sejr i Évreux. Han havde det her ekstra gear, der gjorde, at han kunne køre halvanden kilometer med næsten 60 i timen. Så var han svær at fange.”

”Ja, etapen til Évreux i ’93 er Jespers mest imponerende sejr,” siger Brian Holm. ”Jeg var selv med i et udbrud, som jeg troede skulle holde. Men Jesper kørte bare fra feltet, fuld finale, og hvor mange cykelryttere har gjort det i historien? Charly Mottet, Thierry Marie, Jelle Nijdam – ganske få ryttere har bedrevet noget lignende på det niveau. Så det er en sejr til historiebøgerne.”

Jeg hæfter mig ved, at Brian Holm sammenligner Jesper med både Rolf Sørensen, der som bekendt har vundet blandt andet Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège, og hollandske Steven Rooks, der har sejre i Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège på sin palmarés. I modsætning hertil har Jesper ikke vundet nogen klassikere. Skulle han have gjort det?

”Jesper er en af Danmarks bedste cykelryttere gennem tiderne, men hans flotte resultatliste kunne godt have været endnu mere imponerende i forhold til hans styrke. Det er sandt. Men Jesper var jo ikke bleg for at agere hjælperytter i klassikerne for Van Petegem og andre,” siger Thomas Bay, der mener, at Jespers egne store forventninger indimellem var med til at bremse ham.

”Det illustreres meget godt ved, at det altid kiksede til VM for ham. Der var mange VM-løb, der lå rigtig godt til ham, og som han havde satset på og trænet til, og så kan det godt være, at VM lå sent på efteråret, og at han var træt efter at have kørt mange løb sæsonen igennem, men han gik efter det alligevel. Når der var forventninger til, at han på dagen skulle og kunne levere i et endagsløb, kom han ofte lidt til kort. Han kunne være blevet verdensmester, og han kunne have vundet Flandern Rundt. Så stærk var han.”

Brian Holm minder samtidig om, at tiden var en anden, end den er i dag.

”Dengang kørte vi 120 cykelløb om året, og så måtte vi se, hvornår vi ramte rigtigt. Det var ikke sat i system ligesom i dag, hvor rytterne får individuelle løbskalendere med pauser, så de kan restituere. Det var en anden tid. Og når der var pause, kørte man gadeløb for at tjene penge. Det er nemt i dag at sige, at Jesper skulle have gjort det bedre til VM, men det ligger langt inde i sæsonen, og med de mange løb, han kørte, tror jeg, der var tomt oppe i hovedet på ham og sikkert også fysisk. Vi nærmede os vinterpausen og var udbrændte.”

Brian Holm tier et øjeblik, inden han tilføjer:

”Men det er rigtigt, på en god dag ville Jesper have haft benene til at blive verdensmester.”

Du kan læse vores store interview med Jesper Skibby her.

'Engang var jeg Jesper Skibby' er udkommet og kan købes her.